Gå til hovedindhold

5 kvindelige skuespillere, der aldrig fik indfriet deres stjerne-potentiale

Ikke alle når helt til tops

Skrevet af Benjamin Vang Blaakilde & Daniel Hartvig


Over årene er flere skuespillere blevet spået store karrierer i Hollywood. Men det er langt fra altid gået sådan.

Det er ikke nødvendigvis, fordi skuespilleren ikke har hverken potentialet eller talentet, men et forkert filmvalg kan være altafgørende - og andre gange rammer man bare ikke de rigtige projekter til at tage den til det næste niveau.

Vi ser i denne artikel på fem kvindelige skuespillere, som blev spået en stor fremtid som stjerner, der skulle kunne have trukket publikum til alene på deres navn, men hvor spådommen desværre ikke gik i opfyldelse.

Det er vigtigt at understrege, at disse navne absolut ikke er dårlige skuespillere. Tværtimod er flere af dem fantastiske birolle-skuespillere eller hovedroller i deres egne serier. De er bare aldrig blevet allemandseje.

Se vores liste med de mandlige skuespillere her.

JuliaStiles.jpg
FOTO: Save the Last Dance © Paramount Pictures

Julia Stiles

Da 10 Things I Hate About You havde premiere i 1999, blev hendes to medstjerner Joseph Gordon-Levitt og Heath Ledger skudt direkte mod stjernehimlen i Hollywood, men for Julia Stiles gik det en smule anderledes.

På grund af populariteten af teenage-hittet fik hun et par roller i andre film rettet mod samme publikum, hvoraf størstedelen floppede. Hendes mest succesfulde projekt kom nok i form af Jason Bourne-filmene, hvor rollen som Nicky dog primært bestod i at støtte op om Matt Damons hovedrolle.

Efter en række skuffende filmroller havde Stiles en kort karriere på Broadway, inden hun i sine 30ere forsøgte at træde tilbage på det store lærred. Til den tid vidste filmskaberne i Hollywood dog ikke rigtig, hvad de skulle stille op med hende.

Hendes held tog en lille drejning, da hun fik en hovedrolle i Jennifer Lopez' 2019-film Hustlers, som ifølge Stiles selv bekræftede hende i, at hun faktisk var en god skuespillerinde.

Americanbeauty.jpg
FOTO: American Beauty © DreamWorks Pictures

Mena Suvari

1999 var et fantastisk år for Mena Suvari. Den unge skuespiller brød først igennem som Heather i den ikoniske teenagekomedie American Pie, og blot måneder senere så man hende i den Oscar-vindende American Beauty, hvor billedet, hvori hun ligger nøgen dækket af rosenblade, er blevet et af mest ikoniske skud i filmhistorien.

Suvaris succes fortsatte med film som Loser og kultkomedien Sugar & Spice. Men på en eller anden måde kom den ægte berømmelse aldrig rigtigt, da Suvari virkede overset blandt udvalget af unge, blonde kvinder i Hollywood.

Hendes optrædener i TV-serier som 'Psych' og Six Feet Under har vist hendes store talent, men alligevel kom Suvari aldrig tæt på den berømmelse, man forventede baseret på hendes imponerende debut-år.

Til dags dato har hun til gengæld medvirket i hele otte film eller serier, der starter med ordet "American", hvilket må gøre hende til en af de mest patriotiske skuespillere nogensinde, og det er vel en okay trøstepræmie.

clueless.jpg
FOTO: Clueless © Paramount Pictures

Alicia Silverstone

Når man taler om "one-hit-wonders", vil det ofte være i forbindelse med musik, men Alicia Silverstone er dog et strålende eksempel på, hvordan det også kan ske i filmverdenen.

Efter et par små filmroller samt medvirken i et par musikvideoer for Aerosmith landede Silverstone sin ikoniske rolle som Cher i kultklassikeren Clueless i 1995. Silverstone havde Hollywood for sine fødder, startede sit eget produktionsselskab og manglede ikke tilbud fra de store filmstudier.

