Gå til hovedindhold

De 10 bedste true crime-dokumentarer som du kan streame lige nu

Seriemordere, uskyldigt dømte og charmende psykopater

dhn@kino.dk
Skrevet af Daniel Hartvig Nielsen


 The Jinx: The Life and Deaths of Robert Durst får nu en sæson mere. 'The Jinx: Del 2' får premiere på HBO Max den 22. april. Læs mere om opfølgeren her.

I den anledning har vi herunder samlet de 10 bedste true crime-dokumentarer, som du kan finde på streaming lige nu - og som du passende kan kaste dig over, mens du venter på et nyt afsnit af 'The Jinx: Del 2'

Der venter alt fra andre seriemordere og charmende psykopater til uskyldigt dømte - og så har vi også en skræmmende dansk sag med.

Bemærk: Listen blev første gang udgivet i 2021.

Herunder kan du lytte til vores podcast-gennemgang af listen:

The Keepers - 2.JPG


10. The Keepers

Dokumentar-serien ‘The Keepers’ dykker ned i sagen om de uopklarede mord på den unge nonne Cathy Cesnik og kvinden Joyce Malecki, som synes at være udført at samme gerningsmand i november 1969.

Over årene har mysteriet været holdt i live af to ildsjæle, som blev undervist af Cesnik på den lokale katolske pigeskole i Baltimore.

Historien tager en uventet drejning, da den tidligere præst og skoleinspektør Maskell kommer i søgelyset – ikke kun for mord – men også for systematisk voldtægt – psykisk som fysisk – af de unge katolske skolepiger. Og måske har myndighederne holdt hånden over ham.

’The Keepers’ er et skræmmende indblik i en afskyelig underverden fra en svunden tid i en religiøs Baltimore-forstad, hvor vi også kommer helt tæt på ofrene og deres rejse for at acceptere og forstå, hvad der egentlig skete dengang.

'The Keepers' kan ses på Netflix.

Dontfuckwithcats-1.jpg


9. Don’t F**k with Cats: Hunting an Internet Killer

I sensations-dokumentarserien ‘Don’t F**k with Cats: Hunting an Internet Killer’ overstiger virkeligheden i den grad fantasien, for det er slet ikke til at forudse, hvilke uventede drejninger som denne brutale og uhyggelige historie tager.

Da en fyr begynder at lægge videoer op på nettet, hvor han slår katte ihjel, starter der en online-bevægelse mod ham.

Det udvikler sig til et sygeligt katten-efter-musen-spil (no pun intented), især da den mystiske person pludselig udser sig noget andet end en kat som sit næste offer.

’Don’t F**k with Cats’ viser, hvor langt nogle mennesker vil og kan gå for at opnå berømmelse, og hvordan internettet både er en velsignelse og forbandelse, som kan samle folk, men også være manipulerende og en virkelighedsflugt.

'Don't F**ck with Cats: Hunting an Internet Killer' kan ses på Netflix.

TedBundy1.jpg


8. Conversations with a Killer: The Ted Bundy Tapes

En af den amerikanske histories mest berømte seriemordere og voldtægtsforbrydere Ted Bundy, der har mindst 30 menneskes liv på samvittigheden, er centrum for denne dokumentarsserie.

’Conversations with a Killer: The Ted Bundy Tapes’ er baseret på over 100 timers materiale bestående af nye interviews og arkivmateriale med familie, venner, politiet, ofre og Ted Bundy selv, der blev henrettet i 1989.

Serien er skabt af den rutinerede dokumentarist Joe Berlinger, og selvom vi måske aldrig for alvor kommer helt ind under huden på den hamskiftende Bundy, så får Berlinger alligevel kradset gevaldigt i overfladen.

For, hvad var denne galnings motiver? Og hvis der ikke var nogen, er det så et motiv i sig selv?

'Conversations with a Killer: The Ted Bundy Tapes' kan ses på Netflix.

Tilståelsen1.jpg


7. Tilståelsen

Det danske bidrag på listen er TV2-dokumentarserien ’Tilståelsen’, som dykker ned i sagen om Danmarks største massemorder, den mentalt udviklingshæmmede Erik Solbakke Hansen, hvis handlinger kostede 38 mennesker livet.

Eller var det overhovedet ham?

Erik Solbakke Hansen er bl.a. dømt for at have stået bag branden på Hotel Hafnia i 1973 og et brutal drab på en 15-årige pige på Fanø i 1980. Hvilket han selv har tilstået.

