Gå til hovedindhold

10 film med Hollywood-stjerner fra før de blev kendte

Alle skal starte et sted

benjamin.v.b@hotmail.com
Skrevet af Benjamin Vang Blaakilde


Med tusinder og atter tusinder af håbefulde skuespillere, der i Hollywood kæmper om at blive det næste store navn på det store lærred, er det kun nogle heldige udvalgte, der lykkedes med at nå helt til tops på stjernehimlen.

Mens nogle skuespillere rammer guld meget tidligt i deres karriere, må andre lade det store gennembrud vente på sig.

Dermed ved man heller aldrig helt, hvilke skuespillere, der senere går hen og stryger helt til tops.

Vi har her samlet en række overraskende, sjove eller på anden vis interessante eksempler på film med kæmpe stjerner fra tidligt i deres karriere.

jennifer.png
FOTO: Leprechaun / Another World Entertainment

Jennifer Aniston - Leprechaun (1993)

Inden hun blev kendt som Rachel Green i 'Friends', spillede Jennifer Aniston hovedrollen i 1993-gyserkomedien 'Leprechaun'.

Aniston spiller teenageren Tory Redding, som forsøger at sætte en stopper for den onde dværgtrold (spillet af Warwick Davis), der bor i huset, som hendes far lejer den sommer.

Filmen fik mange negative anmeldelser og er blevet kaldt Anistons værste film, men på en eller anden måde lykkedes det stadig at lave seks efterfølgere og et reboot i Leprechaun-serien – dog uden Aniston, der gik over til at lave større og bedre ting.

back to the elijah.jpg
FOTO: Tilbage til fremtiden del 2 / Universal

Elijah Wood – Tilbage til fremtiden 2 (1989)

Selveste Frodo Baggins blev krediteret som Video Game Boy #2 i Tilbage til fremtiden 2. Elijah Wood dukker op kort efter at Marty McFly er ankommet til det futuristiske 2015.

Da Marty går ind på en 80'er café, bliver han drillet af 8-årige Wood for at bruge sine hænder til at spille et retro videospil.

Selvom han kun er med i filmen i få sekunder og kun har en enkelt replik, lykkedes det stadig Wood at kigge direkte ind i kameraet i et øjeblik.

En legendarisk præstation i en ikonisk film.

spy kids.jpg
FOTO: Spy Kids 3D / Miramax

Selena Gomez - Spy Kids 3-D (2003)

I sin allerførste filmrolle blev nu verdenskendte skuespiller, sanger og producer Selena Gomez castet som "Waterpark Girl" i Spy Kids 3-D.

Hun hyrer i filmen hovedkarakteren Juni til at finde ud af, hvorfor al vandet i hendes vandland "Agua Park" er forsvundet. Det er en rolle, som man kan misse, hvis man kommer til at blinke en gang for meget.

'Spy Kids 3-D' har generelt en overraskende vild rolleliste, der også tæller navne som Sylvester Stallone, Antonio Banderas, George Clooney, Selma Hayek, Steve Buscemi, Bill Paxton samt føromtalte Elijah Wood som "The Guy" og Glen Powell som "Long-fingered Boy".

De har altså haft fat i noget med de Spy Kids-film.

scarlet.jpg
FOTO: North / Columbia

Scarlett Johansson – North (1994)

9-årige Scarlett Johansson fik sin store spillefilmsdebut i Rob Reiners komediedrama, 'North', fra 1994.

Filmen var et flop indtjeningsmæssigt og er blevet kaldt en af de værste film, der nogensinde er lavet. Det er på trods af et ellers stjernespækket cast med blandt andre Bruce Willis, Julia Louis-Dreyfus og (endnu engang) Elijah Wood.

I filmen "skilles" vidunderbarnet North (spillet af Wood) fra sin mor og far og drager ud på en mission for at finde nye forældre. Johansson spiller i den forbindelse Laura Nelson, der er en mulig plejesøster for North.

Johansson nåede derudover bl.a. også at spille Alex' storesøster i 'Alene Hjemme 3' fra 1997, inden hun fik sit store gennembrud i 00erne. Hun er nu en af de bedst betalte kvindelige skuespillere i verden med især hendes rolle som Black Widow i Marvel-universet som et karrieremæssigt højdepunkt.

hanksuqhwd.jpg
FOTO: He Knows You're Alone / MGM

Tom Hanks - He Knows You're Alone (1980)

Inden Hanks tog Oscar-statuetter og andre priser hjem i spandevis og spillede med i nogle af de største film nogensinde, spillede han Elliot i slasher-gyseren 'He Knows You're Alone' fra 1980. Filmen fulgte en ung brud, der jagtes og stalkes af sin eks-kæreste.

