90'er-stjerne skal være Batman-skurk
Brendan Fraser medvirker i 'Batgirl'
I slut 90'erne forventede mange nok, at The Mummy-stjernen Brendan Fraser ville være at finde som helt i Hollywood-film mange år ud i fremtiden. Det skete dog ikke.
Fraser karriere tog nemlig en anden retning. Men den 52-årige skuespiller er ved at lave et comeback med roller i flere større film- og serieproduktioner.
Nu har Fraser så landet en rolle i den kommende Batgirl, det skriver Deadline.
Han skal spille skurken Garfield Lynns aka Firefly, der normalvis er iført en insektdragt med jetpack og flammekaster, og som er bedst kendt fra sine optrædener i Batman-tegneserierne.
Meget lidt vides endnu om den kommende 'Batgirl', der har In the Heights-stjernen Leslie Grace i titelrollen, og Firefly er således den første skurk, som er blevet offentliggjort fra produktionen.
Brendan Fraser er ikke helt uvant i DCs univers, han lægger nemlig stemme til Robotman i serien 'Doom Patrol'. Han har yderligere en række store projekter på vej, herunder en medvirken i Martin Scorseses Killers of the Flower Moon og Darren Aranofskys 'The Whale'.
'Batgirl' er sat til at udkomme på HBO Max, men har endnu ikke en premieredato.
Her ses Firefly i spillet 'Arkham Knight':