30 år: Sådan forandrede 'The X-Files' tv for altid
Vi udpeger fire centrale punkter
Den 10. september 1993 er en mærkedag i tv-historien.
Det er nemlig den amerikanske tv-premiere på serien The X-Files, der på TV2 fik titlen ’Strengt Fortroligt’, da den kom på dansk tv i januar 1994.
Det blev begyndelsen på noget stort. En bevægelse i tv-landskabet. Ikke kun for ’The X-Files’, der voksede fra en kult tv-serie om fredagen til en af tv-kanalens FOX’ mest populære serier, der blev vist i prime time om søndagen – og som senere vandt et utal af Emmy- og Golden Globe-priser.
’The X-Files’ forudsagde og lagde i høj grad grundstenene til en ny æra i amerikansk tv-historie.
Det er på mange måder forløberen til den guldalder af tv-serier, som mange mener officielt startede med The Sopranos i 1999 – og som stadig til en vis grad er gældende i dag.
En science fiction-serie med monstre og UFO formåede på magisk vis at ramme et mainstreampublikum. Hr. og Fru Nielsen sad og så med, når Mulder og Scully undersøgte nye paranormale hændelser.
I vores podcast får kino.dk’s X-Files-fanatiker Daniel Hartvig (undertegnede) besøg af de danske skuespillere Mathilde Norholt og Jesper Ole Feit Andersen til en diskussion af netop ’The X-Files’ med dertilhørende anekdoter om vores egne spooky 90’er-minder, og hvorfor serien stadig holder i dag, 30 år efter sin premiere.
Lyt til podcasten herunder – eller i din foretrukne podcast-app (søg blot på: ”kino.dk filmpodcast”). Læs også med, når jeg herunder opstiller fire punkter, hvorpå ’The X-Files’ var med til at forvandle og forme de tv-serier, vi ser i dag.
Udover at være nyhedsredaktør på kino.dk, så er jeg også inkarneret X-Files-fan og har min egen podcast, Sammensværgelsen - en dansk X-Files podcast, hvori jeg har interviewet en række af seriens mest fremtrædende person. Herunder X-Files-skaber Chris Carter, betydningsfulde forfattere, producere og centrale skuespillere, fx William B. Davis, der spiller skurken The Cigarette Smoking Man.
Til dem, som ikke kender serien, eller lige skal have frisket den op, så handler den om de to FBI-agenter Fox Mulder og Dana Scully.
Fox Mulder - med øgenavnet Spooky Mulder - er blevet gemt væk i FBI’s kælder, hvor han efterforsker paranormale, bizarre og ja, umiddelbart uopklarlige sager, som er en del af de såkaldte X-Filer - hvilket altså kan indbefatte alt fra UFO-hændelser til varulve og folk, der kan styre andre med tankens kraft.
Scully bliver ansat - i første omgang for at ”debugge” Mulders efterforskning, så ledelsen i FBI og nogle folk højere oppe i systemet, som ikke ser at disse sager komme frem i dagens lys - kan få strittet deres sten i skoen ud af butikken. Men Scully finder hurtigt ud af, at der måske er noget om snakken – og de to agenter indleder en indædt jagt på sandheden - for den er som bekendt derude!
Mytologi og monster of the week
En af de ting, som især adskiller ’The X-Files’ fra mange af dens konkurrenter i samtiden, er dens fortællestruktur. Serien arbejder således med to forskellige typer af afsnit.
Mytologi-afsnittene, der har en gennemgående føljetonbue på tværs af sæsoner, og som er centeret omkring en verdensomspændende konspiration med fokus på en skyggeregering, Syndikatet, og deres skumle planer med en række udenjordiske væsner.
Monster of the week-afsnittene har en episodisk struktur, hvor Mulder og Scully efterforsker en konkret sag, der får sin afslutning inden for samme afsnit.
Det lyder måske banalt i dag. Men dette var langt fra kutymen i 90’erne eller i tiden før, hvor langt de fleste serier havde en episodisk struktur.
Manden bag ’The X-Files’, Chris Carter, fremhæver selv dette som en del af seriens vigtigste arv her 30 år senere, da jeg interviewede ham. I dag arbejder stort set alle serier med føljetonbuer i højere eller mindre grad, og hvor ’The X-Files’ måske var mere skarpt opdelt mellem de to forskellige tilgange, så er den skillelinje i dag langt mere opløst. Men ’The X-Files’ var i høj grad en forgangsserie for det, man i dag vil kalde serialized television.
Kønsrolle-skift og den bløde action-helt
Mulder og Scully er på papiret to stereotyper. Den troende og skeptikeren. Den spirituelle og den videnskabelige. Den følende og den faktabaserede. Det interessante her er blot, at hvor man oftest har et særligt køn forbundet med disse stereotyper, valgte ’The X-Files’ at bytte rundt på disse.
Mulder - den mandlige agent - fik pludselig lov til at være den med de bløde værdier. Den som følte, den som troede på ”det mærkelige” og spirituelle. Mens Scully - den kvindelige agent - var den som holdt sig til fakta, og som altid forholder sig til den rationelle forklaring, hvor langt ude den nu end kan være.
Selvfølgelig får begge karakterer hver deres særheder. Ikke mindst gennem David Duchovny og Gillian Andersons præstationer og kemi, som i høj grad blev seriens helt store tiltrækningskraft. Du kom for UFO’er og monstre, men blev for Mulder og Scully.
Mulder er dog værd at fremhæve, da han på mange måder er prototypen på den helt, vi ser i mange actionfilm i dag. Vi kender det klassiske Clint Eastwoodske stenansigt og iskolde facon, som var den gængse fremstilling af politibetjente i samtidens film og tv. Her repræsenterer Mulder noget helt andet.
