De 10 bedste film på Amazon Prime lige nu
Ikonisk action, storslået sci-fi og meget mere
Vinteren er over os, og der er efterhånden ikke så meget andet at gøre end at finde sig til rette i sofaen og se en rigtig god film.
Vi har derfor her samlet et bud på de 10 bedste film, der lige nu kan ses på streamingtjenesten Amazon Prime.
Listen byder på ikonisk actionfilm, nervepirrende krimi-dramaer og meget mere, så der skulle gerne være noget for enhver smag.
Interstellar
Christopher Nolans episke science fiction-film 'Interstellar' er en udforskning af rummet og de komplekse spørgsmål, der knytter sig til ideen om rumrejser.
I filmen følger vi den tidligere NASA-pilot Cooper, spillet af Matthew McConaughey, som er nødsaget til at drage på endnu en rumrejse for at udforske et ormehul. Sagen er nemlig den, at Jordens ressourcer er opbrugte, og der er desperat brug for en alternativ bopæl for hele menneskeheden. Rumrejsen skal dog vise sig at have større implikationer, end nogen kunne have forestillet sig.
Hvis du er til endnu mere Nolan, så kan både Inception, Memento og The Prestige ligeledes findes på Amazon Prime.
Bridesmaids
En af 2010'ernes sjoveste komedier kan findes i 'Bridesmaids', hvor to kvinder konkurrerer om titlen som den kommende brud Lillians bedste veninde.
Da Annie finder ud af, at hendes bedste veninde Lillian er forlovet, må hun simpelthen være hendes brudepige. Annie ejer dog ikke en rød øre og hun må derfor bluffe sige igennem de dyre og bizarre ritualer. Men hun er fast besluttet på, at køre de andre brudepiger af banen, så alle kneb gælder.
'Bridesmaids' er produceret af Judd Apatow, der tidligere har stået bag folkekære komedier som Knocked Up, The 40 Year Old Virgin og Superbad.
Terminator 2: Judgment Day
Der er ingen tvivl om, at 'Terminator 2: Judgment Day' fra 1991 er en af de mest ikoniske actionfilm nogensinde.
Arnold Schwarzenegger er her for anden gang tilbage som Terminator, der denne gang skal hjælpe til med at redde menneskeheden, da en cyborg sendes tilbage i tiden for at myrde en oprørsleder som barn.
James Camerons opfølger til den første The Terminator fra 1984 gik også hen og vandt fire Oscars for bl.a. filmens visuelle effekter samt makeup, der lægger til grund for den episke cyborg-mod-cyborg action, vi får at se i filmen.
Foruden 'Terminator 2: Judgment Day' kan du også følge flere af de efterfølgende film i Terminator-universet på Amazon Prime.
Sound of Metal
Musikdramaet 'Sound of Metal' er et intenst og ambitiøst forsøg på at vise, hvordan det er at miste hørelsen.
I filmen følger vi heavy metal-trommeslageren Ruben, spillet af Riz Ahmed, som efter et utal af øredøvende koncerter en dag mister størstedelen af sin hørelse. Han rejser herefter ud på en gård for hørehæmmede for at arbejde med og vænne sig til sin nye livssituation.
Filmen er fortalt ud fra Rubens perspektiv, så vi hører ofte blot, hvad han gør og bliver herved inviteret til at føle samme frustrationer og magtesløshed som ham. 'Sound of Metal' vandt da også en Oscar for bedste lyddesign, ligesom filmens danske klipper, Mikkel E. G. Nielsen, også vandt en Oscar for sit arbejde på filmen.
Crazy, Stupid, Love
Den stjernespækkede romantiske komedie 'Crazy, Stupid, Love' fortæller historien om Cal, der som nogle-og-fyrre-årig finder ud af, at hans kone er ham utro, og han kastes herefter ud i en ungkarletilværelse for første gang i sit liv.
Her møder han charmøren Jacob, der tager Cal med på en dannelsesrejse i, hvordan man bliver en vaskeægte player – en opgave, der ikke falder Cal helt naturligt. Før de to ved af det, bliver deres liv spundet sammen og der udfolder sig herefter et komisk kærlighedsdrama.
I rollerne som Cal og Jacob ses henholdsvis Steve Carell og Ryan Gosling, mens Julianne Moore og Emma Stone spiller rollerne som Cals hustru og datter.
