Gå til hovedindhold

De 5 mest ikoniske monstre fra 'The X-Files'

Slange-mennesker, muterede orme og et to-hovedet forsøg

dhn@kino.dk
Skrevet af Daniel Hartvig Nielsen


De fleste vil nok forbinde The X-Files med science fiction, UFO’er og regeringskonspirationer. Men serien er spækket med uhyggelige gyser-afsnit og massevis af monstre.

Man kalder således afsnittene, der ikke relaterer sig til seriens overordnede mytologi, for ”monster-of-the-week”. Med andre ord er der masser af tage af, når vi nu udpeger de fem mest ikoniske monstre fra ’The X-Files’ samt en bonus.

Det gør vi i forbindelse med, at 90’er-serien i denne måned kan fejre sit 30-års jubilæum. I den anledning har vi både skrevet en dybdegående artikel, der stiller skarpt på, hvordan ’The X-Files’ ændrede TV for altid, og lavet en hel podcast med skuespillerne Mathilde Norholt og Jesper Ole Feit Andersen, hvor vi diskuterer seriens status og tiltrækningskraft.

Har du set serien i 90’erne? Så advarer vi allerede nu. Den kommende liste kan muligvis fremkalde nogle glemte traumer!

XFiles-Squeeze-Tooms.jpg
Afsnit: 'Squeeze' (Sæson 1) / 20th Century Fox Television

Eugene Victor Tooms

Seriens måske mest ikoniske monster dukker op i seriens allerførste monster of the week-afsnit. ’Squeeze’ (afsnit 3) introducerer os for Eugene Victor Tooms – en mutant, der hvert 30. år vågner op af sin dvale for at indtage fem menneske-levere.

Det har stået på i årtier, måske århundreder. Men Tooms er ikke blevet fanget, før Mulder og Scully kommer på sagen. Som afsnittets titel antyder, så kan mutanten strække sine lemmer ud i abnorme længder og på den måde kommer ind af selv de mindste huller. Med andre ord: Det hjælper ikke at lukke og låse hoveddøren.

Tooms er creepy, klam og utiltalende, der er ingen sympati at finde i det dyriske slange-menneskevæsen. Karakterens ikonstatus er i høj grad hjulpet på vej af skuespiller Doug Hutchisons præstation, der med sit umodne udseende udstråler en naivitet, der aktiv bruges til at gøre ham endnu mere ulækker, når han først angriber.

Afsnittet og karakteren blev lynhurtigt en fanfavorit, og allerede i den første sæson fik han en opfølger med afsnittet ’Tooms’. Og hvis vi følger kalenderen, så burde 2023 faktisk været året, hvor Tooms vender tilbage for nye levere – heldigvis tog Mulder og Scully sig af sagen i 1993, eller hvad?

XFiles-TheHost-TheFlukeman.jpg
Afsnit: 'The Host' (sæson 2) / 20th Century Fox Television

The Flukeman

Forestil dig en forvokset, klam, ormelignende parasit i menneskestørrelse – og du har The Flukeman fra sæson 2-afsnittet ’The Host’.

Det mystiske væsen slipper ind i New Jersey med et russisk skib, og inden længe vrimler det med lig i kloakkerne og folk med bizarre bid – der kaster orme op, som er blevet udruget inde i dem.

Hvor det i tilfældet med Tooms især var skuespilleren Doug Huthcinsons præstation, som tog det til næste niveau, er det i The Flukeman mest af alt X-Files’ make-up-hold, der skal have den store ros. Hvis du først har set The Flukeman én gang, så glemmer du aldrig det udseende igen.

En sjov detalje er, at inde i The Flukeman-dragten var en mand ved navn Darin Morgan, der senere skulle ende med at skrive nogle af ’The X-Files’ allerbedste afsnit – herunder 3. sæsons ’Clyde Bruckman’s Finale Repose’, der vandt flere Emmy-priser.

X-Files-Irresistable.jpg
Afsnit: 'Irresistible' (sæson 2) / 20th Century Fox Television

Donnie Pfaster

Kan et menneske være et monster? Det spørgsmål stiller sæson 2-afsnittet ’Irresistable’, der for ’The X-Files’ er utroligt jordnær.

Her møder vi den velfriserede og -artikulerede Donald Pfaster, der viser sig at være tiltrukket af døde mennesker, afklippet menneskehår og fingernegle. I dag ville vi have kaldt ham nekrofil, men da der var censur på amerikansk tv i 90’erne, endte Pfaster med at have en såkaldt ”døds-fetish”.

Hvor de før omtalte Tooms og Flukeman har været stille, dyriske monstre, så er Pfaster menneskelig, indladende og dybt utilregnelig. Og med klamme (og uimodståelige) one-liners som ”There’s no way out girly, girl”.

Pfaster er alle seriemorder-klicher samlet i en karakter, men skuespiller Nick Chinlund formår at gøre det til helt sit eget. Det drengede udseende og det brutale, perverterede monster er effektive kontraster, som i den grad får Donnie Pfaster til at skille sig ud fra mængden af X-Files-monstre. Så meget, at karakteren endda fik et opfølgende afsnit fem år senere i ’Orison’ fra sæson 7.

