Efter 11 år: De romantiske vampyrer vender tilbage - nu som serie
Det er dog endnu småt med information om projektet
Tilbage i 2008 fik vi den første Twilight-film baseret på Stephenie Meyers populære bogserie. Sidste film i sagaen landede i 2012 med The Twilight Saga: Breaking Dawn - del 2.
Nu 11 år senere lader det så til, at der kan være en serie på vej med bogforlægget som afsæt. Det skriver The Hollywood Reporter. Det rapporteres således, at en serie-version af Twilight-universet er i sit tidlige stadie.
Det er - som det står lige nu - øjensynligt Sinead Daly, der er tilknyttet som forfatter. Hun har bl.a. serier som 'Tell Me Lies', 'The Walking Dead: World Beyond' og Raised by Wolves på sit CV.
LÆS OGSÅ: 'Harry Potter' bliver til serie med J.K. Rowling ombord
Der skulle pt. foregå forhandlinger med Lionsgate TV om, hvad den specifikke vinkel på Twilight-serien vil være. Om det vil blive en genindspilning af bøgerne eller noget andet, vides altså endnu ikke.
Twilght-serien - hvis den bliver en realitet - er som nævnt lige nu på et meget tidligt stadie, hvorfor det er småt med information. Der er således heller ikke sat nogen målstreg for, hvornår serien kunne få premiere.
LÆS OGSÅ: Robert Pattinson er mere end Twilight-vampyr
Det forlyder dog, at Stephenie Meyer vil være involveret i projektet.
Filmene bragte i den grad Kristen Stewart, Robert Pattinson og Taylor Lautner frem i spotlightet, hvor det dog er de to første, som sidenhen har fået den mest prominente karriere af trekløveret.