Pervers Hitchcock på steorider - derfor elsker jeg Brian De Palma!

I dag fylder krukken, provokatøren og den visuelt sublime mesterinstruktør, Brian De Palma, 80 år!

Du kender ham måske fra film som Scarface, Mission: Impossible og The Untouchables, men det er ikke den instruktør, jeg vil hylde i dag.

Jeg vil hylde instruktøren, der lavede 'Carrie', 'Dressed to Kill', 'Blow Out' og 'Body Double''.

Ham der eksisterer i skyggen af og i forlængelse af Alfred Hitchcock. De Palma er nemlig Hitchcocks perverse, voldelige og kontroversielle arvtager. Den uønskede siametiske tvilling, der viderefører det filmsprog og de tematikker, som først blev perfektioneret af gode gamle Hitch.

Sagen er, at jeg elsker Hitchcock, men jeg FORGUDER Brian De Palma!

Spielberg, Lucas, Coppola, Schrader Scorsese & De Palma

De fleste filmelskere ved, at New Hollywood-bølgen, som startede i 60erne, blomstrede i 70erne og ebbede ud i 80erne, har dannet grundlag for den moderne vestlige filmsmag.

En specifik gruppe af instruktører, der tilmed var venner, stod bag. De kaldes populært "The Movies Brats" og inkluderer Martin Scorsese, Francis Ford Coppola, Paul Schrader, Steven Spielberg, George Lucas og ja, Brian De Palma.

Sammen delte de erfaringer, gav hinanden feedback og introducerede skuespillere for gruppen. Fx opdagede De Palma Robert De Niro før Scorsese.

Med andre ord, De Palma er del af en royal liga af amerikanske filmskabere. Men han er bestemt også helt sin egen… og dog.

Hitchcock i en pornotid

Man kommer nemlig ikke uden om gode gamle Alfred Hitchcock, når man snakker De Palma.

Han må have været omkring 18, da han så ’Vertigo’ første gang. Og effekten kunne ikke have været større, for en homage til filmhistoriens måske største instruktør har som sagt været en klar rød tråd i De Palmas værker.

Referencerne er UTALLIGE, men de tre værker, som virker til at have haft stort indflydelse er dog Rear Window (1954), Vertigo (1958), og Psycho (1960).

De Palma overtog Hitchcocks arbejde lige omkring der, hvor briten selv sluttede af. De Palma har aldrig lagt skjul på sin indflydelse og store respekt for Hitchcock. Han giver den også fuld skrue.

Hvor Hitchcock måtte arbejde i et system og i en tid, hvor man allerhøjest kunne hentyde til visse emner, er intet helligt eller nobelt indikeret hos De Palma. Hitchcocks univers er allerede fuld af ”perversioner” - besatte mænd, kvindemordere med moderkomplekser, lurere og latent homoseksualitet.   

Da De Palma kommer på banen, er tiden en helt anden.

Alt det Hitchcock holdt mellem linjerne smides her direkte op i ansigtet på os. De Palma holder sig ikke tilbage. Mændene er dybt voyeuristiske, morderne cross-dresser, kvinderne myrdes på bestialsk vis og pornoen lokker alle i dejligt fordærv. Sidstnævnte kulørte industri har også haft en vis indflydelse på De Palmas succes, da han for alvor slog igennem i en seksuel brydningstid.

Det siger sig selv, at 80-publikummet ikke længere kunne stimuleres af Hitchcock diskrete tilbøjeligheder. Så ind kom De Palma og tog alt det bedste fra Hitchcock, pumpede det fuld af steroider og lavede kunstnerisk trash til den nye generation.

Selvfølgelig er Hitchcock ikke den eneste instruktør, som De Palma hylder via sit arbejde. Et andet godt eksempel er den italienske Giallo-genrens indflydelse på hans morderiske fortællinger, mens Michelangelo Antonionis 'Blowup' uden tvivl har inspireret til 'Blow Out', og Sergei Eisenstein hyldes i 'The Untouchables'.

Underlødigt dog dybt fascinerende

Selvom hovedværker som Carrie og 'Carlito’s Way’ begge hører til andre subgenrer, så er De Palma - efter min mening - bedst, når han leger med thriller-genren. Og helst den erotiske thriller. 

Karaktererne i De Palmas verden er ofte voyeurs eller ekshibitionister. De drives af seksualitet, fortrængte følelser og hemmeligt begær. Hans film behandler dybt erotiske emner, men de er sjældent pirrende for publikum. Snarere groteske og legende. 

Og så er der volden. Vold vil blive udøvet - enten af eller imod disse karakterer. Og det vil se lækkert ud, når det sker. 

