10 serier du skal se i november 2020
Seriemord, Star Wars, det britiske kongehus og 2. verdenskrig
Vi har tjekket streamingtjenesternes kommende program ud - så du ikke behøver gøre det.
Hermed guider vi dig til 10 serier, som du kan kaste dig over i november-måned - fra storslåede premierer til nye sæsoner af allerede populære serier.
Se også vores liste med 10 film du skal se i november her.
Denne artikel er præsenteret i samarbejde med YouSee. Hos YouSee kan du samle alle de populære streamingtjenester som Netflix, TV 2 PLAY, Viaplay og HBO Nordic - i din tv-pakke. Har du lyst til at blande din helt egen tv- og streamingpakke, så gå ind på yousee.dk
Bemærk: YouSee har IKKE har haft indflydelse på det redaktionelle indhold i denne artikel.
Utopia
Gone Girl-forfatteren Gillian Flynn er hovedkræften bag den nye science fiction-serie ’Utopia’ baseret på BBC's kultserie af samme navn fra 2013.
Da en gruppe online-venner finder en bizar tegneserie sætter det dem på sporet af række store hemmeligheder, der kan redde verden fra undergang. Men det gør dem også til mål for en mystisk og farlig organisation.
Første sæson af Utopia er ude på Amazon Prime fra den 30. oktober.
The Mandalorian – sæson 2
I en galakse langt, langt borte er dusørjægeren Mando og baby Yoda tilbage og klar til nye udfordringer i anden sæson af Star Wars-serien ’The Mandalorian’.
Otte nye afsnit lander fordelt over resten af 2020, og skaberen Jon Favreau (Løvernes konge) har igen stået i spidsen for den nye sæson.
Sygeplejeskolen - sæson 3
TV2s 'Sygeplejeskolen' vender tilbage med en sæson 3. Serien udspiller sig i 1950'erne, hvor manglen på sygeplejersker i Danmark, gør at der for første gang i historien bliver lukket op for mænd på uddannelsen.
I sæson 3 venter et nyt semester på operationsgangen, mens arbejdet på sygehuset stadig skal passes - sammen med svære patienter, nattevagter, eksaminer og nye læger.
Første afsnit af 'Sygeplejeskolen' kan ses på TV2 Play fra 1. november.
Des
True Crime-serien ’Des’ følger den berygtede britiske og nekrofile seriemorder Dennis Nilsen – også kendt som Des – der har mindst 12 menneskers liv på samvittigheden – men kun blev dømt for halvdelen.
Den anerkendte skuespiller David Tennant kendt fra bl.a. ’Doctor Who’ og ’Jessica Jones’ spiller titelrollen, der slog drenge og unge mænd ihjel i sit hjem i årene 1978-1983.
Det første afsnit af Des kan ses på CMore fra 9. november – og to mere følger i ugerne efter.
Industry
Girls-skaberen Lena Dunham står bag den nye HBO-serie ’Industry’, som tager temperaturen på kulturen i en investeringsbank i London – der mestendels består af sex, stoffer og store egoer.
Serien følger en række nyuddannede, som prøver at få et ben indenfor i branchen og en fastansættelse i virksomheden efter det store bankkollaps i 2008.
’Industry’ kan ses på HBO Nordic fra 10. november.
Gangs of London
Den populære gangsterserie ‘Gangs of London’ kan nu endelig ses i Danmark. Serien er skabt af Gareth Evans, som tidligere har instrueret de populære actionfilm ’The Raid’ og ’The Raid 2’.
Serien er da også hårdtslående, brutal og blodig og har en stærk rolleliste med flere internationale stjerner samt to danske navne i Laura Bach (Den som dræber) og Mads Koudal, der spiller lejemorderne Tove og Leif.
’Gangs of London’ følger et brutalt opgør mellem de internationale bander i den britiske hovedstad, da den mest magtfulde gangsterboss likvideres.
The Liberator
En ny, animeret Netflix-serie er baseret på virkelige hændelser og skildrer en af de blodigste slag under 2. verdenskrig, Operation Avalache, hvor de allierede forsøger at indtage Italien i 1943.
Det førte til et massivt opgør, og serien følger de amerikanske soldater, kendt som The Thunderbirds, der tog kampen op med Nazityskland.
’The Liberator’ består af fire afsnit og vil være lavet med den nye animationsteknologi Trioscope™, der kombinerer CGI med live action-præstationer.
The Liberators kan ses på Netflix fra 11. november.
The Crown – sæson 4
Netflix's hitserie om den britiske Dronning Elizabeth den 2. udkommer til november med 10 nye afsnit.
Olivia Coleman indtager for sidste gang rollen som den midaldrende version af den karakteristiske dronning, og i den nye fjerde sæson kommer vi bl.a. til at møde Diana Spencer, der senere bliver til Prinsesse Diana, mens det politiske karaktergalleri bliver udvidet med Margaret Thatcher spillet af X-Files-stjernen Gillian Anderson.
’The Crown’ - sæson 4 kan ses fra den 15. november på Netflix.
His Dark Materials – sæson 2
HBOs fantasyserie er baseret på Philip Pullmans bestseller-trilogi - på dansk kendt som ’Det Gyldne Kompas’ - og følger pigen Lyra, der kæmper for at befri sin verden fra en overmagt, som undertrykker befolkningens forhold til magi og dyreånder kendt som ”daemons”.
I seriens anden sæson har Lord Asriel (James McAvoy) åbnet en bro til en ny verden, mens Lyra slår sig sammen med drengen Will, og de begiver sig ud på en fælles mission.
Friheden – sæson 2
Viaplay er klar med anden sæson af tjenestens populære svindlerserie ’Friheden’ med Lars Ranthe og Lene Marie Christensen i hovedrollerne som ægteparret Erik og Nina.
De to er tidligere såkaldte con-artister, som har slået sig ned i den københavnske forstand… lige indtil fortiden banker på døren.
Denne gang går de globalt, når de blandes ind i en storpolitisk magtkamp og ind i en skønhedskonkurrence. Stortalentet Simone Lykke (Alfa) er blandt tilføjelserne til rollelisten i den nye sæson.