Men var denne tilståelse troværdig? For uden hverken øjenvidner og tekniske beviser, er det kun Solbakke Hansens egen tilståelse, som fastslår, at han er gerningsmanden.

Det spørgsmål er centrum for ’Tilståelsen’, der dykker dybt ned i sagen med nye eksperter og bringer interviews med både politi, pårørende og folk omkring Erik, der selv døde i 1997.

Skulle man være interesseret i andre true crime-dokumentarer om dansker sager, så kan ’Savmordet’ og 'Drabet uden lig' på TV2 Play ligeledes anbefales.

'Tilståelsen' kan ses på TV2 Play.

MakingaMurderer1.jpg


6. Making a Murderer

Netflixs ’Making a Murderer’ satte for alvor en ny bølge af true crime i gang, og denne dokumentarserie fra 2015 står stadig som en af de stærkeste!

Personen i fokus er Steven Avery, der efter at have siddet 18 år i fængsel, frikendes, da ny DNA-teknologi kan rense hans navn.

Men knapt er Avery kommet ud, før han igen kommer i politiets søgelys, i sagen om en ung kvindes død i 2005.

Dokumentaren dykker over en 10-årige periode ned i historien, som i den grad lugter af fusk, manipulation og en sammensværgelse mod Avery og hans familie, da også hans 16-årige nevø bliver dømt som medsammensvorne.

I seriens anden sæson overtager den berømte advokat Kathleen Zellner sagen i håb om at få løsladt Steven Avery og hans nevø.

’Making a Murderer’ er et chokerende indblik i, hvad der sker, når den mindre velstående del af USA kommer for retten, og hverken har midlerne eller kompetencerne til at beskytte sig selv og deres kære mod et bulldozer-system, der har dømt dig på forhånd.

Making a Murderer kan ses på Netflix.

Abductedinplainsight1.jpg


5. Abducted in Plain Sight

’Abducted in Plain Sight’ er en af den slags true crime-dokumentarfilm som får dig til at tabe kæben og efterlader dig svært forstyrret.

Den fortæller en opsigtsvækkende historie om den unge pige Jan Broberg Felt, der af to omgange i 1970’erne bliver kidnappet af familiens nabo Robert Berchtold.

En skræmmende og forskruet fortælling om manipulation, misbrug og magt fortalt af bl.a. den nu voksne Jan Broberg Felt, der deltager i filmen og giver et sjældent indblik i, hvordan en sociopat kunne hjernevaske og smadre en hel familie.

’Abducted in Plain Sight’ er fyldt med flere twists end selv de bedste fiktionsfilm – og er mere skræmmende end de uhyggeligste gysere.

'Abducted in Plain Sight' kan ses på Netflix.

illbegoneinthedark1.jpg


4. I’ll Be Gone in the Dark

HBO-serien ’I’ll Be Gone in the Dark’ baseret på Michelle McNamaras bog af samme navn, der handler om jagten på den berygtede Golden State Killer, som det tog over 45 år at fange.

’I’ll Be Gone in the Dark’ er dels den forfærdelige beretning om den bestialske seriemorder og voldtægtsforbryder, der hærgede i Californien i 70’erne og 80’erne og hans mange ofre, og dels historien om, hvorfor og hvad der sker, når man som hobby-detektiv fortaber sig i en uopklaret sag som denne.

For mens Michelle McNamara kommer tættere og tættere på at få opklaret mysteriet om, hvem der er The Golden State Killer via indblik i gamle sagsmapper og ny DNA-teknologi, tager det også hårdt på hendes egen sundhed og privatliv.

Faktisk så meget, at McNamara dør 46 år gammel i 2016, før hendes bog er færdiggjort og før hendes efterforskning endnu har båret frugt.

Gennem gamle arkivoptagelser, nye interviews med familie og venner og ikke mindst de mange ofre – ja vi tæller over 50 – bliver den chokerende historie fremlagt. 

’I’ll Be Gone in the Dark’ er nemlig også i høj grad en hyldest til de mange ofre som overvandt deres oplevelser og som nu deler de forfærdende begivenheder med os.

'I'll Be Gone in the Dark' kan ses på HBO Nordic.

TheStaircase-1.jpg


3. The Staircase

‘The Staircase’ – på dansk også kendt som ’Døden på trappen’ – er historien om den amerikanske forfatter Michael Peterson, der anklages for mordet på sin kone, som han påstår, er sket ved et uheldigt fald på trapperne.

