Familiefilmen 'Dogtanian og de tre muskevovser' er inspireret af Alexandre Dumas' fortælling om de tre musketerer, der bl.a. er blevet filmatiseret med Mads Mikkelsen i 2011.
Dogtanian er en ung, godhjertet sværdfægter, som drømmer om at følge i sin fars fodspor og blive del af kongens legendariske muskevovser. Hans søgen efter eventyr bringer ham fra sin landsby i provinsen til selveste Paris.
Her møder han de tre muskevovser Porthos, Aramis og Athos, med hvem han opdager værdien af venskab og retfærdighed, samt dronningens kammerpige Juliette, som han forelsker sig hovedkulds i.
Efter selv at have bevist sit værd og sin loyalitet må Dogtanian sammen med sine nye kammerater forsvare kongen mod den onde kardinal Richelieus hemmelige plan om at overtage magten og indlede krig mod England.
'Dogtanian og de tre muskevovser' vises med dansk tale.