Filmen 'Klovn Forever' foregår fem år, efter Klovn: The Movie sluttede. Frank og Casper er for alvor endt to forskellige steder i livet.
Frank er blevet far, og hverdagen står på huslige pligter og bleskift. Casper er derimod single og nyder sit flagrende liv uden forpligtelser.
Deres ellers ubrydelige venskab bliver sat på en prøve, da Casper nærmest uden varsel vælger at rive teltpælene op og flytte til Californien for at forfølge sin karriere.
Beslutningen falder ikke i god jord hos Frank, og i et forsøg på at redde resterne af deres forhold, sætter den forvirrede familiefar kurs mod USA.
'Klovn Forever' er baseret på komedieserien 'Klovn', som første gang blev filmatiseret i 2010 med 838.881 solgte biografbilletter til følge. Fokus er dog anderledes denne gang. Hvor den stod på Tour de Fiss med sjov og ballade i etteren, er der denne gang dybere ting på spil. Spørgsmålet er, om man overhovedet kan tale om begrebet "venner for livet".
Pinlighederne og situationskomikken er der naturligvis ikke sparret på, og med Casper Christensen og Frank Hvam i hovedrollerne er der nærmest ikke den joke under bæltestedet, som ikke kan fortælles eller illustreres.
'Klovn Forever' er igen med Mia Lyhne, Lars Hjortshøj og Iben Hjejle i birollerne, mens bl.a. Nikolaj Coster-Waldau og Adam Levine gæsteoptræder. (copyright: kino.dk)