I filmen 'Birdman' forsøger den fallerede Hollywood-skuespiller Riggan Thomson at genetablere sin karriere ved at instruere et teaterstykke på Broadway.
Riggan er stadig bedst kendt som superhelten Birdman og møder derfor stor skepsis hos New Yorks snobbede kulturelite. Som om det ikke var modstand nok, må filmstjernen også kæmpe med krævende skuespillere, en datter med selvværdsproblemer og sit eget ego, der spøger i kulissen.
Instruktøren Alejandro González Iñárritu (Babel, Biutiful, Amores Perros) har med 'Birdman' ikke blot lavet et af årets mest omtalte, kritikerroste samt prisvindede dramaer, men også et originalt værk, der er filmet, så det ligner én lang optagelse.
Titelrollen spilles af den tidligere Batman-skuespiller Michael Keaton, hvis sorthumoristiske indsats allerede har sikret ham en Golden Globe-sejr. I yderligere roller ses Emma Stone og Edward Norton som henholdsvis datter og rival.
'Birdman' vandt fire Oscars for bl.a. Bedste instruktør og Bedste film. (copyright: kino.dk)
Foto: 20th Century Fox
Genre: Komedie, Drama
Spilletid: 1 time 59 minutter
Instruktør: Alejandro González Iñárritu
År: 2015
Skuespillere: Michael Keaton, Edward Norton, Emma Stone, Naomi Watts, Andrea Riseborough, Zach Galifianakis, Amy Ryan