Nyt afsnit af gyserserie er "det mest skræmmende i Netflix' historie"
The Walking Dead-stjerne er ikke i tvivl
Andrew Lincoln har som hovedpersonen Rick Grimes i The Walking Dead slagtet tusindvis af zombier i de over hundrede afsnit af den populære serie, som han har medvirket i. Nu dukker han op i endnu et projekt fyldt med gys og gru, som han selv mener, er noget af det mest uhyggelige nogensinde.
Der er i tale om gyserserien Cabinet of Curiosities, der er skabt af ingen ringere end Guillermo del Toro, som er specielt kendt for sine ”creature-features” såsom Pans Labyrint og The Shape of Water.
Det nye Netflix-projekt er en antologiserie, hvilket vil sige, at hvert afsnit følger en ny, isoleret historie på samme måde som fx Black Mirror eller The Twilight Zone.
LÆS OGSÅ: Favorit duo fra 'The Walking Dead' får deres egen serie - skal til New York
Det er i sæsonafslutningen 'The Murmuring', som er instrueret af Jennifer Kent, der også stod bag den moderne gyserklassiker The Babadook, at Andrew Lincoln dukker op som en ornitologiprofessor, der sørger over sin datters bortgang og flytter til et afsides hus for at studere fugle; husets historie afslører dog både hjertesorg og rædsel.
- Jeg håber, publikum vil have den samme reaktion, som jeg havde, da jeg læste afsnittet; at det var en smuk historie om tab og at komme overens med sorg, fortalte Lincoln til Netflix-eventet Tudum for nylig forud for premieren.
- Men det er i lige så høj grad den mest skræmmende, den mest rystende og nervepirrende time, som Netflix nogensinde har skabt.
LÆS OGSÅ: Se listen: The Walking Dead-universet består snart af 9 serier!
Dermed en klar anbefaling til alle, der er glade for gys, om at skynde sig at åbne for Netflix og tænde for 'Cabinet of Curiosities' – hvis man tør.
Andrew Lincoln vender i øvrigt snart tilbage som Rick Grimes i en spin-off serie til 'The Walking Dead', hvor han slår sig sammen med Michonne.