Netflix laver sin første danske komedieserie om en læge, der stjæler sin ekskærestes sæd
Danske stjerne-talenter i hovedrollerne
Efter serier som The Rain og Kastanjemanden, er Netflix nu på vej med deres første danske komedieserie Skruk.
Det romantiske komedie-drama handler om fertilitetslægen Nana og hendes dagligdag på fertilitetsklinikken, og de klienter hun møder.
I fuldskab inseminerer Nana sig selv med sin ekskærestes sæd. Han er dog uvidende om hendes eksperiment.
Nanas impulsive handling får uanede konsekvenser, og hun skal nu igennem et større spind af forklaringer for at rede sig ud i det kaos, som hun har fået startet.
I gennem seriens seks afsnit forsøger Nana at vinde ekskæresten tilbage, på trods af hans manglende interesse i hende.
Graviditeten giver dog Nana et nyt syn på sine klienter, og det tvinger hende til at sige sandheden for første gang i hendes liv. Men sandheden kan koste hende alt.
Om serien udtaler seriens skabere Amalie Næsby Fick og Nikolaj Feifer:
- Skruk er den personlige, komiske, hårde og overraskende historie om fertilitetsbehandling, som vi selv har manglet.
- Derfor ville vi lave en serie, hvor dramaet og komikken sameksisterer, for det er vores oplevelse af en fertilitetsproces.
Serien har masser af danske stjerner på rollelisten som bl.a. Josephine Park som hovedkarakteren Nana, Olivia Joof Lewerissa, Simon Sears, Charlotte Munck, Mikael Birkkjær, Tammi Øst, Thomas Levin og Jesper Ole Feit Andersen.
'Skruk' får premiere på Netflix senere i 2022.