Gå til hovedindhold

Stemmen bag Chucky: "Du ved ikke, hvad han finder på næste gang"

Interview med Brad Dourif om tre årtier som dræberdukke

dhn@kino.dk
Skrevet af Daniel Hartvig Nielsen


Chucky er tilbage! Og det er dræberdukkens ikoniske stemme også!

I 33 år har Brad Dourif lånt sin røst til den sejlivede skurk i hele syv film. Nu er både Chucky og Dourif klar til den rødhårede dukkes første tv-serie, der rammende har fået titlen Chucky.

'Chucky' får dansk streaming-premiere på C More den 31. oktober - lige i tide til Halloween. I den anledning har jeg talt med den 71-årige Brad Dourif på en Zoom-forbindelse fra New York.

Den karismatiske skuespiller er på trods af sin ikoniske gyserrolle ikke særligt vild med skrækfilm: "Neeej, neeej. Nej, de skræmmer mig", siger han grinende og afslører, at den første uhyggelige film han så var 'Hush... Hush, Sweet Charlotte' fra 1964: "Og jeg løb ud af biografen".

Læs med herunder, når Brad Dourif deler ud af sine oplevelser og erfaringer med det uhyggelige og blodige Chucky-univers, der blev skudt i gang i 1988 med filmen Child's Play, som på dansk er kendt under titlen 'Barneleg'.

Cult of Chucky, Universal

Datter Fiona Dourif med 3 x Chucky i 'Cult of Chucky' (2017) ©Universal


Chucky er familie

Brad Dourif brød igennem med sin Oscar-nominerede præstation i Gøgereden fra 1971. Siden da er det blevet til roller i store franchises som bl.a. Ringenes Herre og Alien, og i roste værker som Blue Velvet og Mississippi Burning.

Men rollen som Chucky står stadig som noget helt specielt for skuespilleren, der har over 150 film og serier på CV’et: "Han er familie", fastslår Dourif.

Igennem karrieren har Dourif spillet sin del af skurkeroller, men det er slut nu. Han vil ikke længere spille bad guys. Altså med undtagelse af Chucky. Karakteren er bare ekstra særlig for Dourif, ikke kun fordi, at han har spillet ham i tre årtier, men fordi franchisen rent faktisk er blevet et familieforetagende:

- Min datter har lavet to af dem, og hun er blevet en fantastisk skuespillerinde, og hun har gjort det strålende i de to film.

Fiona Dourif tjekkede ind i gyserfilmserien med Curse of Chucky (2013) i rollen som Nica, der ligeledes var tilbage i Cult of Chucky (2017) - og den 40-årige skuespiller er klar til at træde i farmands fodspor i den nye serie også: "Jeg har set et par af hendes scener og hun er virkelig god. Det synes jeg i hvert fald, men jeg er jo også hendes far", fortæller en tydeligt stolt Brad Dourif.

Child's Play 1988

Chucky prøver med voodoo at overtage drengen Andys krop i 'Child's Play' (1988) ©United Artists

Blev først droppet til dræberrollen

Rollen som Chucky virker skæbnebestemt for Brad Dourif. I foråret 1988 havde den dengang 38-årige skuespiller så travlt, at han faktisk mistede rollen som den morderiske dukke i den første 'Child's Play':

- Jeg var på arbejde i Mississippi, hvor vi indspillede 'Mississippi Burning', da de prøvede at lave lydarbejdet [til 'Child's Play', red.]. Og de ville have, at jeg skulle lave det, mens jeg var på optagelse. Og jeg var nødt til at sige: "Jeg er fanget her og kan ikke se, hvordan jeg kan nå det. Hvis I kan finde en måde at gøre det på, fint. Men jeg kan ikke gøre det".

- Så de fik en anden til at være stemmen [til Chucky, red.], og de syntes, at det var skidesjovt. De spillede det for et publikum og alle hadede det. Så de sagde: "Okay, så venter vi og gør det med Brad, når han er færdig med sin film". Og det gjorde de. Jeg kom tilbage og gik direkte i gang med det.

Child's Play 1988 - Charles Lee Ray

Brad Dourif i menneskelige form som seriemorderen Charles Lee Ray i den første film ©United Artists

"Chucky er et godt monster"

Den oplevelse gjorde indtryk på Brad Dourif og bekræftede ham i, hvad der er nødvendigt for at få gyserskurken til at fungere:

- Det lærte mig, at Chucky først og fremmest skal være virkelig skræmmende for at virke, og så kan han være sjov en gang imellem. Men truslen skal altid være til stede.

Dourif er da heller ikke i tvivl om, hvad der gør Chucky så skræmmende:

- Vi er alle rædselsslagen for monstre - og Chucky er et godt monster. Han er meget klog. Og ligefrem. Han taler ikke som om, at han er klog, han opfører sig ikke som om, at han er klog - han er det bare.

Bride of Chucky, 1998

Chuky finder sin udkårne i 'Bird of Chucky' (1998) ©Universal

Dourifs egen favorit Chucky-film

Dourif fortæller, at det hurtigt blev meget klart for ham, at dukken var blevet et decideret fænomen, da han besøgte en såkaldt convention, hvor han kunne møde fans.

Selv havde skuespilleren dog ikke de store forventninger til gyserfilmene: "Jeg lavede de tre første film og tænkte, at det var en franchise, som med tiden ville dø ud, ligesom alle andre franchises."

Men den 71-årige stjerne tog fejl og peger især på skaberen Don Mancini som manden, der har formået at løfte arven videre og have en konstant finger på pulsen i gyserland.