Mulder tør græde. Karakteren viser store følelser. Han kommer med en bagage. En søster, der er forsvundet på mystisk vis - det er hans drivkraft. En drivkraft, der gør ham sårbar. Men samtidig kan han også være handlekraftig og rap i replikken.
I en scene i afsnittet ’Talitha Cumi’ (sæson 3, afsnit 24) går Mulder direkte fra at stortude ved sin mors sygeseng på hospitalet til at vifte en pistol i hovedet på The Cigarette Smoking Man med en dertilhørende smart replik: ”You gonna smoke that?” (med henvisning til hans smøg) – ”or do you wanna smoke on this?” (pistol, han vifter i hans ansigt).
På den måde er Fox Mulder en slags forløber til Jason Bourne og Daniel Craigs portræt af James Bond. To karakterer som oftest bliver fremhævet som et udtryk for den udvikling, vi har set i fremstillingen af den maskuline mand - der nu er blevet den sårbare mand. En handlekraftig agent med følelser, der faktisk kan mærke både indre og ydre smerte. Og i den kategori hører Mulder i den grad til. Om end han ser en del mere porno end de to førnævnte (ja, det er en lille inside-joke til jer, som kender ’The X-Files’ godt)
The Scully Effect
Fox Mulder kan dog ikke hamle op med den effekt, som Dana Scully har haft på omverdenen - der gik langt udover tv-skærmene.
Man snakker nemlig om ”The Scully Effect” - at fremstille en kvinde som politimand og som læge betød, at der skete en voldsom stigning af kvinder, der søgte ind i netop disse fag. Og i dag kan mange unge kvindelige seere fra 90’erne nok tilskrive Scully noget af årsagen til, at de blev forskere, læger eller politibetjente.
Undersøgelser har vist, at op til 50 % mener, at karakteren Scully havde en direkte indvirkning på, at de søgte ind for de såkaldte ”STEM” områder (Science, Technology, Engineering, & Math).
I 1993 så man ikke denne type kvindelige karakter på tv - og ikke nok med, at hun besad disse fagligheder. Hun bliver fremstillet som klog. Hun bliver ikke tværet ud af sin mandlige modpart. Hun får lov til at danne en ægte modvægt. De bliver fremstillet ligeværdige og som ægte mennesker.
Med andre ord har ’The X-Files’ ikke bare præget fremstillingen af kvindelige karakterer på tv - og dynamikken med deres mandlige partner. Den har haft en direkte, påviselig effekt på en hel generation af kvinder i den virkelige verden.
Cinematisk og eksperimentende TV
I dag er det en kliche: ”Vi betragter vores serie som en lang film”. Men i 1993 var det uhørt, at man gik til en tv-serie med en filmisk tilgang. Det var ikke desto mindre, hvad ’The X-Files’ gjorde. Man tænkte stort, når det kom til det visuelle – og jo mere succes de fik, jo større budgetter fik de også.
På et tidspunkt kunne Chris Carter vælge og vrage. Vi fik enorme eksplosioner, komplicerede visuelle effekter, og serien eksperimenterede på et helt usædvanligt niveau for sin tid. Man havde fx et helt afsnit i sort-hvid ('The Post-Modern Promtheus'), og man optog et afsnit, der blev skudt som ét langt one-take ('Triangle'). To elementer som de fleste serier med respekt for sig selv i dag har med.
I mit interview med instruktør og producer Dan Sackheim, der var involveret i ’The X-Files’ over flere sæsoner, og som i dag har stået bag kameraet på adskillige af tidens allerstørste serier som fx ’The Walking Dead’, ’The Americans’, ’True Detective’ og ’Game of Thrones’, fremhæver netop 90’er-seriens cinematiske tilgang som helt central for eftertidens serier.
’The X-Files’ var med til at rykke grænsen for, hvad man gjorde visuelt på tv. Og ifølge Sackheim havde man ikke haft en serie som ’Game of Thrones’ uden, at ’The X-Files’ havde banet vejen og været med til at kvalitetsstemple tv-serier, som noget der er på højde med film.
Men det var ikke kun på den visuelle front, at ’The X-Files’ rykkede grænser. Indholdsmæssigt gik serien også flere opsigtsvækkende og vilde veje.
Bag kulisserne var FOX-cheferne ved at gå ud af deres gode skin, da man pludselig i sæson 2-afsnittet ’Humbug’ fik en mere humoristisk tilgang, hvor man i høj grad havde komikken i centrum og faktisk gjorde grin med vores egne helte. Det fangede dog publikum, og med tiden endte man med at få deciderede komedie-afsnit, hvor hverken science fiction eller gys var i centrum. Det afskrækkede måske nogle hardcore fans, men det beviste, at ’The X-Files’ kunne være mere end én ting. At tv-serier sagtens kunne være elastiske i deres form og indhold, at de ikke skulle være bundet af nogle faste regler, formater eller genre-konventioner.
Serien formåede også at gå i den anden retning, hvor det var så brutalt, at man forargede. Det skete eksempelvis med afsnittet ’Home’ fra sæson 4, hvor man i den grad pressede grænserne for, hvad man kunne tillade sig at vise på kabel-tv i 90’erne. Vi har skrevet en hel artikel, hvor vi netop har dækket ’Home’, og hele skandalen omkring det afsnit, som efter sigende var med til at afføde en hel ny censur-rating på TV.
’The X-Files’ kan ses på Disney+ i Danmark.
Har du lyst til at høre mere om ’The X-Files’? Så lyt til vores podcast-episode, hvor skuespiller Mathilde Norholdt og Jesper Ole Feit Andersen i selskab med mig dykker ned i 90’er fænomenet.
