10 serier du skal se i maj (2021)
Fra et uopklaret surfer-mord til et Counter-Strike-hold i provinsen
Forårets sidste måned er over os, og streamingtjenesterne byder igen i denne omgang på spændende indhold.
Med både krimiserier, nyt fra Star Wars-universet og en dansk komedie, byder maj måned på noget for alle. Herunder har vi samlet 10 serier, du skal se i maj.
The Mosquito Coast
Spændingsserien ’The Mosquito Coast’ er løst baseret på bogen af samme navn fra 1981, som er skrevet af Paul Theroux. Bogen er tidligere blevet filmatiseret med Harrison Ford, Helen Mirren og River Phoenix.
I fortolkning af romanen, er det forfatterens nevø Justin Theroux, kendt fra den anmelderroste serie The Leftovers, som indtager hovedrollen som opfinderen Allie.Opfinderen må sammen med sin familie begive sig ud på en farlig rejse gennem Mexico, da han er på flugt fra den amerikanske regering.
Hvide Sande
Arvingerne-stjernerne Carsten Bjørnlund og Marie Bach Hansen tørner sammen igen i denne nye krimiserie om et uopklaret mord på den jyske vestkyst. Som titlen indikerer, udspiller handlingen sig i Hvide Sande, hvor liget af en ung, tysk surfer blev fundet et år tidligere.
I håbet om at opklare den kolde mordsag, går karakterne Helene og Thomas undercover i lokalsamfundet som et nytilflyttet ægtepar, som har søgt væk fra byens jagt. På rollisten får Bjørnlund og Bach Hansen selskab af bl.a. Bodil Jørgensen, Camilla Bendix og Bjarne Henriksen.
Pose - sæson 3
Måneden byder også på et gensyn med det farverige drag-miljø i New York i Ryan Murphys (manden bag Glee og American Horror Story) musicaldrama.
Den kommende sæson spoler tiden frem til 1994, hvor aids er blevet en udbredt dræber for unge amerikanere. Her følger man Blanca (Mj Rodriguez), for hvem ballroom-kulturen blot er et fjernt minde. Hun forsøger at balancere et liv som mor, kæreste og sygeplejerske.
Billy Porter er tilbage i rollen som Pray Tell, som han vandt en Emmy for i 2019. I den nye sæson, som også bliver den sidste, ser Prey Tell frem mod en usikker fremtid og reflekterer over sin arv, mens han kæmper med en HIV-diagnose.
Den 3. sæson af 'Pose' får premiere på HBO Nordic den 3. maj.
Star Wars: The Bad Batch
Disney har mere Star Wars på krogen – denne gang er der tale om animationsserien ’Star Wars: The Bad Batch’, som følger en unik gruppe kloner, som først blev introduceret i den populære serie Star Wars: The Clone Wars.
Medlemmerne i The Bad Batch adskiller sig genetisk fra resten af klonhæren. De besidder nemlig hver især nogle exceptionelle evner, der er med til at gøre dem til et ekstraordinært hold af soldater.
Handlingen i 'Star Wars: The Bad Batch' udspiller sig i kølvandet på afslutningen af 'Star Wars: The Clone Wars', hvor The Bad Batch bevæger sig rundt i en galakse langt langt borte.
'Star Wars: The Bad Batch' får premiere på Disney+ den 4. maj.
Jupiter's Legacy
Netflix redder dagen for alle superhelte-elskere med serien 'Jupiter's Legacy', som er baseret på grafiske romaner fra Mark Milar og Frank Quitely.
Josh Duhamel (Transformers, Safe Haven) står i spidsen for superhelteholdet, der alle er børn af verdens første generation af superhelte. Deres forældre har skabt tryghed i verden i næsten et århundrede, men da de giver stafetten videre til deres børn stiger spændingerne.
Alle afsnit af 'Jupiter's Legacy' kan ses på Netflix fra den 7. maj.
Love, Death & Robots - sæson 2
Den 5-gange Emmy-vindende animationsserie 'Love, Death & Robots' er en samling af korte antologi-fortællinger indenfor både science fiction-, fantasy-, gyser- og komedie-genren.
Serien er skabt af Tim Miller, der instruerede den populære superheltekomedie Deadpool, mens Seven-instruktøren David Fincher er executive producer.
Med 'Love, Death & Robots' brede vifte af fortællinger, er der noget for alle.
Den 2. sæson af 'Love, Death & Robots' kan ses på Netflix fra den 14. maj.
The Underground Railroad
Miniserien 'The Underground Railroad' følger den unge slave Cora, der flygter fra en plantage i Syden. Hun har hørt om den såkaldte underjordisk jernbane, der kan føre hende til et bedre liv, men hun aner ikke om den overhovedet findes. Da hun endelig finder den begynder en desperat rejse mod frihed.
Barry Jenkins står bag denne længe ventede serie, som har Thuso Mbedu, Chase W. Dillon og Joel Edgerton på rollelisten. Jenkins har tidligere haft stor succes med filmen Moonlight, som vandt prisen for Bedste film til Oscar-uddelingen 2017.
Forlægget for serien er Colson Whiteheads internationale bestseller, som på dansk har titlen 'Den underjordiske jernbane'.
'The Underground Railroad' har premiere på Amazon Prime den 14. maj.
Bomberne over Bornholm
75-års jubilæet for Bornholms frihed markeres på DR med bl.a. denne drama-dokumentariske miniserie, som omhandler tiden på Bornholm under 2. verdenskrig.
Bornholm blev i april 1940 besat af tyskerne ligesom resten af Danmark men først befriet i 1946, efter Sovjetunionen og Den Røde Hær også havde besat øen i et år.
Historien er fortalt i to dele, hvor P3-værten Pelle Peter Jencels personlige familiefortælling danner rammen om et stykke Danmarkshistorie. Hans oldefar finder i 1943 et mystisk våben på Bornholm, som viser sig at være Hitlers nye teknologiske våben, V1-bomben.
Jencel kender ikke hele historien, men vil i denne serie undersøge fortiden for at finde ud af hvilken betydning, det har haft for hans familie og vores allesammens historie.
Try Hard
I den humoristiske serie ’Try Hard’ spiller Ari Alexander (Limboland) den 23-årige gamer Sebastian, som starter et gaming-hold med sine venner, efter hans forældre giver ham et ultimatum; enten får han en uddannelse eller så flytter han ud.
Serien er skabt af Angers Morgenthaler (Ustyrligt) og Allan Hyde (Cold Hawaii), og handler om en gruppe unge drenge, som typisk ikke er at finde på skærmen, men foran den. Serien følger dem, mens de forsøger at opnå drømmen om at få det store gennembrud i gamer-verdenen.
Alle afsnit af ’Try Hard’ kan ses på Viaplay fra den 16. maj.
The Pact
Hvis man er til en neglebidende solid engelsk krimiserie, så kan man i slutningen af måneden kaste sig over ’The Pact’.
Serien handler om kvinder, som vil tage hævn over deres kvindefjendske og grænseoverskridende chef. De indgår efterfølgende en pagt om tavshed, men i takt med at de kæmper for at holde sandheden skjult for politi og venner, begynder deres venskab at falde fra hinanden.
Serienørder vil kunne genkende Laura Fraser (Breaking Bad), Julie Hesmondhalgh (Broadchurch) og Eddie Marsan (Ray Donovan), der står øverst på rollelisten til denne krimi.