Og som om det ikke var nok, er der tit et metalag i De Palmas film, der ofte behandler filmskabere af en slag. Det gør os opmærksomme på, at vi ser en film. På at vi kigger med. At vi selv er voyeurs. De Palma laver i den grad Guilty pleasures.

Psykologiske eller overnaturlige bevæggrunde er også en fast del af hans univers. Tænk bare på den personlighedssplittede Carter i ’Rasing Cain’, på kønsforvirringen i ’Dressed to Kill’ samt telekinesen i ’The Fury’ og ’Carrie’. Lommepsykologien peger atter tilbage på Hitchcock, der jo om nogen behandlede det emne.

Kontroversielt kvindesyn

De Palma virker selv til at være lige så meget en kvindeglad Peeping Tom, som Hitchcock tydeligvis var. Og han har da også fået en del kritik for sit kvindesyn.

Nogle mener, han laver misogyne film pga. volden og overseksualiseringen. Elsk det eller had det. De Palma er IKKE for alle.

Det bedste eksempel er måske mordet i ’Body Double’, hvor en kvinde myrdes af en mand, der tvinger et gigantisk bor ned i hende. Boret filmes mellem mandens ben, som et kæmpe lem… går ned igennem gulvet og splatter blod lige i ansigtet på vores helt.

Ja De Palma er ikke bange for at bruge store fallossymboler til at slagte smukke, halvnøgne kvinder. Det er bare hverken højpandet eller plat, når han gør det. Det er legende, opfindsomt og filmisk.

Hans brug af mandlige mordere i kvindetøj (hej Norman Bates!) er heller ikke altid lige populær.

Jeg tager det ikke så tungt. I sin konstante hyldest til filmhistorien har De Palma har længst bevist, at han er en mester inden for genre pastiche. Han leger netop med stereotyperne, han tør netop berøre de tabubelagte emner.

Et visuelt overlegent filmsprog

Har man læst hertil, kan man ikke fortænkes i at fejlfortolke De Palma som blot endnu en filmskaber med hang til de lavest hængende underlødige frugter. Men her tager man fejl.

De Palma er en stor filmskaber. Han er en instruktør, der virkelig bruger filmsproget. Han er visuelt overlegen og bruger et stærkt stiliseret filmsprog. Jeg synes dog ikke, man kan bebrejde ham for at lave stil over substans. For i De Palmas film hænger de to ting uløseligt sammen.

Her er et par af hans umiskendelige trademarks:

-Brugen af split-screen
Hans trademark brug af split-screen ses i bl.a. ’Sisters’ og ’Carrie’ og skaber en effekt af realtid suspense, hvor man ser flere vinkler på en gang.

-Geniale set pieces
Selvom hans cv er langt fra perfekt, er De Palmas film aldrig kedelige. Man finder nemlig altid et par sublime visuelle set pieces i selv hans mest mislykkede værker. Se bare forfølgelses-scenen i ‘Body Double’, kunstgalleri-scenen i 'Dressed to Kill', trappescenen i ‘The Untouchables’, togstationen i 'Carlito's Way', klimakset i 'Raising Cain'. Når hans karakterer bevæger sig fra a til z, jagter, forfølger eller kolliderer med hinanden, er det aldrig gjort dovent. Det er her De Palma brillerer.

-Long takes
De Palma er bestemt heller ikke bange for at lave komplicerede long takes. Et godt eksempel er åbningsscenen i ’Snake Eyes’, der strækker sig over 13-minutter.

-Suspense og slow motion
Stafetten fra Hitchcock er stærkest givet videre i De Palmas opbygning af suspense. Skoleballet i ’Carrie’ er nok det bedste eksempel, hvor han formår at strække tiden uendeligt og bygge op til det uundgåelige blodbad ved brug af slow motion og blikretninger.

-Split diopter linsen
En optisk dybde illusion, der får to objekter med stor distance til begge at være i fokus. Når du ser dette håndværksgreb, er du igang med at se en De Palma-film.

-Rear projections
Der er noget bevidst kunstigt over De Palmas film. Dette ses bl.a. i hans brug de dejligt gammeldags rear eller back projections, hvor skuespillerne spiller foran en skærm. En teknik ofte brugt i bilscener, men også i den tragiske slutning på ’Blow Out’.

 -Close ups
Især øjne ses ofte i close ups hos De Palma. Tænk bare på det døde øje i ’Psycho’. Her er de bare i live… man er vel en voyeur.

BRIAN DE PALMA-ANBEFALINGER:

100% De Palma:

-Carrie
-Dressed to Kill
-Blow Out
-Body Double
-Sisters
-Raising Cain
-Obsession

Mainstream De Palma:
-Carlito's Way
-Mission: Impossible
-Scarface
-The Untouchables
-Casualties of War
-Snake Eyes