Hun valgte så i 1997 at spille Batgirl i Batman & Robin, og filmens forfærdelige ry knuste stort set hendes karriere fra den ene dag til den anden. Hun var herefter med i hurtigt glemte film som Blast From the Past og Vamps.

Alicia Silverstone får i dag fortsat opmærksomhed for sin aktivisme, men det sørgelige faktum er, at hun primært kun huskes for den ene nærmest perfekte rolle for over tyve år siden.

Christina-Ricci-SleepyHallo.jpg
'Sleepy Hollow' / Summit Entertainment

Christina Ricci

Christina Ricci startede karrieren som blot 9-årig med filmen 'Mermaids', charmede alt og alle som Wednesday Addams i de to Familien Addams-spillefilm fra 90'erne og fik sit gennembrud som 16-årig med dramaet 'The Ice Storm' af Ang Lee.

Barnestjernen var spået en stor fremtid i Hollywood, og med et CV, der tæller omkring 80 titler, kan man heller ikke sige, at Ricci endte arbejdsløs. Hun formåede bare aldrig at træde op i den helt store Hollywood-liga, hvor navnet står øverst på plakaten og trækker publikum i biffen.

Det kan være svært at springe fra at have spillet en række børneroller til pludselig at skulle tages seriøst som voksen. Men skuespilleren har selv fremhævet både sin højde og vægt som et muligt benspænd for hende i Hollywood:

I 2006 udtalte hun:

- Jeg ved, at hvis jeg havde været tyndere på det tidspunkt, hvor mine indie-film slog igennem, kunne jeg have været et meget bedre sted i min karriere i dag.

Mens hun senere har lagt vægt på sin højde som en hæmsko:

- Jeg er 1,55 meter høj, og jeg plejer at se meget lille ud på kamera. Jeg kan måske komme så langt som Holly Hunter (skuespiller, red.) har gjort det, og det tror jeg, er det, jeg kan opnå. Jeg har en følelse af, at jeg er alt for lille.

Ikke desto mindre har Ricci flere imponerende præstationer på sin filmografi, ikke mindst i sin voksen-karriere. Tænk bare på fx Monster fra 2003, eller hendes seneste glansrolle i serien Yellowjackets, som bl.a. har givet hende en Emmy-nominering i 2022 samt sin genvenden til Addams-universet i Netflix-hittet Wednesday.

Carrie-Ann-Moss-Matrix2.jpg
Foto: 'The Matrix Reloaded' / Warner Bros.

Carrie-Ann Moss

I starten 2000'erne var Carrie-Ann Moss Hollywood nye store stjerneskud. Først med sin optræden som Trinity i det globale fænomen 'The Matrix' og dernest i Christopher Nolans gennembrud 'Memento'.

I årene efter fulgte de to Matrix-fortsættelser, men herefter blev både filmene og rollerne mindre. Og selvom Carrie-Ann Moss aldrig for alvor stoppede med at lave film, så forsvandt hun ud af folks bevidsthed - og ud af Hollywoods A-liste.

Carrie-Ann Moss trækker selv på skulderne og griner af narrativet om, at "Hollywood skulle have vendt hende ryggen". Hendes forklaring er ret enkel; Hun blev mor - og valgte at bruge tid på sin familie.

Ikke desto mindre gik hun og vi muligvis glip af en stor Hollywood-karriere. I de senere år har Moss taget lidt til genmæle med større roller i bl.a. Marvel-serien 'Jessica Jones' og Viaplay-hittet 'Wisting'. Mens hun ligeledes genoptog rollen som Trinity i The Matrix 4: Resurrections i 2021.

Men vi skal nok ikke forvente at se Carrie-Ann Moss tilbage som hovednavn på plakaterne til Hollywoods blockbustere. Den tid er forbi.

       Inspiration til hjemmebiografen
 

StreamingGuide nyhedsbrev signup billede

 

Luk (Esc)

Siden kan ikke vises ordentligt

StreamingGuide fungerer ikke optimalt i denne browser. Skift venligst til en anden browser, fx Chrome, Firefox, Safari eller Edge, for at få den virkelige oplevelse.