Disney-flop med Nicolas Cage brugte magi bedre end Harry Potter-filmene

Okay, lige inden en horde af Potter-fans dukker op ved min adresse og kaster tromlere og smashere gennem ruden til mit soveværelse, skal det adresseres, at Harry Potter-filmene i min optik er blandt de bedste fantasy-filmserier, der nogensinde er lavet.

I historiefortælling, production design og alt i alt i den gennemgående filmmagi er historien om den bebrillede troldmand ubesejret på det store lærred.

Når det så er sagt, er der en enkelt detalje ved den multimilliardindtjenende filmserie, som filmskaberne skulle og burde have udført bedre i mange henseende, nemlig selve magien.

Nu hvor HBO MAX arbejder på en Harry Potter-serie til udgivelse i 2026, vil jeg foreslå serieskaberne at kigge nærmere på en lidt overset fantasy-film fra 2010, nemlig Disney-projektet Troldmandens Lærling.

Filmen - der er så løst baseret på tegnefilmsklassikeren Fantasia, at det er svært at se nogen sammenhæng overhovedet - følger den kejtede universitetsstuderende Dave, spillet af Jay Baruchel, fra New York, der mod sin vilje rekrutteres af mestertroldmanden Balthazar - i skikkelse af Nicolas Cage - til at blive hans magiske lærling.

Disney havde uden tvivl håbet på, at fantasy-komedien kunne starte en ny franchise, men da den landede i biografen, floppede den fælt som konsekvens af en blanding af lunkne anmeldelser og tvivl om, hvem det intenderede publikum egentlig var.

Filmen har da også sine fejl, mangler og klichéer. Men udover en dejligt overspillet præstation af Nicolas Cage, er filmens største kvalitet den utroligt opfindsomme inkorporation af magi-elementet.

På enormt kreativ vis lykkes det instruktør Jon Turteltaub og hans mandskab af filmmagikere at finde på sjove måder, hvorpå de magtfulde troldmænd manipulerer deres omgivelser for at bekæmpe hinanden - eller måske bare gøre hverdagen lidt nemmere.

LÆS OGSÅ: Nicolas Cage afslører hvorfor han aldrig vil træne hårdt til en rolle igen

Et højdepunkt i filmen er en biljagtsekvens, hvor de to hovedroller jagter skurkeparret gennem New Yorks gader. Undervejs forvandler de hver især deres biler til alt fra lækre sportsvogne til store skraldevogne til spruttende søndagsbiler. Samtidig bliver der brugt en længere række besværgelser for at få rystet hinanden af.

Bl.a. bliver Balthazar og Dave fanget i en spejlverden, hvor alt er omvendt - og de må køre igennem et faldende glasstykke fra en vinduesfacade for at komme tilbage til virkeligheden.

Der er generelt gjort meget ud af at tage hverdagslige ting og vende dem til noget unaturligt. Om det er et tæppe, der suger dig nedad, når du træder på det eller sværd, der kan fægte af sig selv - eller for den sags skyld alt fra mopper til tyrestatuer til stålørne, der pludselig bliver levende.

Der er aldrig et kedeligt øjeblik, så snart de fortryllende kræfter er i spil.

Men hvad har det med Harry Potter at gøre?

Har man læst J.K. Rowlings bøger, så ved man, at hun er en mester i at finde på kreative magiske finurligheder. Hele Harry Potter-universet er bygget op omkring sjove besværgelser samt skøre magiske dyr og objekter. Men specielt i de senere film baseret på bogserien ser vi ikke meget af det.

Mange af magiduellerne ender med primært at bestå af to personer, der skyder med lysstråler mod hinanden. Man kunne i de fleste tilfælde udskifte tryllestavene med laserpistoler, og det havde ikke gjort den store forskel.

LÆS OGSÅ: Efter trusler om boykot af ny serie: Harry Potter-skaber har et iskoldt modsvar

Et strålende eksempel kan ses i den sidste bog i serien - 'Harry Potter og Dødsregalierne' - i kapitlet, hvor McGonagall kommer i infight med Snape. Her får hun en fakkel på væggen til at flyve ud af sin holder og danne en lasso af ild, som flyver mod Snape, inden han forvandler ilden til en stor slange.

McGonagall forvandler derefter slangen til røg, som udvikler sig til flyvende dolke, hvorefter Snape gemmer sig bag en rustning, der pludselig kommer til live og holder ham fast.

Netop denne scene i filmen bliver reduceret til, at McGonagall kaster en række udefinerede besværgelser - som bare materialiserer sig som noget hvidt lys - mod Snape, der reflekterer dem med sin tryllestav og flyver ud ad vinduet.

Det er svært at komme udenom, at der er en stærk kontrast til de to tilgange til magi. Måske er det et spørgsmål om, at et par glimtende hvide lys fra en pind er billigere at lave end en avanceret kampscene med mange bevægende dele af vidt forskellig karakter.

Det appellerende ved magi som koncept er dog netop, at stort set alt er tilladt. Der er næsten ingen regler for hvad, der er muligt, især når vi snakker om to, der skal forestille at være blandt de mest magtfulde troldmænd i serien.

Det skal retfærdigvis siges, at det ikke er alle Harry Potter-film, der ikke udnytter sit fulde magipotentielle.

Alfonso Cuarón, der instruerede den tredje film i serien, Fangen fra Azkaban, gjorde meget ud af at fylde næsten hvert eneste skud i hver eneste scene ud med noget magisk i enten for- eller baggrunden.

LÆS OGSÅ: Dansker lander rolle i stor amerikansk fantasy-serie

Og hvis vi snakker troldmandsdueller, så bliver det næsten ikke mere episk end i den femte film, Fønixordenen, da Dumbledore og Voldemort har deres klimatiske opgør i ministeriet for magi.

Her er der kæmpe ildslanger, gigantiske kugler af vand og en stor mængde glasskår, der flyver gennem luften og til sidst bliver til sand.

De gode folk bag Harry Potter-filmene viser dermed i glimt, at de godt kan overføre de vilde magiscenarier fra Rowlings bøger til noget tilsvarende på det store lærred. De har dog også en slem tendens til at glemme, hvad der gør troldmandsverdenen interessant i første omgang.

Skulle de have udfyldt deres fulde potentiale, kunne de med fordel have taget et kig på det glemte og undervurderede Disney-flop, Troldmandens Lærling. Hermed en opfording til dem, der skal stå bag den kommende Harry Potter-serie.