Se de første billeder af Kim Bodnia i 'The Witcher' sæson 2
Ny trailer til fantasy-serien
Kim Bodnias flotte internationale karriere fortsætter. Efter roller i bl.a. tv-serien Killing Eve og Netflix-serien 'The Letter for the King', er danskeren snart klar i anden sæson af den ultrapopulære The Witcher.
I en ny trailer for fantasy-serien har vi nu fået de første billeder af Kim Bodnia, der ser ud til at skulle spille en fremtrædende birolle i den nye sæson. Se dem nederst.
Den 56-årige dansker spiller en ældre witcher, Vesemir. En mentor og guide for hovedkarakter Geralt af Rivia, som spilles af Henry Cavill, der skamroser Kim Bodnia på sin Instagram:
- Kim bragte en ganske særlig energi til denne karakter. Vores scener sammen er nogle af mine favoritter.
Kim Bodnia gør landsmanden Lars Mikkelsen selskab i The Witcher-universet, hvor sidstnævnte spiller troldmanden Stregobor.
Serien har allerede fået annonceret en tredje sæson før premieren på den nye sæson, der lander på Netflix den 17. december.