'Kastanjemanden' får selvstændig efterfølger på Netflix
Nye detaljer om sæson 2
2. sæson af Netflix-succesen Kastanjemanden bliver en selvstændig efterfølger, dog med både Mikkel Boe Følsgaard og Danica Curcic tilbage i rollerne som Hess og Thulin.
I en større offentliggørelse af adskillige nye projekter har Netflix meddelt, at opfølgeren til krimihittet fra 2021 rammer streamingtjenesten i 2026.
Serien bygger på en roman af Søren Sveistrup, og Milad Alami er konceptualiserende instruktør.
LÆS OGSÅ: 5 ting du (måske) ikke vidste om 'Kastanjemanden'
Plottet har også fået nogle flere detaljer, og i en officiel synopsis lyder det:
En 41-årig kvinde bliver fundet myrdet. Da politiet i deres jagt på gerningsmanden undersøger kvindens digitale fingeraftryk, står det klart, at hun i månedsvis har været udsat for en voldsom form for stalking. Den endnu ukendte gerningsmand har leget en ufrivillig gemmeleg ved at overvåge hende i private situationer og sende hende billeder og videoer i en lind strøm sammen med noget, der ligner et børnerim.
Det bliver hurtigt klart, at mordet kan kædes sammen med en anden uopklaret sag, hvor en 17-årig gymnasieelev for et par år siden også blev udsat for voldsom stalking, inden hun blev fundet død. Mark Hess er tilbage i København og påtager sig at lede efterforskningen sammen med sin tidligere partner Naia Thulin.
Men forholdet mellem de to efterforskere er kompliceret. Efter sagen om Kastanjemanden forsøgte Hess og Thulin at date, men forholdet endte brat og var fyldt med uforløste følelser.