5 film der sikrede kontroversielle Roman Polanski en plads i filmhistorien

I denne uge ser den kontroversielle instruktør, Roman Polanski, sig igen aktuel. Hans prisvindende film ‘Officer og Spion’ får nemlig premiere, og selvom den danske titel byder op til spiondrama, er det måske den franske titel “J’accuse” som skærer ind til benet. 

Find billetter til Officer og Spion'
BILLETTER

‘Jeg anklager’, betyder det, og filmen følger den falskt anklagede Alfred Dreyfus. Et om noget provokerende titelvalg fra instruktørens side, efter at have udtalt, at han kan se sig selv i fortællingen om en mand fanget i retssystemet. 

Roman Polanski flygtede nemlig fra USA i 1978 for at undgå en lang dom for voldtægten af en 13-årig pige. 

Premieren på ‘Officer og Spion’ åbner igen op for debatten om, hvorvidt vi som filmelskere er i stand til at adskille kunsten og kunstneren? 

En debat, der altid vil dele vandene, og som vi næppe kommer frem til et svar på i denne artikel.

Hvad vi dog med sikkerhed ved er, at Roman Polanski som filmskaber ikke har været hvem som helst. 

Her kaster vi rampelyset på fem stærke Polanski-titler, der uafhængigt af instruktørens fortid forklarer, hvorfor hans cv og hans navn er stadfæstet i filmhistorien.

Chinatown (1974) - det uopnåelige mesterværk

Roman Polanski har vist sig som en instruktør af genrefilm, og det uopnåelige mesterværk “Chinatown” er ingen undtagelse. Han låner han korruptionen og kynismen fra film noir-periodens detektivfilm, men skifter de smalle, sort-hvid billeder ud med et bredt udtryk af varme, lyse farver. Men selvom der er lys, har karaktererne stadig mørke i sig. 

Jack Nicholson spiller J.J. Gittes - en privatdetektiv a la Humphrey Bogarts, der specialiserer sig i ægteskaber og affærer. Under en ny sag opdager han et større komplot, der begår sig på Noah Cross’ (spillet af en aldrende John Huston) planer om at stjæle vand fra uskyldige bondemænd. Helt moralsk er han ikke bange for at tage, hvad han ønsker. Om det omhandler hans familie eller vand.

“Chinatown” er den der perfekte kombination af form og indhold, hvor historien sætter kløerne i dig og stilen river dig til sig. 

Og den lader dig ikke slippe. Den efterhånden velkendte slutning, som Polanski selv tilføjede til Robert Townes Oscar-vindende manuskript, er det kyniske kirsebær på toppen. Filmens tredje akt blæser ind over det solrige Los Angeles, som var det et stormvejr af mord, incest og fordærv. 

Rosemary’s Baby (1968) - gysergenrens pragteksempel

Filmatiseringen af “Rosemary’s Baby” ville aldrig have været så vellykket uden den polske instruktør som anfører. Polanskis paranoide personager lever altid isoleret i et eller andet omfang, spærret inde fysisk såvel som mentalt. Rosemary og Guy flytter ind i en grandios lejlighed, der dog paradoksalt forvandler sig til et fængsel for Mia Farrows gravide hustru. 

Er det så bare fordi “Rosemary’s Baby” er en spændende fortælling om satans yngel, at den er fast pensum på ‘Gyserfilm 101’? Nej, for filmsproget heri er mesterligt. 

Polanski begrænser perspektivet til Rosemarys. Lange indstillinger udspiller sig i den næsten labyrintiske lejlighed, hvor hendes paranoia blotlægges og vi som publikum står lige så hjælpeløst ved hendes side. 

Denne film er et pragteksemplar på hvad gysergenren kan. Ligesom Jordan Peeles værker og Black Horror-bølgen hyldes for deres racekommentar, skal “Rosemary’s Baby” hyldes for dens kritik af kvinders plads i 60’ernes samfund. Alle andre end hende tager valg omkring hendes liv, hendes graviditet og hendes diæt. Selv en ny frisure bliver mødt med latterliggørelse. 

Og det er med de endegyldige scener, at Polanski stålsat placerer filmen i Hall of Fame, for det sidste, meget dramatiske valg, Rosemary tager, er måske endda hendes egen beslutning?

Repulsion (1965) og The Tenant (1976) - lejlighedsfilmene

Vidste du, at “Rosemary’s Baby” faktisk er toeren i en trilogi? En uofficiel af slagsen, dog. Den kaldes for “Lejlighedstrilogien”, og består af “The Tenant” og “Repulsion” såvel som førnævnte. 

Det er rent tematisk, at filmene er forbundet. De handler alle sammen om isolerede mennesker, der gennem socialt pres skubbes ud i en mentalt forstyrret afkrog af deres sind. 

“Repulsion” praler med en fremragende præstation af Catherine Deneuve som Carol - en ung kvinde, der decideret afskyr sex. Efter modvilligt at have overhørt noget elskov begynder hendes sind at visne. Hun hallucinerer om voldtægt og vold, som Polanski fanger på vederstyggelig vis. Der er massevis af scener fuld af gode, grusomme praktiske effekter, der gør lejligheden til filmens monster.
 

 I “The Tenant” lejer polakken Trelkovsky, spillet af Polanski selv, sig ind i et boligkompleks. Det lyder rimelig uskyldigt, indtil han finder ud af, at den tidligere ejer forsøgte at begå selvmord, og at naboerne holder vågent øje med alt, han gør. Den mindste lyd får ham i problemer. 

Trelkovsky begynder at blive mere og mere interesseret i den tidligere ejer. Han opsluges af mysteriet, der ligger bag hendes selvmordsforsøg. I takt med naboerne holder ham i kort snor og beskylder ham for alverdens forseelser, begynder han at forstå ejerens sindstilstand - måske lidt for meget.

Udover til tider dårlig dubbing af franske skuespillere, er “The Tenant” mesterligt udført. Produktionen er fuld af kuldegys-givende øjeblikke, hjulpet godt på vej af mesterfotografen og Ingmar Bergmans samarbejdspartner Sven Nykvist, såvel som Philippe Sardes isnende musik.
 

Kniven i vandet (1962) - debutfilmen

Lad os slutte med begyndelsen. Som en debutfilm er “Kniven i vandet” ikke alene imponerende, den er også fænomenal. 

Denne polske produktion så sig nomineret til en Oscar for bedste udenlandske film, og var startskuddet for en international karriere for instruktøren. Fuld af trekantsdrama og presserende seksuelle lyster er fortællingen typisk Polanski. 

Og så foregår den på vandet. I en lille båd. Det er så klaustrofobisk, at selve klaustrofobien end ikke kan holde ud at være under dæk, imens mændene konstant diskuterer og måler deres, ahem, knive. Det er en film, som vil få Sigmund Freud til at klappe i sine psykoanalytiske hænder. 

Selvom Polanski i mange af sine senere film udnytter isolation og klaustrofobi til at udforske menneskets problemer ved intimitet, er det sjældent gjort så udførligt og sortkomisk som dette.

Find billetter til Officer og Spion
BILLETTER