Filmen 'Insidious 2' er en efterfølger til Insidious. Så familien Lambert har allerede tidligere været i kontakt med den spirituelle verden, men alt så ud til at løse sig efter det seneste møde med dæmoniske kræfter. Indtil nu.
Renai Lambert begynder at opleve noget mystisk, når natten falder på, og hun mistænker sin mand, Josh, for at være blevet besat af en ånd, der får ham til at udføre onde gerninger.
Hun forsøger at afdække, hvad der sker med familien, og ikke mindst den hemmelighed fra barndommen, som Josh bærer rundt på. Én ting synes dog sikkert: Fortidens dæmon er vendt tilbage…
Gyseren ’Insidious’ blev et så stort hit i 2010, at en efterfølger nu er blevet produceret. Det handler stadig om dæmoner og hjemsøgte mennesker, og det er samme hold skuespillere, der står foran kameraet i rollerne som familien Lambert.
Rose Byrne (X-Men: First Class), Patrick Wilson (Watchmen), Ty Simpkins (Iron Man 3), Andrew Astor (The Hangover) og Barbara Hershey (Black Swan) udgør familiemedlemmerne, mens James Wan atter instruerer. Han var også manden bag gysersuccesen ’Nattens dæmoner’ fra tidligere på året.