Gå til hovedindhold

10 gyserfilm du skal se, hvis du elsker 'Scream'

Gys, grin og grusomme meta-mord

Skrevet af StreamingGuide


Ghostface er tilbage! For femte gang i filmens verden bliver Woodsboro i Scream nemlig hjemsøgt af en maskeret morder.

Der er således første gang siden Scream 4 i 2011, at spøgelsesansigtet er tilbage og 26 år efter det første møde med morderen i Wes Cravens Scream fra 1996.

I forbindelse med det nye kapitel i slasher-serien anbefaler vi 10 andre gys, der både går forud for 1996-gyset og siden kan siges at være både affødt af eller blot inspireret af Wes Cravens nyklassiker.

Køb dine billetter til 'Scream' her:

I den femte 'Scream' er en ny morder på blodig bersærkergang i Woodsboro. Iført den ikoniske Ghostface-maske har personen udset sig en ny gruppe unge som ofre for sin køkkenkniv.

Den nye flok af unge står dog ikke alene, for til undsætning kommer tre rutinerede kræfter, som har været oppe imod Ghostface før: Den evige overlever Sidney Prescott, betjenten Dewey Riley og journalisten Gale Weathers.

Fridaythe13th.jpg

Friday the 13th Part VI: Jason Lives (1986)

Hvis der er en filmfranchise, som har været med til at forme slasher-genren, er det Friday the 13th-sagaen, hvor man som bekendt også finder en af genrens mest ikoniske mordere, nemlig selveste Jason Voorhees!

Med 'Friday the 13th Part VI: Jason Lives' beviser gyserserien, at den kan være selvbevidst og humoristisk. Efter en åbningssekvens, der minder om James Bond, ja, du læste rigtigt, så har vi en zombie-Jason i spil, der slår alt ihjel på sin vej - kun den unge mand Tommy Jarvis kan stoppe ham!

Den sjette Friday-film er blevet lidt af en fanfavorit, kritikerne roste den, og selveste Kevin Williamson, der senere skrev 'Scream', har udpeger netop dén her gyser som en af sine primære og tidlige inspirationer.

Se hvor du kan streame 'Friday the 13th Part VI: Jason Lives' her.

Wes craven's New Nightmare 1994

Wes Craven's New Nightmare (1994)

Gyserlegenden Wes Craven foregreb før 'Scream' i 1996 allerede meta-gyset med 'New Nightmare', hvor slasher-genren blev vendt drilsk på hovedet. I gyset blev der nemlig leget blodigt i krydsfeltet mellem fiktion og virkelighed.

Dette syvende kapitel i A Nightmare On Elm Street-sagaen har naturligvis Freddy Krueger tilbage i en historie, hvor vi møder flere af skuespillerne fra franchisen, bl.a. virkelighedens Heather Langenkamp, der spiller en fiktiv version af sig selv i filmen, hvor hun spiller rollen som Nancy, som man mødte i den første film fra 1984. Hun må nu forsøge at stoppe Freddys blodige dræbertogt!

Se hvor du kan streame 'Wes Craven's New Nightmare' her.

I Know What You Did Last Summer (1997)

I Know What You Did Last Summer (1997)

I kølvandet på succesen med 'Scream' i 1996 fik man flere slasher-film, der forsøgte at gøre nyklassikeren efter. En af dem er den underholdende 'I Know What You Did Last Summer', der som 'Scream' er skrevet af Kevin Williamson, hvilket forklarer den legelystne tilgang til mordermysteriet.

Gyset handler om en gruppe teenagere, der ved et tragisk uheld kører en fodgænger ned. De beslutter sig i nattens mulm og mørke for at skaffe sig af med liget og aldrig at tale om det igen. Men fortiden indhenter snart de unge! Her bør Urban Legend fra året efter også lige nævnes, hvor konceptet om en blodig vandrehistorie er på plakaten.

Se hvor du kan streame 'I Know What You Did Last Summer' her.

The Faculty (1998)

The Faculty (1998)

Blandt vores gyser-anbefalinger peger vi også på teenager-gyset 'The Faculty'. Ikke kun fordi det er et underholdende ridt ind i genren, men også fordi, at løjerne er forfattet af Kevin Williamson, der som nævnt også har leveret manuskripter i Scream-serien samt 'I Know What You Did Last Summer'.

Desuden spiller filmen selvbevidst på genrens virkemidler, hvor der bl.a. er klare referencer til gyser-klassikere som Invasion Of The Body Snatchers og The Thing, mens hele teenage-universet er omdrejningspunktet for filmens hovedroller, der på den hårde måde må lære, at man skal have respekt for sin lærer!

Se hvor du kan streame 'The Faculty' her.