I øvrigt skulle netop ’Irresistable’ være en af de afgørende inspirationskilder til, at X-Files-skaber Chris Carter lavede spin-off-serien ’Millennium’, der følger den tidligere FBI-agent Frank Black (Lance Henriksen), som jagter bestialske seriemordere.

X-Files-Pusher.jpg
Afsnit: 'Pusher' (sæson 3) / 20th Century Fox Television

Robert Patrick Modell

Robert Patrick Modell har måske ikke et fremtrædende look, som de tre førnævnte på listen, men det er faktisk hele ideen med karakteren i afsnittet ’Pusher’ fra sæson 3. Denne helt almindelige mand, der pludselig får en superkraft – som ender med at gøre ham til en superskurk.

Robert Patrick Modell er aldrig blevet til noget stort i sit liv, men den ”lille mand” bliver pludselig ”stor”, da en kræftsvulst i hjernen pludselig giver ham evnen til at styre andre med tankens kraft. Nu han skal vise hele verden, hvor meget han føler sig trådt på.

Fra første færd er Modell ubehagelig. Man vil måske huske åbningen på afsnittet, hvor han snakker indtalende om farven ”cerulean blue”, eller da han over telefonen får en politimand til at få hjertestop, eller da han får en ung betjent til at sætte ild til sig selv. Mens de fleste uden tvivl vil huske den intensive standoff, som han har mod Mulder, da de spiller russisk roulette.

Robert Wisden – en relativ ukendt canadisk skuespiller – leverer en stille, men kraftfuld præstation som den syge kræftpatient, der selv tror, at han arbejder ud fra et moralsk japansk ninja-kodeks.

Skaberen af Breaking Bad, Vince Gilligan, har forfattet afsnittet – samt dens fortsættelse, ’Kitsunegari’, der udkom et par sæsoner senere.

X-Files-ThePostModernPrometheus.jpg
Afsnit: 'The Post-Modern Prometheus' (sæson 5) / 20th Century Fox Television

The Great Mutato

Vi kan ikke komme udenom The Great Mutato, når vi snakker ikoniske X-Files-monstre – men her er vi ikke i kategorien skurk. Det tohovedede uhyre er i højere grad offer for sine omgivelser. Et mislykkede videnskabeligt forsøg, der via sin fars (syge) opfordring forsøger at formere sig med byens sovende kvinder.

Afsnittet fra sæson 5, ’The Post-Modern Promethues’, er X-Files’ svar på deres Universal monster-historie. Stærkt inspireret af Mary Shellys Frankenstien og lavet i sort-hvid er det en bizar fortælling, der måske med nutidens briller har lidt et problem i sin fremstilling af voldtægt.

Men vi kan ikke komme uden om, at The Great Mutato har et fremtrædende og ikonisk udseende. Skuespiller Chris Owens, der er sminket til ukendelighed, leverer også en rørende – om end lidt problematisk – tale, der sætter hele det ”stakkel” væsens eksistens i relief.

Afsnittet gemmer ligeledes på en af seriens allerbedste afslutninger. Nemlig et tohovedet monster og Mulder og Scully, der danser til Chers cover-version af ’Walking in Memphis’. Gåsehudsfremkalden ikonisk!

Holdet var så begejstret for Chris Owens præstation – bl.a. især David Duchovny – så da skuespilleren til FBI-agenten Jeffrey Spender skulle findes senere på sæson, faldt valget på Owens.

X-Files-Home.jpg
Afsnit: 'Home' (sæson 4) / 20th Century Fox Television

Familien Peacock

Vi snyder lidt her til sidst - og smider familien Peacock ind i puljen af ikoniske X-Files-monstre.

Edmund, Sherman, Georg og Mrs. Peacock er nemlig uden tvivl seriens mest kontroversielle monstre.

De indavlede brødre, som måske også er hinandens fædre og onkler(!?) - og deres mor, som mangler sine lemmer og ligger gemt under sengen.

Den afstumpede familie, der optræder i afsnittet 'Home' fra sæson 4, er spækket med ubehageligheder. Babymord, incest og et brutalt dobbelt drab. Men under facaden skjuler sig flere interessante budskaber.

Vi har netop foldet hele historien om afsnittet ud i en artikel for sig selv, som du kan læse lige her. Her dykker vi ned i, hvorfor det blev forbudt på tv efter første visning, de dybere lag i fortællingen, interviewer centrale aktører - og sidst, men ikke mindst, hvordan Familien Peacock endte med at blive bandlyst på tv for livstid.

’The X-Files’ kan ses på Disney+ i Danmark.

Har du lyst til at høre mere om ’The X-Files’? Så lyt til vores podcast-episode, hvor skuespiller Mathilde Norholdt og Jesper Ole Feit Andersen i selskab med mig dykker ned i 90’er fænomenet.

 

       Inspiration til hjemmebiografen
 

StreamingGuide nyhedsbrev signup billede

 

Luk (Esc)

Siden kan ikke vises ordentligt

StreamingGuide fungerer ikke optimalt i denne browser. Skift venligst til en anden browser, fx Chrome, Firefox, Safari eller Edge, for at få den virkelige oplevelse.