Wow! Serier om Rambo, The Expendables, Hellboy og Olympus Has Fallen er på vej
Action-serierne går i Marvels fodspor
Marvel har for længst udvidet deres store filmunivers med en lang række superhelte-serier, senest med titler som Loki, WandaVision, What if…? og The Falcon and the Winter Soldier.
Nu løfter selskabet bag franchises som Rambo og The Expendables, Millennium Media, sløret for en række kommende serie-projekter, der ikke synes ulig netop Marvels indtog i serieland.
Således har chefen for selskabet, Jeffrey Greenstein, udtalt sig om deres fremtidsplaner, hvilket altså indbærer en række serier baseret på populære filmfranchises, nemlig Rambo, The Expendables, Hellboy og Olympus Has Fallen. Det skriver The Hollywood Reporter.
LÆS OGSÅ: 'The Expendables 4' får vildt kampsports-ikon som skurk
Hvor tæt disse serier er på at blive til virkelighed, er der desværre ikke noget konkret om. Der er dog næppe tvivl om, at det vil blive både hårdtslående og actionmættet serie-underholdning.
Af de fire filmfranchises er det lige nu kun en ny film sat i The Expendables-universet, der er på vej med det fjerde kapitel, hvor Sylvester Stallone leder an sammen med bl.a. Jason Statham og Dolph Lundgren, videre til Megan Fox, Curtis "50 Cent" Jackson, Andy Garcia og Iko Uwais.
Millennium Media har ligeledes en ny film om 'Red Sonja' på vej med Hannah John-Kamen i titelrollen.
'The Expendables 4' afventer premieredato.