Før sidste sæson af 'Badehotellet': Skaberne afslører seriens egentlige hovedrolle
Skuespillerne beskriver 10. sæson med tre ord
Året er 1946, og vi vender tilbage til det elskede badehotel i Nordjylland. Snart vil vi igen blive vidner til genforeningen med velkendte ansigter som Amanda Berggren, Grosserer Madsen, Edward Weyse, Alice Frigh og mange flere, der søger til dette lille paradis efter besættelsestiden.
Dog er det sidste gang, vi som seere, får lov til at komme med på besøg, når den populære TV 2-serie Badehotellet har premiere på TV 2 og TV 2 Play fra den 3. marts.
Vi har til en pressekonference på serien talt med skaberne bag serien, Hannah Lundblad og Stig Thorsboe. De udtaler følgende:
- Fra år 1947 blev der en stigende interesse for at rejse udenlands, når sommeren nærmede sig.
Det betyder naturligvis, at de samme gæster ikke altid kunne vende tilbage sommer efter sommer til det lille badehotel. Derfor bliver det et farvel til serien, men samtidig en stolt tro mod tiden.
- Der er én hovedrolle i 'Badehotellet'. Det er hotellet.
Gennem 10 sæsoner har dette hotel stået i al sin pragt, blevet ødelagt under krigen, genopbygget, og det har været et sted, der kunne rumme enhver karakter, der trådte inden for dørene.
"Optagelserne har været præget af humor, glæde og taknemlighed"
Under optagelserne har der været en særlig atmosfære, da det ikke kun er karaktererne, men også skuespillerne bag dem, der har dannet deres relationer som en lille familie siden den første sæson i 2013.
- Det, der har været med sæson 10, er, at vi alle tidligt viste, at det var sidste gang. Vi er blevet der længere tid, vi har hængt i hinandens øjne lidt længere, vi har stået på gangen og kigget på alle billederne, udtaler skuespilleren Lars Ranthe om indspilningen af finalesæsonen.
- Fyldt med spænding, overraskelse og på mange måder mærkeligt, at nu var det altså nu... nu stoppede det, fortæller medspilleren Jens Jacob Tychsen, der har rollen som Edward Weyse.
Efter 10 år i rollen som Georg Madsen har karakteren sat sine spor i Lars Ranthe:
- Gerog Madsen er meget mere modig, end Lars er. Jeg er enormet konfliktsky og meget konsensussørgende. Jeg vil gerne have, alle skal kunne lide mig, men sådan er Hr. Madsen jo slet ikke, så det har været sjovt at være blind passager på hans trip. Det har han lært mig, at være mere modig.
Ikke kun de gamle kendisser er vendt tilbage til paradiset i Nordjylland. Sæson 10 introducerer også nye karakterer, herunder Kamille Wenneberg, der spiller karakteren Trine, der er ny stuepige på hotellet.
- Det har været fantastisk at være en del af en produktion med så talentfulde mennesker, som de er, siger Kamille Wenneberg, der har sin debut som Trine i sæson 10. Da vi spørger til, hvordan Kamille vil beskrive karakteren, kalder hun hende humoristisk, nøgtern og godhjertet.
Som afrunding på vores interviews bad vi skuespillerne beskrive, hvad der er unikt ved deres oplevelse af sæson 10. Det kom der ret forskellige svar ud af, som du kan læse herunder.
Skuespillerne beskriver 10. og sidste sæson med tre ord:
- Lars Ranthe, Grosserer Madsen: "Drama, spænding og forløsning."
- Jens Jacob Tychsen, Edward Weyse: "Frustration, lettelse og kærlighed."
- Kamille Wenneberg, Trine: "Helhed, gentagende og smuk."
Badehotellet åbner sine døre for de besøgende seere af den nye sæson den 3. marts, hvor fortidens mysterier og nye ansigter samles i en sidste, episk afsked med det elskede badehotel.
Se serien på TV 2 og TV 2 Play.