10 serier du skal glæde dig til resten af året
Fra storslåede eventyr til danske stjerner på stribe
Sommeren er ovre og vejret bliver koldere, men er der noget bedre end en god serie under tæppet?
Der kommer en masse spændende serier i efteråret, som er perfekt til netop hyggen indendørs. Årstidens serier byder bl.a. på krimi, drama, gys og eventyr fordelt på diverse streamingtjenester, så der er noget for enhver.
Så omfavn efteråret med en eller flere af disse serier, som vi ser ekstra meget frem til de kommende måneder.
Vi har samlet en liste med 10 serier på streaming, som du skal glæde dig til i efteråret:
Den dyreste serie nogensinde og fortsættelsen til en af de bedste filmtrilogier nogensinde baseret på en af de bedste fantasy-fortællinger nogensinde. Ja, ’Ringenes Herre: Magtringene’ har noget at leve op til.
Handlingen foregår tusindvis af år før handlingen i Peter Jacksons Ringenes Herre- og Hobitten-film, omkring den tid, hvor magtringene blev støbt.
Vi kommer bl.a. til at møde yngre udgaver af eleverne Elrond og Galadriel samt den mytologiske superskurk Sauron.
Vi kan glæde os til otte afsnit i første omgang, og så er sæson 2 allerede blevet annonceret.
’Ringenes Herre: Magtringene’ kan ses på Prime Video nu.
Disney fortsætter med at udvide deres Star Wars-univers, og deres næste skud på stammen ’Andor’ tager sit udgangspunkt i den undervurderede film ’Rogue One’.
’Andor’ udspiller sig fem år før hændelser i krigsfilmen og følger tyven, der bliver spion for rebellerne, Cassian Andor, spillet af Diego Luna.
Modsat de tidligere Star Wars-serier vil den første sæson af ’Andor’ bestå af hele 12 afsnit og vil især være centeret omkring, hvor alliancen mellem rebellerne opstår som modsvar til Imperiet.
Bag serien står den rutinerede Tony Gilroy, der også var med til at skrive ’Rogue One’, men som bl.a. også har forfattet storfilm som ’Armageddon’ og Bourne-trilogien. Gilroy blev desuden Oscar-nomineret for thrilleren ’Michael Clayton’ med George Clooney.
Lars von Triers to første sæsoner af den okkulte ’Riget’ blev noget af en sensation på DR i midten af 90’erne. Men vi fik aldrig den ventede sæson 3 – men den kommer nu!
Med titlen ’Riget: Exodus’ vender vi tilbage til Rigshospitalet i København og søvngængeren Karen (Bodil Jørgensen), der har en stor interesse for de hændelser, som skete på stedet for mange år siden.
Lars von Trier står igen bag kameraet, og han har samlet sig et hold af både nye og gamle ansigter i universet og med de største stjerner fra Danmark og Sverige. Heriblandt Lars Mikkelsen, Nikolaj Lie Kaas, Peter Mygind, Ghita Nørby, Mikael Persbredt, Alexander Skarsgaard, Nicolas Bro og mange flere.
’Riget 3: Exodus’ får premiere den 9. oktober på Viaplay – og senere på DR.
Når Mike Flanagan - manden bag de bedste gyser-serier i nyere tid ’Hauting of Hill House’ og ’Midnight Mass’ – kommer med en ny serie i samme genre. Så er vi klar med fjernbetjeningen.
Det er nemlig tilfældet til Halloween, hvor Flanagans næste serie, ’The Midnight Club’, får premiere. Den er basereret på en roman af Christopher Pike om en gruppe dødende hospice-patienter, der hver aften ved midnat mødes og fortæller uhyggelige historier.
De indgår en pagt om, at den første af dem der dør, vil vende tilbage fra det hensiddes. Og da en af dem går bort, bliver det starten på en række mystiske hændelser.
Baseret på de yderst populære zombiespil kommer ‘The Last of Us’ med en stor fanbase og masser af forventninger.
’The Last of Us’ følger smugleren Joel (Pedro Pascal), der får til opgave at eskortere teenageren Ellie (Bella Ramsey) tværs over et post-apokalyptisk USA, hvor masser af farer venter.
Bag projektet står Craig Mazin, som for alvor slog sit navn fast med den meget roste serie ’Chenobyl’, og skaberen bag spillet, Neil Druckmann, har også haft en central finger med i udviklingen.
Nicolas Winding Refn vender hjem til Danmark med Netflix-serien ‘Copenhagen Cowboy’, der bliver kaldt “en poetisk, nervepirrende neon-noir-serie” i streamingtjenestens pressemeddelse.