Final Destination (2000)

Final Destination (2000)

Med et blodigt koncept som udgangspunkt for sine sorthumoristiske grusomheder, ruller 'Final Destination' sig medrivende ud fra første til sidste opfindsomme død. Helt i den veloplagte (blod)åre som 'Scream' lagde for dagen i 1996.

Her følger man således en ung mand, der efter et forvarsel om en flyeksplosion, redder både sig selv og sine venner fra døden. Efter ulykken dør vennerne dog alligevel én efter én. Men er det mon muligt at snyde selve døden, der her er ude efter gruppen af venner.

Se hvor du kan streame 'Final Destination' her.

Behind the Mask: The Rise of Leslie Vernon (2006)

Behind the Mask: The Rise of Leslie Vernon (2006)

Vi befinder os i meta-gysets ånd med mockumentary-filmen og den sorthumoristiske 'Behind the Mask: The Rise of Leslie Vernon'. Her er nemlig tale om en blodig hyldest til slasher-genren, hvor man følger et hold dokumentarister, der har fået lov til at følge en aspirerende seriemorders liv.

Her bliver leget kækt med gysets velkendte og uskrevne regler, når man får indblik i morderens sind og forsøg på at skabe sig selv som en ikonisk dræber efter alle slasher-genrens konventioner. Bl.a. dukker selveste Robert Englund også op i en rolle - dog ikke i skikkelse af sin ikoniske rolle som Freddy Krueger.

'Behind the Mask: The Rise of Leslie Vernon' er desværre ikke pt. tilgængelig på dansk streaming. Men læs evt. mere om filmen her.

The Cabin in the Woods

The Cabin in the Woods (2011)

Gyseren 'The Cabin in the Woods' har ganske vist et klassisk gyserudgangspunkt, men tag ikke fejl, her venter nemlig sin del af blodige overraskelser. Det hele starter dog i velkendt gyser-territorie, hvor man følger en gruppe unge venner, der ender i livsfare i en øde hytte. Ikke alt er dog, som det tager sig ud.

Her er nemlig tale om en noget anderledes historie, end man ellers kender fra klassiske gys som The Evil Dead, Cabin Fever og Friday the 13th, der også har en træhytte som location.

Se hvor du kan streame 'The Cabin in the Woods' her.

Happy Death Day

Happy Death Day (2017)

En af nyere tids drilske gys finder man i form af 'Happy Death Day', der med en maskeret morder på spil tager favntag med klassiske gyserelementer - det i blodigt samspil med en historie, der udspiller sig den samme dag. Igen og igen. Ikke ulig komedien Groundhog Day.

Men følger således Tree, der har den værst tænkelige fødselsdag: Det er nemlig også hendes dødsdag! Den unge kvinde gennemlever nemlig sin fødselsdag om og om igen, hvilket hver gang ender med, at hun bliver slået ihjel. Men hvem er morderen? Mysteriet foldes ud med sort komik midt i alt det grusomme.

Se hvor du kan streame 'Happy Death Day' her.

Ready or Not

Ready or Not (2019)

Det er instruktør-duoen bag netop den nye 'Scream', som står bag den sorthumoristiske gyser 'Ready or Not', nemlig Matt Bettinelli-Olpin og Tyler Gillett. Den veloplagte og bidske knaldperle handler om den nybagte brud Grace, hvis bryllup udvikler sig i en ret så grusom retning.

Snart tager de romantiske festligheder nemlig en både brutal og blodig drejning. Graces svigerforældre tvinger hende til at deltage i et dødeligt spil, hvor alt kan ske. Således er der et legende gys på banen, hvor der venter sin del af overraskelser med en film, der bestemt kan sin gyser-ABC.

Se hvor du kan streame 'Ready or Not' her.

Freaky

Freaky (2020)

I tråd med Scream-filmenes blanding af gys og komedie, finder man 'Freaky', der handler om teenageren Millie. Alt ændrer sig dog for hende, da en brutal seriemorder er på spil i byen. Morderen vælger nemlig at slå til på skolen, hvor Millie nu får morderen på nakken.

På mystisk vis ender de tos møde med, at de bytter kroppe (!). Millie vågner op i morderens store krop, mens han har fået hendes krop i bytte. Det bliver starten på et sortkomisk kapløb mod tiden, inden ombytningen bliver permanent.

Se hvor du kan streame 'Freaky' her.

Inspiration til hjemmebiografen

Vil du have streamingguides og nyheder i din indbakke? Få vores nyhedsbrev.

Ja, jeg accepterer StreamingGuide af kino.dk's markedsføringssamtykke

Relaterede nyheder

Luk (Esc)

Siden kan ikke vises ordentligt

StreamingGuide fungerer ikke optimalt i denne browser. Skift venligst til en anden browser, fx Chrome, Firefox, Safari eller Edge, for at få den virkelige oplevelse.