De 10 bedste serier på Amazon Prime lige nu
Fortællingerne du ikke bør gå glip af
Kan du ikke beslutte dig for den næste serie, du skal dykke ned i? Det er heldigvis et problem, som vi kan hjælpe med. Vi har nemlig allerede undersøgt mulighederne og giver dig her 10 af de bedste serier, du kan streame lige nu på Amazon Prime.
Listen indeholder titler fra mange forskellige genrer og byder på både spænding, romantik, klassikere, gode grin og hæsblæsende action.
Så læn dig tilbage, mærk efter hvilken slags indhold, du er i humør til og nyd en af de bedste serier på Amazon Prime.
The Boys
Hvordan ville det faktisk se ud, hvis superhelte med overmenneskelige kræfter levede side om side med os almindelige jordboere? Og er superhelte altid gode, etiske og uselviske?
De spørgsmål forsøger action-serien 'The Boys' at svare på. Og resultatet er både samfundskritisk og blodigt!
Da den helt almindelige Hughie bliver vidne til hans kærestes pludselige og voldsomme død, får han øjnene op for skyggesiderne ved superheltene og hele underholdningsindustrien bag dem, hvor superheltene er blevet kendisser, der fokuserer mere på sponsorater og deres omdømme end faktisk at hjælpe menneskeheden.
Hughie ender derfor som en del af "The Boys", der er et slags tæskehold, som holder de ukontrollerbare helte til regnskab for deres handlinger, og deres metoder byder både på overvågning, tortur, afpresning og mord.
Serien har en 4. sæson på vej. Har lavet en animations spin-off og har også en live action-spin-off i produktion.
Downton Abbey
Den ultimative kombination af herskab, tjenestefolk, skandaler, kærlighed, kostumer og det mest fortryllende soundtrack.
'Downton Abbey' er en af de serier, som man med det samme kan blive fuldstændig opslugt i. Og hvis man overhovedet er drama-fan, så er denne serie en af de absolutte klassikere.
Serien foregår i starten på det 20. århundrede og handler om livet både oven på og neden under i godset Downton Abbey, hvor Crawley-familien har boet i flere generationer. Vi følger beboerne helt fra Titanic og frem til de brølende 20'ere.
Livet på palæet indeholder mange intriger, og Lord Crawley står både over for at finde en mandlig arving, mens han på samme tid skal finde passende ægtefæller til sine tre døtre.
Maggie Smith er desuden fuldstændig fantastisk som familiens konservative og viljestærke matriark, og hun har både vundet en Golden Globe samt flere Emmy-priser for sin præstation.
Sneaky Pete
Breaking Bad-stjernen Bryan Cranston står bag en af de bedste krimi-serier på Amazon Prime, hvor han selv ses i rollen som ubarmhjertig gangster.
Da svindleren Marius er færdig med sin fængselsdom, finder han hurtigt ud af, at hans fortidige handlinger ikke er blevet glemt, og at hans liv er i fare. Derfor vælger han at overtage sin tidligere cellekammerat Petes identitet, og han ender med at blive genforenet med Petes fremmedgjorte familie.
Familien tager imod Pete/Marius med åbne arme, og svindleren falder hurtigt til både hos sine falske bedsteforældres hjem og som del af familieforetagendet. Men det er ikke nemt at være Marius, for gangsteren fra hans fortid er stadig på jagt efter ham, og hurtigt begynder Petes rigtige kusine at virke interessant.
'Sneaky Pete' holder spændingen kørende gennem sine 3 sæsoner og er derudover proppet med charme, gode grin og et herligt karaktergalleri.
Mozart in the Jungle
Gael García Bernal er passioneret orkesterdirigent i 'Mozart in the Jungle', hvor vi kommer bagom den klassiske musikscene. Og det går ikke stille for sig.
Serien tager udgangspunkt i The New York Symphony, hvor der kommer nye boller på suppen, da den unge maestro Rodrigo overtager fra en ældre, mere konservativ dirigent. Som en af sine første ændringer hyrer han en ung kvinde, der spiller med hjertet, som femte oboist i orkesteret (hvilket er uhørt!), og hun må nu bevise, at hun fortjener en plads blandt sine mere erfarne kollegaer.
New Yorks kunstneriske klasse portrætteres i denne herlige komedie, hvor du kan få en reference til russiske komponister i samme sætning som en penis-joke.
Dyk ned i 'Mozart in the Jungle' for dens komik og musik og bliv hængende for dens fængende og forskellige karakterer.
Invincible
Streamingtjenestens anden superhelte-serie er ’Invincible’, og den kan i den grad leve op til ’The Boys’ kaskader af blod og vold.
Animationsserien holder nemlig ikke tilbage, når det gælder om at skildre de dødelige og brutale konsekvenser, som superhelte-erhvervet kan have.