Efter Scream var gysergenren i 1990'erne blevet langt mere selvbevidst og fyldt med meta-jokes - og med den fjerde film, Bride of Chucky, formåede Don Mancini at omfavne den tendens.

Han tilpassede Child's Play-universet til de nye tider: "bedre end nogen andre franchises", siger Dourif hyldende og fortsætter: "Jeg synes, at han gjorde et strålende stykke arbejde - og jeg synes, at 'Bride' er en fantastisk film".

Dourif fremhæver 'Bride of Chucky' som hans egen favorit-film i franchisen. Især tilføjelsen af Jennifer Tillys dukke-modstykke Tiffany er betydningsfuld - og det kærlighedsforhold de to figurer udvikler til hinanden: "Jeg synes virkelig, at det var en ægte omstilling i hans karakter [Chucky, red.]. Det åbnede ham op på en måde, som var ret kraftfuld".

Chucky

"Wanna play?" ©Universal

Derfor er Chucky anderledes

33 år senere lever Chucky som franchise stadig i bedste velgående. Brad Dourif har en god forklaring på, hvordan den lille, morderiske dukke kan blive ved med at have fans og endda få nye generation med ombord:

- Først og fremmest fordi vi alle er skrækslagen for dukker. Dernæst fordi Chucky er hurtig til at handle i øjeblikket - og du ved ikke, hvad han finder på næste gang.

- Med andre monstre tænker du: "Okay, nu kommer den del, hvor vi skal have en stor kamp og en flok mennesker bliver slået ihjel", og der synes jeg, at vi er anderledes. Folk tager ham til sig, fordi han er en dukke. Jeg tror, at det er dét, som er anderledes ved ham.

Chucky, serie, 2021

Chucky har fået nye venner ©Universal

Chucky nu som serie

Nu tager den rødhårede good guy-dukke så springet til serieformatet. Et medie, som Brad Dourif er ganske velbevandret i. Udover mindeværdige gæsteoptrædener i fx 'The X-Files' og 'Star Trek: Voyager' i 1990'erne, så spillede han også den slimede Doc Cochran i westernserien Deadwood, der bl.a. indbragte ham en Emmy-nominering.

Det er derfor ikke svært for den erfarne skuespiller at pege på, hvad det nye format kan give til Chucky-universet. Forholdet mellem forfatter og skuespillere bliver stærkt, da man nu er i stand til at udvikle det over længere tid:

- De har skrevet for mig i lang tid, så det ændrer sig ikke for mig, men for en del andre karakterer gør det.

- Karakterudviklingen bliver dybere, og der skal være en udvikling, som går gennem serien, hvor karaktererne udvikler sig - eller vi lærer nye ting om karaktererne. Og det er også tilfældet for den her serie.

Brad Dourif bekræfter, at 'Chucky' bl.a. kommer til at dykke ned i seriemorderen Charles Lee Rays baggrundshistorie - inden han via voodoo endte inde i dukken.

Serien handler om drengen Jake, der finder en gammel dukke på et loppemarked og tager den med hjem. Inden længe er et blodig kaos ved at udvikle sig i det ellers stille forstadskvarter.

Chucky, serie, 2021

Chucky med seriens hovedperson Jake (Zackary Arthur) ©Universal

Dræberdukkens fremtid

At indspille lyd til den nye serie har været et lille højdepunkt i den 71-årige skuespillers eneboer-liv, som han selv beskriver det. 'Chucky' har givet den pensionerede Dourif en grund til at tage ind til byen - og han er glad på alles vegne, nu hvor den nye serie endelig udkommer.

Fremtiden for Chucky er også lys, hvis du spørger Brad Dourif, som ingen planer har om at stoppe som dræberdukkens stemme:

- Serien kommer til at fortsætte. Jeg tror, at de allerede nu lægger planer for den næste sæson. Selvfølgelig har den ikke fået grønt lys endnu, fordi de afventer folks reaktioner. Men jeg forestiller mig, at så snart den er færdig, så giver de det lige et par uger - og så skriver han [Don Mancini, red.] igen.

Cult of Chucky, Universal

Chucky er aldrig bleg for at give dig fingeren, her i 'Cult of Chucky' (2017) ©Universal

"Don't fuck with the Chuck"

Men hvis du støder ind i Brad Dourif på gaden, skal du ikke regne med at høre Chuckys røst. "Neeej. Nej, nej, nej", lyder svaret, da jeg spørger om han nogensinde bruger den ikoniske stemme i sit privatliv:

- Jeg plejede at være i stand til at lave stemmer uden, at det ødelagde min hals. Og hvis jeg går ud og laver stemmen nogensinde, så vil jeg ikke få andet end millioner og millioner af forespørgsler om at gøre det, så jeg gør det ikke. Jeg har gjort det til et princip aldrig at gøre det.

Til gengæld skriver Dourif gerne en autograf med en af skurkens ikoniske oneliners:

- Det mest almindelig er "Don't fuck with the Chuck". Folk vil virkelig gerne have, at jeg skriver det.

'Chucky' kan ses på C More fra den 31. oktober

       Inspiration til hjemmebiografen
 

StreamingGuide nyhedsbrev signup billede

 

Luk (Esc)

Siden kan ikke vises ordentligt

StreamingGuide fungerer ikke optimalt i denne browser. Skift venligst til en anden browser, fx Chrome, Firefox, Safari eller Edge, for at få den virkelige oplevelse.