Kampen om den røde ko (1987)
Jarl Friis-Mikkelsen og Ole Stephensen slog sig sammen i 1987 på film med komedien 'Kampen om den røde ko', som de to både skrev, instruerede og medvirkede i.
Hvis du synes, at titlen lyder bekendt - altså udover at være titlen på netop filmen fra 1987 - er det fordi, at her er tale om en art parodi på både ældre folkekomedier og den gamle lystspilfilm med en afsender som bl.a. Morten Korch. Her vil man eksempelvis kende titler som 'De røde heste' og 'Kampen om Næsbygård'.
Det var dog ikke just alle anmeldere, der var positive omkring filmen, men derimod blev den bl.a. kaldt for "en fornærmelse mod publikum". Dette rørte dog øjensynligt ikke biografpublikummet, der ikke synes at kunne få nok af Ole og Jarl, som her fortæller en historie, der byder på Korch-arketyper som en frejdig landmand, søde piger og luskede bønder med flere.