’Invincible’ følger den 17-årige Mark, der er søn af den mægtige superhelt, Omni-Man – og ved serien start langsomt begynder Mark at udvikle sine egne superkræfter.
Mens han udforsker sine nye evner, bliver en Jordens centrale superheltehold slået ihjel. Men hvem står bag? Langsomt begynder det at gå op for Mark, at hans fars omdømme måske ikke er så heroisk som først antaget.
Serien er baseret på The Walking Dead-skaberen Robert Kirkmans tegneserieoplæg, og har bl.a. Seth Rogen som producer. Stemmecastet er utrolig stærkt med Steven Yuen, J.K. Simmons og Sandra Oh i front.
Fleabag
Phoebe Waller-Bridges britiske komedie-drama har vundet alle tv-priserne: 2 Golden Globes, 6 Emmys, 2 BAFTAs, 1 Screen Actors Guild Award. Og det er intet mindre end fuld fortjent.
Seriens første sæson følger karakteren Fleabag, der prøver at navigere livet og kærligheden i London efter hendes bedste veninde begik selvmord, mens anden sæson dykker ned i Fleabags facination af en utilgængelig præst. Oveni det hele kommer en yderst kompliceret familie samt tvivlsomme valg af seksuelle partnere.
Manuskript, instruktion og skuespilpræstationer går op i en højere enhed i dette mesterværk af en serie, hvor Waller-Bridges komiske geni får lov at blive fuldt udfoldet.
En af de bedste komedieserier. Nogensinde. Punktum.
Undone
Konceptet "tid" mister al sin mening i denne smukke og tankevækkende animationsserie.
Er du i humør til at dykke ned i et surrealistisk univers, som sætter spørgsmålstegn ved meningen med livet, så er 'Undone' serien for dig. Her illustreres tabet af kontrol over sit eget liv med psykedeliske billeder af vores verden og alt det udenom.
Animationsserien handler om Alma, der lever et trivielt liv med den samme rutine hver eneste dag. Men da hun i sin bil ser en vision af sin afdøde far, kører hun galt, og Alma sendes pludselig frem og tilbage mellem forskellige tidspunkter i sit liv.
Karaktererne er animerede efter deres stemmeskuespillere, og man vil derfor kunne genkende Rose Salazar fra Alita: Battle Angel som Alma og Bob Odenkirk som hendes far.
The Marvelous Mrs. Maisel
Hvad gør en husmor i 1950'erne, når hendes perfekte liv falder fra hinanden? Hun starter selvfølgelig en ny karriere som stand-up komiker!
Miriam havde hele sit liv planlagt: Tag på college, bliv gift, få børn, bliv fantastisk husmor. Men Miriam må genoverveje alting, da hendes mand forlader hende for en anden kvinde.
Hendes eksmand havde en drøm om at blive stand-up komiker, og da hun ved et tilfælde selv ender på scenen, finder hun et hidtil ukendt komisk talent. Det bliver starten på et helt nyt liv for Miriam, der nu må lære at navigere i en mandsdomineret profession.
'The Marvelous Mrs. Maisel' er blevet det helt store gennembrud for Rachel Brosnahan, der har vundet 2 Golden Globes for sin præstation som Miriam Maisel. Serien er skabt af kvinden bag den klassiske 00'er serie Gilmore Girls.
This is Us
Én familie, flere generationer. 'This is Us' fortæller historien om et ungt forældrepar og deres tre børn, som vi følger på forskellige tidspunkt i deres liv.
Da for tidlig fødsel gør, at det kun er to ud af et trillinge-kuld, som overlever, adopterer Jack og Rebecca Pearson endnu et barn, da de er sikre på, at de skulle have tre børn.
Tilsammen udgør de fem en lykkelig familie, men hvert medlem har deres udfordringer, og hvert barn vokser op side om side med konsekvenserne af overvægt, isolation og race-forskel.
Skaberen bag serien Dan Fogelman er mester i at skrive sammenflettede historier og har tidligere stået bag manuskripterne til Crazy, Stupid, Love og Life Itself.
Star Trek: Picard
Er du Star Trek-fan? Er du sci-fi-fan? Er du Patrick Stewart-fan? Er du adventure-fan?
Hvis du kan sige ja til bare én af ovenstående, vil du kunne blive fan af den nyeste installation i Star Trek-universet, der følger op på Star Trek: The Next Generation og Star Trek: Nemesis.
'Star Trek: Picard' handler om det næste kapitel for den tidligere Starfleet officer Jean-Luc Picard 14 år efter, han blev pensioneret. Picard har valgt et stille liv på sin vingård, men det ændrer sig hurtigt, da en ung kvinde med en tilknytning til den tidligere officer, får brug for hans hjælp.
Serien interesserer sig ikke ligeså meget for at udforske universet, som den ønsker at dykke ned i Picard-karakteren, og det er svært ikke at blive ramt af nostalgi over Stewarts stadig overbevisende karakter.