5 fantastiske fantasy-film fra 80'erne
Bliv klar til den biografaktuelle 'The Green Knight'
Længe før Peter Jackson gjorde fantasy allemandseje på film med Ringenes Herre-trilogien, var den for mange en lidt eksotisk genre.
Ikke desto mindre bød de kulørte 80'ere på mange forrygende fantasy-film, hvorfor vi med kun fem pladser på listen, desværre har måttet sige farvel til flere favoritter, bl.a. The Princess Bride, Conan The Barbaerian og Time Bandits.
Herunder finder du de 5 fantastiske fantasy-film fra 80’erne:
The Dark Crystal (1982)
Dette eventyr er fyldt med vidunderlige og underlige skabninger, der stadig efter mere end 35 år fortryller os. Historien finder sted på en fjern planet i en fjern fortid, hvor en magisk krystal spreder lys og godhed. Da den imidlertid beskadiges, overtager de onde Skeksier magten, mens de gode Gelflinger nu jages. Kampen for at skabe balance i universet igen er nu sat ind.
Dukkemesteren Jim Henson - manden bag bl.a. 'The Muppet Show' og en anden af denne listes film - skabte 'The Dark Crystal' - på dansk 'Den sorte krystal' - med inspiration fra bl.a. Tolkiens fantasy-univers og New Age. De håndstyrede dukker var i sin tid banebrydende og holder så absolut stadig. En film, vi kan blive ved at vende tilbage til.
Se hvor du kan streame 'The Dark Crystal' her.
The NeverEnding Story (1984)
Det er svært at komme udenom 'The NeverEnding Story' - på dansk 'Den uendelige historie' - når vi snakker 80'er-fantasy. For vi kan vel næsten alle bl.a. synge med på filmens fængende titelmelodi, mens eksempelvis også den store, hvide og flyvende lykkedrage Falkor står som et mindeværdigt bekendtskab.
Filmen handler om drengen Bastian, der har mistet sin mor, bliver mobbet i skolen og savner sin fars opmærksomhed. Ja, det er ikke nemt at være Bastian. En da får han dog fingrene i en gammel og stor bog i en støvet boghandel. Da han åbner den, trækkes han ind i historien og bliver en del af den eventyrlige handling, hvor han får en vigtig mission, nemlig at redde landet Fantasia.
Se hvor du kan streame 'The NeverEnding Story' her.
Willow (1988)
Der er eventyrligt schwung på denne 80'er-klassiker, når man her følger landmanden Willow, der dog langt hellere vil være troldmand. En dag ændrer hans verden sig imidlertid, da han modvilligt må hjælpe med at beskytte en udvalgt baby fra en ond dronning.
Udover Warwick Davis i filmens titelrolle, finder man bl.a. også Val Kilmer, der indtager rollen som den iltre sværdkæmper Madmartigan - Willows eneste beskyttelse på deres farefulde rejse. Det er Star Wars-skaberen George Lucas, der har skrevet historien til dette charmerende fantasy-eventyr, mens Ron Howard har instrueret.
Se hvor du kan streame 'Willow' her.
Legend (1985)
Den legendariske filmskaber Ridley Scott skabte tilbage i midten af 80'erne et fortryllende eventyr fyldt med skønne skabninger og ikke mindst en djævelsk ond skurk i skikkelse af en hornet og karismatisk Tim Curry. Overfor ham finder man Tom Cruise som Jack, der må forsøge at forhindre Mørkets Herre i at få den totale magt og endvidere gifte sig med prinsessen Lili.
Det er den klassiske kamp mellem det gode og det onde, der har får eventyrligt liv i en verden, der huser alverdens fantasifulde væsner - bl.a. de magiske enhjørninger.
Se hvor du kan streame 'Legend' her.
Labyrinth (1986)
Som nævnt ovenfor, har Jim Henson endnu en film på listen, hvilket absolut er fortjent. For med 'Labyrinth' har film- og dukke-magikeren skabt et hele vejen rundt fortryllende eventyr, der er fuld af sprudlende effekter, finurlige væsner og skarpe dialoger.
Man følger her teenageren Sarah, en ung Jennifer Connelly, på en fortryllet rejse. Hun kæmper nemlig med at få sin lillebror til at sove, men kommer uheldigvis til at hidkalde Troldkongen, der nu tager broren med til sit slot, hvorfor Sarah nu må ud på en farlig færd for at redde ham. En uforglemmelig David Bowie ses desuden i rollen som den karismatiske samt dansende og syngende Troldkonge.