Kan du heller ikke høre, hvad de mumler? DR reagerer nu på kritik af ny dramaserie
Så er den gal igen
Det er efterhånden ved at blive en tradition. Hver gang DR udgiver en ny søndagsdramaserie, vælter det ind med klager fra folk, der ikke kan høre, hvad de danske skuespillere siger.
Og ganske rigtigt skulle kun et enkelt afsnit udgives af den nyeste af slagsen, Huset, før klagerne om seriens lyd begyndte at trille ind hos Danmarks Radio.
Det bekræfter DR overfor Billed-Bladet, hvor de også giver en forklaring på, hvorfor seriens lydbillede er, som det er.
- Ja, vi har desværre fået henvendelser fra seere, der har svært ved at høre, hvad der bliver sagt, og det er selvfølgelig rigtig ærgerligt, hvis det nedsætter oplevelsen.
- Vi har med Huset vægtet realismen højt og gjort meget ud af at skabe et råt og klaustrofobiske miljø, som afspejler fængselsbetjentenes udfordringer i fængslet. Det kan gøre, at tale i nogen scener kan være svær at fange, og vi anbefaler derfor, at dem der har det sådan, ser serien med undertekster.
LÆS OGSÅ: 6 serier du skal se i september
Ser man 'Huset' på almindeligt flow-tv, kan man sætte undertekster på ved at gå til side 888 på tekst-TV.
Serien er centreret om fire fængselsbetjente i et nedslidt, dansk fængsel - kendt som Huset. I hovedrollerne ses Sofie Gråbøl, David Dencik, Charlotte Fich og Youssef Wayne Hvidtfeldt.
Nye afsnit af 'Huset' udgives på DR TV hver fredag og kan ses på DR1 hver søndag klokken 20.00.