Det lyder ydermere som om, at serien vil gå i den danske filmskabers egne fodspor, der debuterede med 'Pusher' i 1996. ’Copenhagen Cowboy’ vil nemlig følge en ung kvindelig helt, Miu, der bevæger sig igennem hovedstadens kriminelle underverden.
På rollelisten finder man Angela Bundalovic (kendt fra ’Limboland’) i hovedrollen overfor bl.a. Refn Windings egen datter, Lola Corfixen, og en gammel Pusher-kending i Zlatko Buric.
’Copenhagen Cowboy’ består af seks afsnit og lander på Netflix i efteråret.
Danmark Radios næste søndagsserie sætter fokus på et af de vildeste danske iværksættereventyr. ’Carmen Curlers’ fortæller nemlig historien om, hvordan en lille elektronisk papillot blev til en verdensomspændende hår-succes.
Serien tager sit udspring i en dansk provinsby i 1960’erne og trods sin inspiration fra virkeligheden, så er den centreret omkring fiktive karakterer.
Hovedrollerne indtages af Morten Hee Anderson (kendt fra bl.a. ’Herrens Veje’ og ’Margrethe den Første’) og Maria Rossing (kendt fra bl.a. ’Bedre skilt end aldrig’), der spiller parret bag det vilde Carmen-eventyr. Mens det øvrige karaktergalleri bl.a. byder på Lars Ranthe, Rosalinde Mynster, Fanny Bornedal, Mille Lehfeldt og Christian Tafdrup.
Når Taylor Sheridan står bag en ny serie, så er vi klar.
Sheridan er forfatteren bag film som ‘Sicario’, ’Wind River’ og den Oscar-nominerede ’Hell or High Water’. Men han har de senere år slået sit navn fast som en af tv-verdenens mest succesfulde serie-skabere med titler som cowboy-sensationen ’Yellowstone’, dens forløber-serie ’1883’ og den stærk undervurderede ’Mayor of Kingstown’.
Det næste skud på stammen fra den produktive herre er ’Tulsa King’, hvor han slået sig sammen med to sværvægtere. Nemlig Boardwalk Empire-skaber og The Sopranos-forfatteren Terence Winter og Sylvester Stallone, der indtager seriens hovedrolle.
Sly spiller nemlig Dwight ‘The General’ Manfridini, der efter 25 år i fængslet kommer ud til en ny virkelighed. Han bliver nu sendt til Tulsa, Oklahoma, hvor han skal etablere en ny afdeling for den italienske mafia.
Men da han finder ud af, at hans venner måske ikke er hans venner alligevel, begynder han at opbygge sit eget imperium – på dette for ham meget ukendte sted.
En af årets mest omtalte nye serier i USA kommer endelig til streaming herhjemme, når ‘The Bear’ får premiere til oktober.
Dramaserien følger den unge kok Carmy, der stammer fra gourmet-verdenen og derfor får sig noget af et kulturchok, da han vender hjem til Chicago for at styre sin families sandwich-butik.
Carmy må nu navigere i de knusende realiteter som forretningsejer, mens hans nye, viljestærke køkkenpersonale også viser sig at være en håndfuld. Samtidig må den unge kok prøve at håndtere svære familierelationer i kølevandet på hans bror selvmord.
De amerikanske medier har hyldet ‘The Bear’, og serien er bl.a. blev kaldt “uundgåelig” og “en vindende opskrift”, mens hovedrollen Jeremy Allen White har fået stor ros for sin præstation som Carmy.
‘The Bear’ kan ses på Disney+ fra den 5. oktober.
Skaberen bag ungdomssensationen ‘Euphoria’, Sam Levinson, er gået sammen med musikeren The Weeknd i skabelsen af den kommende miniserie ‘The Idol’.
Serien udspiller sig i musikindustrien, hvor man møder selvhjælpsguru og lederen af en morderne kult Tedros, der bliver spillet af The Weeknd. Han indgår i et kompliceret forhold til popsangeren Jocelyn, som portrætteres af Lily-Rose Depp, der er datter af Hollywood-stjernen Johnny Depp.
Lily-Rose Depp og The Weeknd får selskab af et imponerende cast af talenter og mere garvede navne, der bl.a. også tæller Troye Sivan, Suzanna Son, Moses Sumney, Jane Adams, Dan Levy, Da’vine Joy Randolph, Hank Azar, Rachel Sennott, Hari Nef og Eli Roth.
‘The Idol’ har endnu ingen premieredato, men serien lander snart på HBO Max.