Gå til hovedindhold

Danske stjerner stod i kø for at medvirke i Nikolaj Lie Kaas' nye serie

"Der er mange, som har spurgt, om der ikke var et eller andet til dem"

christine@kino.dk
Skrevet af Christine Dyrskjøt Elmstrøm


En af årets mest imødesete danske serier er komedieserien Agent, hvor Nikolaj Lie Kaas både står bag både manuskript og instruktion. 

I hovedrollen som Joe ses Esben Smed, der er agent indenfor underholdningsbranchen. Joe har store drømme, men artisterne truer med at forlade firmaet, alt imens gælden vokser.

Udover Smed ses bl.a. Dar Salim, Sidse Babett Knudsen, Thomas Blachman, Nicolaj Coster-Waldau, Tobias Rahim, Rasmus Bjerg, Melvin Kakooza, Helle Thorning-Schmidt, Lars Løkke Rasmussen og mange flere som dem selv i serien.

'Agent' blev udtaget til den nye kategori for serier på den prestigefyldte filmfestival i Berlin, hvor seriens to første afsnit havde premiere tidligere på året.

Læs også: Guide: 19 danske serier du kan glæde dig til i 2023

Vi har set afsnittene, hvor der er fuld smæk på både det dramatiske og det komiske. Dette kommer ikke som en overraskelse, da Lie Kaas har bred erfaring med begge genrer fra sine roller i alt fra de første fire Afdeling Q-film og Dirch til Anders Thomas Jensen-komedier som Retfærdighedens ryttere og De grønne slagtere.

Vi mødte holdet bag serien i Berlin inden verdenspremieren, og her fortalte Nikolaj Lie Kaas også, at det for ham er helt naturligt at blande drama og komik.

- Jeg bliver tit spurgt, fordi jeg altid har humor med i det, jeg laver, om jeg altid har behov for at putte humor ind. Men sådan ser jeg det ikke.

- Jeg ser et drama, som består af alle mulige situationer. Når jeg sidder til en begravelse, eller når nogen siger noget helt frygteligt som "han døde", så står der pludselig 200 vittigheder i kø inde bag i mit hoved, som jeg ikke kan sige højt. Men de er der.

- Så jeg kan ikke lade være med at tænke i en anden retning, når noget frygteligt sker. 

</b>

Nikolaj Lie Kaas og Esben Smed bag om optagelserne på 'Agent' © Henrik Ohsten

Skuespilleren Esben Smed har mest erfaring indenfor dramagenren, hvor han har haft hovedroller i bl.a. Ser du månen, Daniel, Lykke-Per og Kysset.

Smed fortalte da også, at komedie-aspektet ved 'Agent' var der, hvor han var mest på udebane.

- Jeg kom til casting og gik ind til Nicolai og sagde, at jeg var vildt glad for at blive inviteret til casting, men at jeg altså ikke er sjov. Så jeg ved ikke, hvad du skal bruge det til.

- Men det fandt vi så ud af. Jeg blev glad for, da han ringede og sagde, at jeg havde fået det alligevel.

- Og så har vi bare haft det virkelig fedt, det har været virkelig spændende at lave. Især spændende for mig fordi jeg mest har lavet drama.

</b>

Ulrich Thomsen og Melvin Kakooza i 'Agent' © Henrik Ohsten

En af seriens klare styrker er den perlerække af danske skuespillere, musikere og andre kendisser, der har sagt ja til at spille parodier på dem selv.

Hertil havde vi hørt, at Lie Kaas' serie har været så populær, at danske stjerner selv har ringet til instruktøren og hørt, om de måtte være med. Og det rygte bekræftede han også.

- Jeg ved ikke, om det er en klassisk ting, som folk gør og bare ringer til instruktøren og hører, om der ikke er plads til dem. Det kan godt være.

- Men der er mange, som har spurgt, om der ikke var et eller andet til dem. Og jeg synes, det er fedt, at de har det mod til at kunne tage pis på sig selv.

- Det synes jeg, er noget af det vigtigste. Det er meget dansk, og det er en af de ting, der gør, at 'Agent' skiller sig ud. At vi tager pis på os selv. 

'Agent' kan ses på TV2 Play fra 2. juli og på TV2 fra 9. juli.

       Inspiration til hjemmebiografen
 

StreamingGuide nyhedsbrev signup billede

 

Luk (Esc)

Siden kan ikke vises ordentligt

StreamingGuide fungerer ikke optimalt i denne browser. Skift venligst til en anden browser, fx Chrome, Firefox, Safari eller Edge, for at få den virkelige oplevelse.