Hutlifusk! Ny true crime-spoof om EM92 er hylende morsom
Vi har set første afsnit
Som en slags antitese til DR's 'Muldvarpen' kommer TV2 Play nu med true crime-spoofen, der om muligt kan samle (eller splitte) nationen.
Emnet er nemlig, hvorvidt landsholdets historiske sejr ved EM92 i virkeligheden var et stort svindelnummer.
Vi så i dag verdenspremiere på det første afsnit i komedieserien, og vi kan allerede nu afsløre, at tone, indhold og udførelse spiller!
Dummy Entertainment, der består af fire unge nyuddannede talenter, er lykkedes med at spidde det måske stolteste øjeblik i den danske sportshistorie. For som de unge mænd, der ikke var født i 1992, selv udtrykker det: "Vi var trætte af at høre om verdens fedeste fest, som vi ikke var med til".
Heldigvis er tonen dog langt fra bitter eller ondsindet.
'Hutlifusk' handler om at have det sjovt med en fuldstændig langt ude konspirationsteori, som vil få dig til at grine med.
For var det i virkeligheden fusk... og hvilken rolle spillede kanin-maskotten egentlig?
Glem alt om månelandingen. Sommeren 1992 er langt sjovere at tage fis på. Og serien gør det endda i selskab med rigtige personligheder såsom John "Faxe" Jensen, Henrik "Store" Larsen, Flemming Toft og Bertel Haarder.
'Hutlifusk' får premiere på TV2 Play den 5. november.
Synopsis for 'Hutlifusk'
Emil og Kåre er journaliststuderende. Da de kommer i praktik hos TV 2, bliver de sat til at lave en hyldestvideo om danskernes EM-sejr i 1992. Tingene tager dog en uventet drejning, da de modtager et anonymt tip, som påstår, at sejren i ’92 var et stor svindelnummer. Emil og Kåre anser først brevet som en joke, men efterhånden som de fortsætter produktionen af deres hyldestvideo, bliver tippet mere og mere troværdigt.