Se traileren: Netflix-serie vil vise os nye afsløringer om kendt seriemorder
Måske handlede 'Son of Sam' ikke på egen hånd?
David Berkowitz, bedre kendt som ’Son of Sam’, er en amerikansk seriemorder, som tilbage i sommeren 1976 spredte skræk og rædsel i New Yorks gader efter at have dræbt seks mennesker.
Det lykkedes for politiet at fange ham i 1977, og siden da blev han fængslet og idømt seks livstidsdomme. Men handlede Berkowitz virkelig alene eller var han blot en brik i et større puslespil?
Det er det spørgsmål, som den kommende Netflix-serie ‘The Sons of Sam: A Descent Into Darkness’ vil undersøge. For selvom anholdelsen af Berkowitz var slutningen på et mareridt for folkene i New York, var det kun begyndelsen for journalisten Maury Terry.
Terry var nemlig overbevist om, at Berkowitz ikke handlede alene. Han brugte derfor flere årtier på at fremskaffe beviser på, at mordene stak dybere end først antaget. Det blev begyndelsen på en jagt, der i sidste ende ville koste ham alt.
Lyt til podcast: Vi kårer de 10 bedste true crime-dokumentarer.
True crime-serien tager udgangspunkt i arkivoptagelser, samtaler med mennesker tæt på efterforskningen samt Terrys egne ord og sagsmapper, der skal fortælle historien om en mands forpinte besættelse i at finde den store sandhed.
Fordi: jagede Maury Terry bare spøgelser, eller er den rigtige Sons of Sam stadig på fri fod?
‘The Sons of Sam: A Descent Into Darkness’ kan streames på Netflix fra 5. maj.
Få et smugkig ind i den mystiske sag i traileren herunder.