Dansker spiller David Bowie i superhelte-serie
Fra bassist i Randers til et musik-ikon
En af tidens mest populære superhelteserier, DCs Legends of Tomorrow, har netop haft premiere på sin sjette sæson.
Serien følger den tidsrejsende Rip Hunter, der rekutere et hold af helte og skurke for at forhindre en apokalypse - og på vejen møder de bl.a. virkelige personligheder fra verdenshistorien.
Åbningsafsnittet på den nye sæson hed 'Ground Control to Sara Lance', og David Bowie-fans ville formentlig hurtigt fange referencen til 'Space Oddity', hvor Bowie synger "Ground control to Major Tom".
Men her stopper hyldesten til det afdøde sang-ikon ikke. David Bowie dukker nemlig op i afsnittet - i form af den danske skuespiller Thomas Nicholson.
Thomas Nicholson, der er opvokset i Randers, har de sidste år jagtet skuespilsdrømmen i Canada, hvor han både har optrådt i serier som The X-Files, Supernatural, The 100, The Haunting of Bly Manor og senest i Netflix' 'Virgin River'.
Vi har fanget skuespilleren og sprugt ind til den vilde oplevelse med 'Legends of Tomorrow'.
Thomas Nicholsons genskabelse af David Bowies berømte albumcover til 'Heroes'. Fotograf: Ashley Ross.
Var det ikke angstprovokerende at skulle spille selveste David Bowie?
- Jo! Det var sindssygt nervepirrende at skulle spille en af de mest genkendelige personer i verdenshistorien. Ikke mindst fordi jeg selv er kæmpe fan.
- Men det var også bare en once-in-a-lifetime mulighed, jeg umuligt kunne sige nej til. På min første dag på settet skulle jeg også synge som Bowie foran alle seriens hovedrolleindehavere, så nerver havde jeg nok af. Samtidig var det lidt af en rus at spille den første akkord på guitaren og så mærke, at det nok skulle gå det hele.
- Jeg blev faktisk inviteret i studiet for at indsynge sangen [Space Girl, red.], efter vi havde indspillet afsnittet, så det kom der et helt nummer ud af. En fuldstændig surrealistisk oplevelse.
Hvordan gik du til rollen?
- Jeg var faktisk musiker i det små, før jeg blev skuespiller og spillede bl.a. bas i et rockband i Randers, Cave. Så det var helt klart en drøm at spille musiker i film eller tv - men jeg havde aldrig drømt om at spille David Bowie, før jeg blev inviteret til casting.
- Derefter var det en kombination af at lære alle de ting, der kendetegner Bowie: accent, stemme, gestikuleringer og den slags.
- Jeg så tonsvis af interviews og optrædener, især fra 1970'erne, for at ramme den æra af Bowie, jeg skulle spille. Og for at menneskeliggøre en rocklegende og finde noget, jeg kunne forholde mig til, fandt jeg nogle af de småting, vi har til fælles: Vi er venstrehåndede, elsker katte osv.
Nicholsons præstation som Bowie er blevet taget godt imod i amerikanske medier, og fx skriver AVClub "Det er ikke nemt at spille David Bowie, folkens! Det er David Bowie! Thomas Nicholson gjorde det godt, især da han startede med at synge".
Og det er måske ikke det sidste, vi har set til den danske udgave af Bowie. Showrunner Phil Klemmer har nemlig udtalt til ComicBook, at vi får den fulde David Bowie-historie senere.
Det er ikke første gang, at en dansker medvirker i 'Legends of Tomorrow'. Casper Crump har nemlig spillet Vandal Savage i 11 afsnit samt medvirker i de andre DC-serier, der tæller The Flash og Arrow.
De første fem sæsoner af 'Legends of Tomorrow' kan ses Netflix og Blockbuster, mens det endnu ikke vides, hvordan den nye 6. sæson kan ses i Danmark.