Overset 00'er-film bør anerkendes som en klassiker og milepæl i animationsgenren

Surf's Up fra 2007 er en animeret mockumentary om pingviner, der surfer, med Shia LaBouf og Zooey Deschanel i hovedrollerne. What’s not to like?

Okay, der er måske faktisk en lang række grunde til, at 'Surf’s Up' aldrig er blevet anerkendt som den klassiker og milepæl i animationsgenren (ja, jeg mener det!), som den burde.

Den mest åbenlyse grund er, at filmen blev udgivet lige i slutningen af den store pingvinfeber, som spredte sig i midten af 00'erne. Hvis man ikke ved, hvad jeg taler om, eller ikke kan huske det, blev mange fuldstændig forelskede i de sort-hvide fugle fra Sydpolen efter succeser som Madagascar, Pingvinmarchen og Happy Feet.

LÆS OGSÅ: Dansker scorer rolle i ventet Netflix-serie baseret på populært animationsunivers

Som så mange andre filmtrends var det overstået i løbet af en relativt kort periode, hvorefter publikum hurtigt gik videre til nye modefænomener som talende jordegern og 3D-film, men inden da nåede Sony Animation at udgive 'Surf's Up', som i dag nok mest anses som en fodnote i pingvinfilmenes historie i det 21. århundrede.

Men for at forstå hvorfor denne devaluering af 'Surf’s Up' er så ufortjent, er det vigtigt at forstå, hvordan filmen er bygget op, og hvordan den blev lavet.

Historien følger den unge håbefulde teenagepingvinsurfer, Cody Maverick (Shia LaBouf), der ikke rigtig passer ind i sin antarktiske hjemby Shiverpool (på dansk Frøsericia). En dag kommer en talentspejder forbi, der giver ham mulighed for at deltage i en surfingkonkurrence på Pen-Gu Islands solrige, tropiske kyster.

Cody griber chancen med begge luffer og tager afsted på ryggen af en hval. På øen snubler han tilfældigvis over Big Z (Jeff Bridges), en pingvinsurfinglegende, der forsvandt sporløst mange år tidligere og er Codys store idol.

På vandoverfladen kunne plottet virke som alle andre sportsfilm, men det unikke ved den er, at den er fortalt som om, det hele er en dokumentarfilm. Det betyder, at vi skal forestille os, at alt hvad vi ser, faktisk bliver optaget af et filmhold, der er til stede i selve filmuniverset.

I enhver anden animationsfilm vil kameraindstillingerne altid være kunstige og ofte stationære, da alt i en animationsverden selvfølgelig er konstrueret. Men ikke i 'Surf’s Up'.

Her er kameraet ofte håndholdt og en direkte medspiller samtidig med, at dokumentarformatet åbner op for en række sjove muligheder og komiske elementer. Det tæller bl.a. kameraer, der bliver væltet, mikrofoner, der glider ind i billedet og muligheden for altid at kunne klippe til et interview med de fiktive karakterer, som lige kan give lidt ekstra kontekst til en scene eller direkte kommentere på filmens budskab. Sidstnævnte element viser sig især at være morsomt, når den skurkagtige surfer, Tank, viser sine forskellige trofæer og deres (pige)navne frem for kameraholdet.

LÆS OGSÅ: 13 år efter: Elsket tegneserie-univers genoplives som Netflix-serie

Det føles fjollet at snakke om realisme, når filmen omhandler pingviner i troperne, der balancerer på små stykker træ, men der er faktisk gjort meget ud af, at den skal føles "ægte".

Grunden til at kameraet føles naturligt og håndholdt er fordi… det er håndholdt. Der blev til filmen udviklet et helt nyt kamerasystem kaldt "HandyCam", der gjorde det muligt at bruge et live action-kamera til at filme i animerede omgivelser.

Animatorerne og et layout-team ville først skabe en komplet 360-graders digital verden, som pingvinfigurerne kunne bebo. Når først dette ekspansive terræn var blevet etableret, ville en rigtig kameraoperatør fange de computergenererede andele i realtid. Uanset hvor de pegede deres kamera hen, ville du se de fiktive verdener, som animationsholdet havde fremtryllet.

Det gav operatøren mulighed for at være selektiv i, hvor de ville lægge fokus, og hvad de ville zoome ind på, mens de også ofte ville gemme sig bag objekter som planter og sten, så publikum får et indtryk af, at vi næsten spionerer på karaktererne.

Beslutningen om at fange historien, som om den udspiller sig for øjnene af både publikum og det fiktive kamerahold, bidrager samtidig til det mindeværdige stemmeskuespil.

Skuespillerne ville ofte optage deres replikker i samme rum, hvilket skabte de perfekte rammer for improvisation. Faktisk havde de fleste scener slet ikke nedskrevne replikker men bare et løst omrids af, hvad de skulle handle om, og så måtte skuespillerne tage den derfra.

Den sjove pingvinunge, Arnold, som spiller en prominent rolle i filmen, var ikke en rigtig karakter før Zooey Dechanel, der spiller livredderpingvinen Lani, pludselig begyndte at henvende sig til ham under en stemmeoptagelse.

De frie rammer gav samtidig plads til et mere naturalistisk sprog fyldt med talefejl, slang, små hik og en naturlig kemi, som man ikke altid kan mærke i andre animationsfilm.

LÆS OGSÅ: Elsket Disney-animationsserie kan endelig ses i Danmark

'Surf’s Up's største triumf er, at den ved præcis hvilke elementer, den bør gøre "realistiske" og hvilke, den skal lade være fjollet fiktion.

Mens film som 'Happy Feet' og 2019-genindspilningen af Løvernes Konge stræber efter realisme i sine karakterdesigns og omgivelser, omfavnede 'Surf's Up' det karikerede og den langt ude sidestilling af surfing og pingviner, der efterlader virkeligheden langt væk fra Pen-Gu Island.

Hvis man tilbage i 2007 kun så 'Surf’s Up' gennem plakater eller korte reklameklip, er det forståeligt, hvis man så den som et forsøg på bare at vride nogle ekstra penge ud af den pingvindille, der hærgede popkulturen på det tidspunkt.

Men her 16 år efter udgivelsen er det mere tydeligt end nogensinde, hvorfor 'Surf's Up' er noget ganske særligt, der fortjener større anerkendelse for sin revolutionerende tekniske kvalitet, mægtigt morsomme karakterer og sindssyge soundtrack (der indeholder hele 2 Green Day-sange).

Og det er ikke for sent at gribe fat om sit surfbræt og ride med på bølgen.

'Surf’s Up' kan ses på Viaplay og lejes via tjenester som fx Blockbuster.