Gå til hovedindhold

Vidste du, at en dansker er med i ''The Haunting of Bly Manor'?

Bemærkede du ham?

dhn@kino.dk
Skrevet af Daniel Hartvig Nielsen


Netflix-serien 'The Haunting of Bly Manor' har siden dens premiere på streamingtjenesten holdt første pladsen, som den mest sete serien i Danmark.

Men vidste du, at der faktisk er en dansker med? Rollen er lille, men ikke desto mindre yderst betydningsfuld.

Skuespillerens navn er Thomas Nicholson, og han har allerede store serier som 'The X-Files', 'The 100' og 'Supernatural' på CV'et.

Den 35-årige dansker, der oprindeligt kommer fra Randers, bor i Vancouver i Canada, hvor han er i gang med at skabe sig en skuespilskarriere.

Bemærk, der vil være spoilers for 'The Haunting of Bly Manor' herunder.

The Haunting of Bly Manor / Netflix


Hemmelighedsfuld casting

I 'The Hauting of Bly Manor' medvirker Nicholson i både afsnit 1 og 9 i rollen som ... den voksne udgave Miles. Et twist, som vi først får i seriens døende minutter.

Vi har været i kontakt med danskeren og spurgt ind til castingen, rollen og karrieren i Canada:

- Jeg husker castingen ret tydeligt. Det var meget hemmelighedsfuldt. Jeg vidste på forhånd, at serien skulle filmes i Vancouver, og da jeg var kæmpe fan af første sæson, havde jeg sagt til min agent, at jeg var interesseret i en hvilken som helst rolle, uanset hvor lille den måtte være, fortæller Thomas og fortsætter:

- Til min audition fik jeg to sider tilsendt med en scene, som viste sig aldrig at være med i serien, de ville bare se skuespillerne spille med lidt mere materiale. Derudover vidste jeg faktisk ikke til castingen, hvem min karakter egentlig var. Det var først, da jeg fik tilbudt rollen, at de afslørede det.

Liverpool vs. Manchester United

Om dagene på settet beretter danskeren:

Jeg havde to optagedage i alt, én til første afsnit og én til sidste. Begge optagedage var enormt afslappende for mig, for jeg skulle egentlig ikke så meget andet end at smile og lytte, så det var nemt bare at nyde lejligheden. 

- Første afsnit blev instrueret af Mike Flanagan selv. Han var utroligt venlig og lynende intelligent. Han er meget præcis og ved nøjagtig, hvad han gerne vil have. Jeg har siden 12-års alderen været kæmpe fan af Stephen King, så ham snakkede jeg om med Mike, da han har instrueret et par Stephen King-projekter.

Et særligt minde stikker også ud fra mødet med sit yngre jeg i skikkelse af barneskuespilleren Benjamin Evan Ainsworth (den unge Miles):

Benjamin og jeg syntes, at det var ganske morsomt, at unge Miles er en Liverpool-fan, der vokser op og bliver Manchester United-fan. Det var vist den mest dramatiske forskel på os.

Benjamin Evan Ainsworth og Thomas Nicholson under optagelserne ©Privat foto fra set

Thomas Nicholson og Benjamin Evan Ainsworth under optagelserne. ©Privat foto fra set

Superhelte-serie og største tv-rolle på vej

Fremtiden byder også på mange flere serier med Thomas, som snart er aktuel i intet mindre end fire af slagsen:

-  Jeg snart aktuel på Netflix i serien 'Virgin River', hvor jeg er med i de første to afsnit af sæson to. Her spiller jeg et mindre behageligt bekendtskab for seriens hovedpersoner. Så har jeg vist ikke sagt for meget.

- Og så er jeg i øjeblikket i gang med optagelser til to forskellige serier, 'DC’s Legends of Tomorrow' samt 'Motherland: Fort Salem'. Førstnævnte er en drømmerolle for mig, og sidstnævnte bliver min hidtil største rolle på tv, så jeg får masser at se til over de næste par måneder.

- Samtidig er der mulighed for, at jeg vender tilbage til serien 'Debris', som jeg var med til at filme pilotafsnittet på, lige inden alt lukkede ned i marts på grund af COVID-19.

Vi følger Thomas Nicholsons karriere tæt - og hvis du vil se hans allerede imponerende serie-cv, så kan du klikke forbi hans IMDb her.

Legends of Tomorrow / Instagram

Thomas Nicholson under optagelserne til sæson 6 af 'DC's Legends of Tomorrow' - lånt fra Instagram.

       Inspiration til hjemmebiografen
 

StreamingGuide nyhedsbrev signup billede

 

Luk (Esc)

Siden kan ikke vises ordentligt

StreamingGuide fungerer ikke optimalt i denne browser. Skift venligst til en anden browser, fx Chrome, Firefox, Safari eller Edge, for at få den virkelige oplevelse.