
Da 'Gertrud' havde verdenspremiere i Paris, flokkedes nybølge-kunstnere som Godard og Truffaut for at lykønske Dreyer med endnu et storslået værk. Herhjemme vandt han en Bodil og i Venedig kritikerprisen for sit melodrama om kærlighedens pris.
En kvinde (Nina Pens Rode) forlader sin mand til fordel for en anden, der dog ikke kan leve op til hendes idealer om, hvad man bør ofre for kærligheden. I stærke billeder fortæller filmen langsomt historien om en kvindes tragedie.
Den danske presse hadede filmen, da den nåede Danmark, men Ib Monty skrev bl.a., at filmen er 'et konsekvent værk' og 'paradoksalt nok den mest moderne danske film i årevis'.