Harry Potter-skuespiller bekymret for voksne fans: "Det er for børn"
Stikpille til Potterheads
På trods af at den sidste Harry Potter-film blev udgivet for 13 år siden, har filmserien unægteligt sat et uudsletteligt præg på moderne popkultur og vævet sig ind i livet for millioner af mennesker over hele kloden.
Selvom serien oprindeligt var rettet mod yngre læsere og filmseere, har dens popularitet overskredet generationsgrænser med en stor mængde fans, der enten har opdaget historien om den bebrillede troldmand senere i livet eller stadig dyrker universet, efter at have elsket det som barn.
Men er det nu også sundt?
LÆS OGSÅ: 5 Harry Potter-teorier der for altid vil ændre, hvordan du ser filmene
En af de skuespillere, der var med at bringe den magiske historie til live på det store lærred, har for nyligt skabt diskussion og vrede rundt omkring på sociale medier grundet en kontroversiel udtalelse på newzealandsk TV.
Der er tale om Miriam Margolyes, der er kendt for sin rolle som professor Pomona Sprout i den anden og ottende film i franchisen, som delte sit perspektiv på filmseriens målgruppe i et interview med 1News. Hun antydede, at Harry Potter-sagaen grundlæggende er beregnet til børn, og at det er besynderligt, hvor vigtig den stadig er for mange, også efter de er vokset op.
- Jeg bekymrer mig for Harry Potter-fans, fordi de burde være ovre det nu. Det var 25 år siden, og det er for børn. Jeg tror, det er for børn. Men de holder fast i det.
Margolyes er tilgængelig på den online tjeneste Cameo, hvor man kan hyre skuespillere eller andre berømtheder til at optage personlige videobeskeder, ofte som gave til fødselsdage eller andre særlige lejligheder.
I den forbindelse nævner skuespilleren, at hun ofte får henvendelser fra netop voksne Harry Potter-fans.
- Jeg laver cameos, og folk siger: "Jeg holder et Harry Potter-bryllup," og jeg tænker: "Gud, hvordan mon deres første sjove aften bliver?" Jeg kan ikke engang forstille mig det. Harry Potter er vidunderligt, jeg er meget taknemmelig for det. Men det er overstået. Det er, hvad jeg synes.
LÆS OGSÅ: HBO sætter årstal på ny serie om Harry Potter
Selvom Margolyes kan have sine bekymringer om fantasyserien og dens fans, er det tydeligt, at den forbliver en del af folks liv, selvom de bliver ældre og træder ind i voksenlivet, hvilket mest af alt er et vidnesbyrd om, hvor stærk Harrys historie er.
Forfatteren J.K. Rowling skabte en verden, der føltes både velkendt og eventyrlig, og instruktører som Chris Columbus, Alfonso Cuarón og David Yates bragte denne verden fantastisk til live på alskens tv-skærme og biograflærreder. Hogwarts er et sted fyldt med universelle temaer og en række mindeværdige karakterer, som både kan appellere til børn og voksne.
Der er få franchises, der virkelig har formået at modstå tidens tand, som Harry Potter har gjort, og historien har helt klart en særlig plads i mange menneskers hjerter. Om ikke andet bør dette hyldes.