Det store omdrejningspunkt i dokumentarserien er derfor: Var det mord eller et uheld? Og i takt med at nye oplysninger kommer frem om både Peterson og politiets arbejde, bliver man som seer udfordret og forfærdet.

Det store scoop ved ‘The Staircase’ er, at den franske dokumentarist Jean-Xavier de Lestrade er med helt fra starten og har fået lov til at komme utrolig tæt på familien og hele sagen.

Som en flue på væggen følger kameraet begivenhedernes gang – fra helt private komsammener i familien Peterson, til strategimøder hos advokaten og den langstrakte retssag samt intime interviews med den anklagede selv, Michael Peterson, der fastholder sin uskyld, åbner sit hjerte for os og blotlægger sig totalt.

De sidste afsnit udkom i 2018 – næsten 20 år efter dødsfaldet – hvor sagen endelig ser ud til at have sat sit endelig punktum.

I 2022 udkom HBO-fiktionsserien 'The Staircase' - baseret på netop denne sag - med Colin Firth.

'The Staircase' (Døden på trappen) kan ses på Netflix.

ParadiseLost-1 copy.jpg


2. Paradise Lost 1-3

Filmen ‘Paradise Lost: The Child Murders at Robin Hood Hills’ og dens to efterfølgende er uden tvivl hovedværker i true crime-dokumentargenren.

Filmserien følger retssagen om the West Memphis Three. Tre teenagere som i 1993 bliver anklaget for mord og seksuel lemlæstelse af tre små drenge som en del af et påstået satanistisk ritual i en lille by i Arkansas.

Men, hvor mange beviser har man egentlig? Og hvor meget er baseret på fordomme om de tre drenges udseende, tøjvalg og foretrukne rockmusik?

Filmene udforsker det lille bysamfund, hvor frygten for ”det fremmede” kan ende med at koste tre teenagere deres liv, og hvor den idylliske selvopfattelse blev fjernet for altid dén maj-dag i 1993.

Der er ingen tvivl om, hvor filmskabere Joe Berlinger og Bruce Sinofskys sympati ligger, og med opsigtsvækkende interviews kommer vi både helt tæt på de tre anklagede drenge og ofrenes familier – ikke mindst en skrupskør papfar, John Mark Byers, som overgår en hver for form fantasi.

De to efterfølgere ’Paradise Lost 2: Revelations’ (2000) og ’Paradise Lost 3: Purgatory’ (2011) følger drengenes indædte kamp for at få renses deres navne, mens de sidder bag tremmer, og få undersøgt nye DNA-beviser.

Mens det store spørgsmål om, hvem der egentlig var gerningsmand eller -mændene i 1993 stadig står åbent?

Paradise Lost 1-3 kan ses på HBO Nordic.

TheJinx1.jpg


1. The Jinx: The Life and Deaths of Robert Durst

‘The Jinx: Life and Deaths of Robert Durst’ er ikke bare en af de bedste true crime-dokumentarer nogensinde, det er ganske enkelte en af de bedste serier overhovedet, som man kan finde på HBO.

Serien går tæt på Robert Durst, det sorte får i en af USA's rigeste familier, og som af flere omgange har været indblandet i mystiske og makabre sager.

Først den uopklarede sag om sin egen kones forsvinden, derefter det mærkværdige drab på en god veninde, og hernæst drabet og parteringer af sin nabo.

Det er sidstnævnte sag som er seriens udgangspunkt, og herfra dykker den dygtige filmskaber Andrew Jarecki ned i Dursts besynderlige liv, men dokumentarholdet bliver også selv medvirkende til historiens gang, da de måske pludselig finder den rygende pistol.

Men ’The Jinx’ helt store trumfkort er Robert Durst selv, som deltager i dokumentaren af flere omgange i en række interessante interviews, hvor han åbner op omkring sit gådefulde liv. Og deri finder vi måske også forklaringer på, hvorfor Durst gang på gang befinder sig i centrum af disse uhyggelige sager – og hvorfor han måske er morder…

'The Jinx: Part 2' er blevet annonceret af HBO til at få premiere i 2024 - og vil dække de otte år siden, vi sidst forlod Robert Durst, herunder den retssag, som rigmanden har været igennem.

'The Jinx: The Life and Deaths of Robert Durst' kan ses på HBO Nordic.

Luk (Esc)

Siden kan ikke vises ordentligt

StreamingGuide fungerer ikke optimalt i denne browser. Skift venligst til en anden browser, fx Chrome, Firefox, Safari eller Edge, for at få den virkelige oplevelse.