Efter 'Kastanjemanden': Nu kommer den næste store danske krimiserie på Netflix
Instrueret af manden bag 'Bænken' og 'Arven'
Efter en periode uden danske produktioner er verdens største streamingtjeneste Netflix tilbage med dansksproget indhold. Bl.a. har man henover sommeren indspillet 2. sæson af komedieserien Skruk.
Tjenesten har profileret sig med den meget populære krimiserie 'Kastanjemanden'. Nu er de klar med mere på samme front. Nemlig serien 'Reservatet' (arbejdstitel), som dog endnu ikke har nogen premieredato.
Krimiserien bliver på seks afsnit, og bag den står hovedforfatter Ingeborg Topsøe og instruktør Per Fly. Det skriver Netflix i en pressemeddelelse.
- Jeg har altid været fascineret af dynamikkerne og magtbalancen i familien. I 'Reservatet' er de dynamikker sat på spidsen, fordi klasse, køn og etnicitet er en synlig del af hverdagen i de hjem, vi følger. Jeg er selv opvokset med au pairs, og det er et fascinerende paradoks, når vi udliciterer omsorgen og intimiteten i et hjem til en ansat - og samtidig insisterer på, at de er en ‘del af familien’. Det er dette paradoks, som Rubys forsvinden blotlægger, og som serien langsomt dissekerer, udtaler hovedforfatter Ingeborg Topsøe.
At familien er et fokusområde for Ingeborg Topsøe er ingen stor overraskelse. Hun stod nemlig bag ideen og manuskriptet til familiedramaet Kød & blod fra 2020, der har mafia-undertoner.
- I denne serie gør vi en relativt lukket verden tilgængelig og åbner op for et hidtil uset miljø blandt filippinske au pairs i Danmark. Publikum bliver indhyllet i en spændende thriller, og alle kommer under mistanke, når vi undersøger, hvad der ligger til grund for en ung au pairs forsvinden, siger konceptualiserende instruktør Per Fly.
Per Fly har tidligere skildret klasseskel i Danmark i filmtrilogien bestående af Bænken, Arven og Drabet, mens han bl.a. har erfaring med krimiformatet fra filmen Dobbeltspil.
LÆS OGSÅ: Efter 'Druk': Se de første billeder fra Thomas Vinterbergs stjernespækkede nye tv-serie
Plottet beskrives i pressemeddelelsen som følger:
Da den unge, filippinske au pair Ruby forsvinder i et af Danmarks mest velhavende kvarterer nord for København, er naboen, Cecilie, overbevist om, at der er sket hende noget. Cecilies egen au pair, Angel, prøver at komme til bunds i de rygter, der florerer blandt områdets mange au pairs, mens mistanken om en forbrydelse vokser.
Sagen om den forsvundne udlænding er imidlertid underprioriteret hos politiet, og den nyudklækkede efterforsker Alicia har brug for al den hjælp, hun kan få. Cecilie og Angel står klar til at hjælpe, og langsomt bliver magtstrukturer og privilegier blotlagt i de pæne hjem.
Men Cecilies dedikation til at finde sandheden bliver sat på prøve, da Rubys forsvinden viser sig at trække tråde helt ind i Cecilies egen familie. Hun er tvunget til at konfrontere sine egne blinde vinkler og se sin familie og det miljø, som hun opdrager sine børn i, i et helt nyt lys.
'Reservatet' afventer både endelig titel og premieredato.