Filmen 'Lykke-Per' handler om den unge Peter Andreas Sidenius, der tager afstand fra sit dybt religiøse, jyske ophav og drager til København. I storbyen bliver han kendt som Lykke-Per, og mens han forsøger at realisere sine visioner om at revolutionere brugen af vind- og bølgeenergi, kaster han sig ud i det københavnske selskabsliv.
Per får kontakt til den rige, jødiske Salomon-familie, hvor han snart forelsker sig i datteren Jakobe. Men selvom både karrieren og kærligheden virker til at være inden for rækkevidde, gribes Per af sit eget hovmod, og fremtiden balancerer på en knivsæg.
'Lykke-Per' er baseret på Henrik Pontoppidans klassiske roman, hvis første bind udkom i 1898, og som var med til at indbringe forfatteren Nobels-prisen i litteratur. Efter 120 år kommer den første filmatisering endelig, og trods den lange ventetid er temaerne stadig højaktuelle med sin blanding mellem kærlighedshistorie, nyskabende tanker om vedvarende energi og endelige morale.
Bille August, Oscar- og Guldpalmevinderen bag de ligeledes historiske dramaer Pelle erobreren og Marie Krøyer, instruerer, og titelrollen spilles af 34-årige Esben Smed fra Sommeren '92 og Aminas breve, og den næsten lige så store rolle som Jakobe udfyldes af Katrine Greis-Rosenthal, der er kendt fra tv-serierne 'Broen' og 'Bedre skilt end aldrig'. (Copyright: kino.dk)