En af verdens bedste film, bliver Francis Ford Coppolas 'The Godfather' fra 1972 ofte kaldt. Med rette. For familiesagaen om Corleone-familien, hvor mafia-patriarken Vito, spillet af Marlon Brando, skal finde sin arvtager og vælger sin modvillige søn Michael, i skikkelse af Al Pacino, er et storslået gangster-værk.
Tilblivelsen var dog en lang sej kamp, for Coppola var oppe imod stor modstand for at få sin vision af Mario Puzo’s bestseller trumfet igennem. En kamp mod film studio’et, mod mafiaen, mod budgettet, mod tiden. Han ville have Marlon Brando, der blev betragtet som en ‘has-been’ og for besværlig, og Al Pacino, der var for ny og ukendt, i de bærende roller, hvilket filmproducenterne absolut ikke syntes, var en god idé. Heldigvis fik Coppola sin vilje and ‘the rest is history’, som man siger, nu her 50 år efter.
I anledning af fødselsdagen er filmen blevet restaureret, hvilket giver mulighed for at se den i nypudset, flot stand. På et stort lærred. Så, der er ingen undskyldning for ikke at se eller gense denne enestående klassiker.
Filmen vises, ligesom efterfølgerne The Godfather: Part II og The Godfather Coda: The Death of Michael Corleone i en remastered 4K-udgave.