Hot Fuzz
Når man har været vant til at være den bedste politibetjent i hele London, kan tilværelsen som lokalbetjent i en lille landsby være til at blive helt skør af.
I actionkomedien 'Hot Fuzz' er det netop dette politibetjenten Nicholas Angel udsættes for. Han sendes nemlig til den lille landsby Sandford, da hans evner fik resten af politiet i London til at blegne i sammenligning.
I den lille by sker der dog nogle mystiske mord, som de lokale tilskriver uheld, mens Nicholas ikke er helt overbevist. Er det indbildning, eller er der måske mere i gære, end hvad befolkningen giver udtryk for?
'Hot Fuzz' er den anden film i Edgar Wrights såkaldte 'Cornetto-trilogi', hvis første film – zombiefilmen Shaun of the Dead – også kan ses på Amazon Prime.
Zodiac
Krimidramaet 'Zodiac' er en fortolkning af den gruopvækkende virkelige historie om den amerikanske seriemorder Zodiac, som hærgede det nordlige Californien i 1960’erne.
I filmen følger vi en tegneserietegner, som bliver besat af at finde seriemorderen. Sammen med en kriminalreporter undersøger han sagen nærmere, mens også nogle politiefterforskere er på jagt af Zodiac, som efterlader kryptiske beskeder til politiet og medierne.
'Zodiac' er instrueret af David Fincher, der tidligere har arbejdet med seriemorder-film og -serier med Seven, Mindhunter og The Girl with the Dragon Tattoo. I rollen som den besatte tegneserietegner ses Jake Gyllenhaal, mens Robert Downey Jr. spiller kriminalreporteren og Mark Ruffalo efterforsker.
Birdman
Birdman or (The Unexpected Virtue of Ignorance) er et komediedrama om en falleret skuespiller, der tidligere har spillet med i superheltefilmen Birdman, men som nu kæmper for at blive taget seriøst som teater-skuespiller.
I rollen som skuespilleren Riggan ses Michael Keaton, der selv, ligesom rollen han spiller, tidligere har været superhelt i Batman-filmene, og som med 'Birdman' fik han masser af anmelderros i Hollywood.
Med Birdman har instruktør Alejandro G. Iñarritu og fotografen Emmanuel Lubezki, der også lavede The Revenant sammen, udført er sandt vovestykke, da de har lavet filmen, som var den filmet i én enkelt optagelse. På rollelisten finder man også Emma Stone, Edward Norton og Zach Galifianakis.
Boyhood
I 'Boyhood' følger vi drengen Mason i tolv år fra han er seks år til han bliver 18 og skal på college. Vi ser, hvordan puberteten påvirker ham, hvilke interesser han udvikler og hvordan også kærligheden spiller en rolle i et ungt menneskes udvikling.
Da 'Boyhood' udkom tilbage i 2014, var det ikke så meget filmens handling, som gjorde, at mange snakkede om Richard Linklaters familiedrama. Det var i stedet filmens tilblivelse, der skabte en masse omtale.
'Boyhood er nemlig filmet over 12 år, hvilket vil sige, at filmens skuespillere har været de samme hele vejen igennem. Det er altså ikke kun karakteren Mason og hans familie, vi ser udvikle sig og vokse op, nej det er faktisk også de virkelige mennesker, der medvirker. På den måde giver 'Boyhood et unikt indblik ind i, hvad det vil sige at gå fra barn til voksen.
Suspiria
Den italienske gyserklassiker 'Suspiria' fra 1977 hører til den såkaldte giallo-gysergenre, der er en særlig italiensk form for gys, som centrerer sig om psykologiske, mystiske mordmysterier. Filmens instruktør Dario Argento er med film som Terror uden grænser og Profondo Rosso en mester i genren.
I 'Suspiria' møder vi en unge amerikanske kvinde Suzy, som netop er ankommet til et fornemt balletakademi i Tyskland. Der går dog ikke længe før stedet bliver ramt af en række brutale mord, og Suzy opdager, at hændelserne har en forbindelse til det okkulte.
I 2018 blev 'Suspiria' genindspillet af instruktøren Luca Gaudagnino, som tidligere har lavet den Oscar-vindende Call Me By Your Name. Denne udgave er ligeledes at finde på Amazon Prime.