Filmen markerede den første filmoptræden fra Hanks, som spillede en relativt lille rolle. Faktisk skulle hans karakter oprindeligt slåes ihjel i filmen, men fordi filmskaberne så godt kunne lide ham, undlod de at filme hans dødsscene.

Resten er historie.

ben af copy.jpg
FOTO: Buffy the Vampire Slayer / 20th Century Fox

Ben Affleck - Buffy the Vampire Slayer (1992)

I 1992 var Ben Affleck en ukrediteret statist i Buffy The Vampire Slayer-filmen fra 1992, kun kendt i filmen som Basketball Player #10.

Ifølge Affleck selv havde han kun én replik, og instruktøren, Fran Rubel Kuzui, syntes, at han var så forfærdelig, at hun fik ham eftersynkroniseret.

Heldigvis forbedrede skuespilleren sig, og fortsatte med at have en fantastisk karriere, hvor han bl.a. har vundet adskillige Oscar-statuetter (også uden for sit skuespil) og portrætteret selveste Batman i flere film.

jack black.jpg
Demolition Man / Warner Bros.

Jack Black - Demolition Man (1993)

Jack Black havde en hel del små roller i store film i 1990’erne i alt fra Mars Attacks! til Waterworld.

Men den film, hvor man skal være allermest vågen, hvis man skal spotte ham, er i actionklassikeren Demolition Man.

Jack Black blev krediteret som Wasteland Scrap #2, og hans ansigt fanges liiige, mens John Spartan (Sylvester Stallone) har en samtale med lederen af Scraps, Edgar Friendly (Denis Leary).

Når man endelig ser Blacks ansigt, virker han bare begejstret for at være i Stallones nærvær. Det ville vi andre nok også være.

fishburne.jpg
FOTO: Apocalypse Now / Another World Entertainment

Laurence Fishburne - Apocalypse Now (1979)

Laurence Fishburne har mange store film og roller på sit CV fra den ikoniske Morpheus i The Matrix til roller i både Marvel, DC og John Wick-serien. Men han har faktisk også medvirket i en anden storfilm, som ofte omtales som en af filmhistoriens bedste.

I Francis Ford Coppolas Apocalypse Now spillede Fishburne nemlig rollen som Tyrone Miller. Faktisk var han kun et 14-årigt barn, da de begyndte at optage i 1976, og ifølge Peter Cowies bog om filmen, løj han om sin alder for at lande rollen.

Hans karakter skulle nemlig have været 17 år gammel, og taget i betragtning af at produktionen tog en del længere tid end normalt, endte hans alder med at passe til karakteren, da filmen endelig blev udgivet.

amy adams.jpg
FOTO: Catch Me If You Can / Dreamworks SKG

Amy Adams - Catch Me If You Can (2002)

Inden hun blev Oscar-nomineret hele 9 gange og blev en sand Hollywood-darling, arbejdede Amy Adams som 28-årig sammen med store navne som Steven Spielberg, Leonardo DiCaprio og Tom Hanks i Catch Me If You Can fra 2002.

Filmen følger den vilde historie om den unge Frank Abagnale Jr., der bedragede alt og alle ved at efterligne både en pilot, en læge og en advokat mm. alt imens han bliver jagtet af FBI-agenten Carl Hanratty.

Adams optræder i en birolle som en naiv sygeplejerske, som forelsker sig pladask i Abagnale. Selvom hun har opnået meget siden, er 'Catch Me If You Can' fortsat et højdepunkt i skuespillerens karriere.

sylvester.jpg
FOTO: Bananas / United Artists

Sylvester Stallone – Bananas (1971)

En af Hollywoods største actionhelte startede faktisk ud som skurk. Sylvester Stallone spillede nemlig rollen som Subway Thug #1 i Woody Allen-komedien 'Bananas' fra 1971.

Woody Allen skulle dog ikke have været overbevist af Stallone, og afviste ham i første omgang, idet han ikke følte Stallone så intimiderende nok ud.

Stallone skulle herefter have taget et smut forbi et apotek, købt noget vaseline og glattet det ud i sit hår, gnedet noget snavs fra metroen på sit ansigt og vendt tilbage til settet, hvor han skræmte Woody Allen så meget, at han var nødt til at give ham den lillebitte rolle i filmen.

Seks år senere skrev Stallone Rocky, som han også spillede hovedrollen i, og som selvfølgelig gik hen og vandt Oscar-statuetten for bedste film.

       Inspiration til hjemmebiografen
 

StreamingGuide nyhedsbrev signup billede

 

Luk (Esc)

Siden kan ikke vises ordentligt

StreamingGuide fungerer ikke optimalt i denne browser. Skift venligst til en anden browser, fx Chrome, Firefox, Safari eller Edge, for at få den virkelige oplevelse.