Afskrevet The Walking Dead-stjerne langer ud efter zombie-serien
Han lyder ikke helt tilfreds
Karakteren Merle Dixon er måske kun krediteret for at have optrådt i 17 ud af i alt 175 afsnit af The Walking Dead. Men Michael Rookers mindeværdige præstation står stadig lysende klar for mange seere af zombie-serien.
Det lyder også til, at Michael Rooker selv var ret utilfreds over at blive skrevet ud i seriens tredje sæson. Sådan fremstår det i hvert fald i et nyt interview med TMZ, hvor den 69-årige skuespiller ikke er bleg for at sige sin mening.
Spørgsmålet falder i forbindelse med Kevin Costners biografaktuelle western 'Horizon: The American Saga - del 1', hvor Michael Rooker er en del af rollelisten. I forbindelse med den nye film har der været en del skriverier, fordi at Costner har forladt den populære serie Yellowstone før tid.
Sammenligningen med Rookers skæbne i 'The Walking Dead' ligger derfor lige for, så da han bliver spurgt ind til Costners Yellowstone-exit, svarer han:
- Vi er skuespillere. Vi kommer videre. Vi laver 'The Walking Dead', jeg bliver slået ihjel. Jeg ved ikke hvorfor. De aner ikke, hvad de skal skrive til karakteren! Så jeg tager videre.
Det virker altså ikke til, at Michael Rooker ligefrem var enig i, at hans karakter havde udtjent sin værnepligt i zombie-serien. Merle Dixons bror Daryl Dixon (spillet af Norman Reedus) fik en del længere levetid i universet. Faktisk har han pt sin egen spin-off-serie kørende. Samme skæbne fik Merle altså ikke. Men Rooker fortæller, at han stadig får henvendelser fra fans af 'The Walking Dead' i dag:
- Det er der stadig. Mine fans fra 'The Walking Dead', Merle Dixon-fans, de er der stadig. Og det er der ikke noget galt med. Så ja, Yellowstone-fans vil stadig elske Costner. Det skal nok blive fint.
Find billetter til den biografaktuelle western 'Horizon: The American Saga - del 1' her.