Gå til hovedindhold

Undskyld, men 'The Thing' er ikke den klassiker, som alle siger den er

Kultfilmen med de store mangler

benjamin.v.b@hotmail.com
Skrevet af Benjamin Vang Blaakilde


John Carpenters The Thing fra 1982 betragtes i dag som en af de bedste sci-fi- og gyserfilm nogensinde, men der skulle gå noget tid, før den opnåede den titel. Filmen er nemlig notorisk kendt for at blive bombarderet med dårlige anmeldelser ved sin første udgivelse.

Kritikere kaldte den alt fra "skrald" til almindeligt "kedelig". Mange anmeldere kritiserede plottet og fandt karakterernes dødsscener meningsløse, tempoet langsomt, dialogerne banale og historien blottet for menneskelighed.

Andre syntes, at rollebesætningens præstationer var gode, men karaktererne var "intetsigende" og intet andet end stereotyper.

Hvis det ikke var nok, blev 'The Thing' uendeligt sammenlignet med film som Alien, Invasion of the Body Snatchers og The Thing from Another World, hvilket bestemt ikke hjalp filmens præstation på biografmarkedet, hvor den konkurrerede mod film som E.T. og Blade Runner.

Filmens fiasko havde store konsekvenser for Carpenters karriere, da Universal annullerede en aftale med instruktøren om at producere flere film, og han mistede derudover mange andre projekter på grund af de dårlige anmeldelser.

LÆS OGSÅ: Dansk filmskaber har mødt Halloween-ikon: Er han verdens bedste gyserinstruktør?

Tiden har dog været god ved 'The Thing', og mange kritikere og seere har ændret mening om filmen, som i dag bliver hyldet for sin spændende historie, interessante karakterer og specialeffekter, som var banebrydende for sin tid.

Faktisk har den udviklet en slags kult-tilhængerskare og har påvirket et utal af gyser- og sci-fi-instruktører.

Derfor var det med høje forventninger, at jeg forleden satte mig for at se filmen for første gang. Og selvom jeg virkelig gerne ville kunne lide den, må jeg desværre erkende, at de oprindelige anmeldere ikke var helt galt på den.

Der er ingen tvivl om, at de tekniker, der er brugt til at skabe de ækle og groteske skabninger i filmen, er meget imponerende og opkastindbydende.

Der er heller intet i vejen med filmens plot og koncept, som følger en gruppe amerikanske forskere i Antarktis, der støder på en parasitisk udenjordisk livsform, der assimilerer og efterligner andre organismer. Paranoiaen, som skabes ved, at man ikke ved, hvem der er menneske, og hvem der er et monster, kunne potentielt være effektiv til at skabe spænding.

For at den spænding skal udløses kræver det dog, at man interesserer sig for de mennesker, som det går ud over, og det er her, at 'The Thing' mister al sit momentum.

LÆS OGSÅ: De 10 bedste gyserfilm de seneste 10 år

Der er nemlig en alarmerende mangel på karakterudvikling. Alle er tomme skaller uden det mindste, der fortæller os, at de har et liv uden for det her specifikke scenarie. De færreste har stærke nok personligheder til, at man husker hverken deres navn eller karakteristika andet end, at nogle af dem har jakker på og andre har briller… og det var vist også det.

Hvis jeg skal interessere mig for disse karakterers skæbner, er der brug for bare en smule subtekst. Hav en scene, hvor en af dem kigger på et billede af deres familie hjemme i Amerika. Gør karakterernes indbyrdes forhold tydeligere. Bare giv mig et eller andet, der kan få mig til faktisk at frygte for deres liv. Som det er, kan de fleste skiftes ud med papfigurer, og det havde ikke gjort den store forskel.

Det føles mekanisk og overfladisk, når alle er fuldstændig sjælløse, hvilket i sidste ende gør filmen… kedelig.

Problemerne lægger mere i manuskriptet end i instruktionen (selvom der også er taget nogle mærkelige valg i klipperummet), så Carpenter er ikke nødvendigvis problemet, og han lykkedes i høj grad med at gøre filmen ulækker, men så heller ikke så meget mere end det.

Jeg er virkelig glad for, at så mange mennesker elsker 'The Thing', men må desværre selv sande, at anmelderne fra 1982 havde fat i noget af det rigtige...

       Inspiration til hjemmebiografen
 

StreamingGuide nyhedsbrev signup billede

 

Luk (Esc)

Siden kan ikke vises ordentligt

StreamingGuide fungerer ikke optimalt i denne browser. Skift venligst til en anden browser, fx Chrome, Firefox, Safari eller Edge, for at få den virkelige oplevelse.