Oscar-favorit kan endelig ses i Danmark
'Judas and the Black Messiah'
Judas and the Black Messiah har fået hele seks Oscar-nomineringer, men vi har endnu ikke haft mulighed for at se filmen i Danmark. Før nu.
Det historiske drama udkommer nemlig til leje og køb fra fredag den 16. april.
'Judas and the Black Messiah' følger Bill O'Neal, der, i ledtog med FBI, infiltrerer det militantiske venstreorienterede parti De Sorte Pantere i Illinois for at holde øje med den karismatiske leder Fred Hampton.
Daniel Kaluuya (Get Out) har allerede vundet en Golden Globe for sin præstation som Hampton - og er således også favoritten til at tage Oscar'en i kategorien Bedste mandlige birolle - hvor medspilleren LaKeith Stanfield (Atlanta), der spiller muldvarpen Bill O'Neal', gør ham selskab.
Derudover er filmen også nomineret i kategorierne Årets bedste film, Bedste Originale manuskript, Bedste Originale Sang og Bedste fotografering.
'Judas and the Black Messiah' kan ses på bl.a. Blockbuster.dk fra fredag.