Efter afsløring i 'True Detective 4': Får vi endelig svaret på 10 år gammelt mysterium?
Vi diskuterer fanteorier
Bemærk: Artiklen indeholder spoilers for første sæson af 'True Detective' og de 2 første afsnit af 'True Detective: Night Country'.
De to første afsnit af True Detective: Night Country er ude på HBO Max. Vi vender således her et par af de største fanteorier.
'True Detective' er egentlig en antologi-serie, hvor de forskellige sæsoner ikke umiddelbart har nogen kobling til hinanden - udover et tema og et krimiplot. Men meget tyder på, at første og fjerde sæson kommer til at have endnu mere tilfælles.
Allerede i andet afsnit af 4. sæson fik vi nemlig bekræftet en fanteori omkring en familiær relation mellem første sæsons Rust Cohle (Matthew McConaughey) og den nye sæsons karaktergalleri.
Karakteren Rose Aguineau (Fiona Shaw) bekræfter nemlig, at den mand - der formentlig er et spøgelse - som i sneen viste hende ud til de nedfrosne videnskabsmænd - er Travis Cohle, Rust Cohles far!
Det stemmer overens med, hvad efterforskeren fortalte om sin baggrund i sæson et, nemlig at hans far Travis tog sin familie til Alaska, da han var dreng - og at faren havde "some pretty fucking strange ideas".
Men det er ikke den eneste reference til 1. sæson. De mærkelige spiraler, som bl.a. er at finde på flere karakterer i sæson 4, stemmer i den grad overens med de spiraler, som Rust og hans makker Martin Hart (Woody Harrelson) støder på i forbindelse med deres efterforskning af The Yellow King.
LÆS OGSÅ: Se dette X-Files-afsnit, hvis du er vild med 4. sæson af 'True Detective'
True Detective-fans har måske også spærret øjnene op, da firmaet "Tuttle" blev nævnt. Betjent Prior (Finn Bennett) finder nemlig ud af, at Tuttle United er det økonomiske grundlag bag forskningscenteret Tsalal. Fra sæson 1 husker man måske "The Tuttle Cult", som viser sig at stå bag mange af de ondskabsfulde ting, der udspiller sig.
Tuttle-kulten tilbedte den mystiske Yellow King - og det kan vise sig, at de nu igen har en finger med i spillet oppe i Alaska.
En teori og et håb fra fans er nu, at Rust Cohle måske kan ende med at optræde i 'True Decetive: Night Country' og hjælpe vores nye makkerpar Danvers og Navarro (Jodie Foster og Kali Reis) nu, hvor han har en familiær tilknytning til plottet. Måske får vi endelig svaret på, hvad/hvem The Yellow King er - og hvad spiralerne betyder?
4. sæson lægger i den grad op til, at vi skal have nogle længe ventede svar.
'True Decetive: Night Country' udkommer med et nyt afsnit hver mandag på HBO Max.