Gyserfilmen 'The Boogeyman' er baseret på en novelle af Stephen King fra forfatterens antologibog 'Night Shift' ('Natholdet') fra 1978.
Filmen handler om en far og hans to døtre, der sørger over morens død. De får dog snart meget andet at se til, da en overnaturlig og ond kraft indtager deres hus efter, at faren - som er psykolog - har haft en desperat patient på besøg.
'The Boogeyman' er instrueret af Rob Savage, som fik en del opmærksomhed for sin Zoom-gyser 'Host' i 2020. Rollelisten består bl.a. af Chris Messina (Operation Argo, Birds of Prey) og stortalentet Sophie Thatcher fra den populære gyserserie 'Yellowjackets'.
Duoen bag A Quiet Place, Bryan Woods og Scott Beck, har forfattet manuskriptet i samarbejde med Mark Heyman (Black Swan). Shawn Levy (Free Guy, 'Stranger Things') producerer.