Hvorfor er Vin Diesel og Dwayne Johnson uvenner? Fast & Furious-dramaet forklaret
Et breakdown af muskelbundternes beef
En af Hollywoods største beefs (bogstavelig talt) er mellem muskelbundterne Vin Diesel og Dwayne ’The Rock’ Johnson.
Fjendskabet startede, da de arbejdede sammen i Fast & Furious-serien, og er nu kommet så langt, at vi nok ikke skal regne med at se de to skaldede herre i samme film igen.
Men hvad skete der egentlig? Her er et break-down af beef’en:
”Tøsedreng”
De første antydninger af ond luft mellem de to stjerner slap ud i offentligheden i august 2016, da Johnson delte sine frustrationer på Instagram:
- Nogle opfører sig som virkelige, ærlige mænd og ægte professionelle, mens andre ikke gør. Dem, der ikke gør, er hunderæd til at gøre noget alligevel. Tøsedrenge (Candy asses, red.).
- Når du ser denne film til næste april, og det ser ud, som om jeg ikke spiller skuespil i nogle af disse scener, og at mit blod faktisk koger – så har du ret.
Det senere slettede opslag kom i kølvandet på produktionen af Fast & Furious 8. Spekulationerne startede straks, hvem mon ordene var henvendt imod? TMZ kom hurtigt frem til, at det var Vin Diesel, som stod i The Rocks skudlinje.
Sladderbladet konkluderede, at Vin Diesel, der også var producer på actionfilmen, ”havde truffet nogle beslutninger, som ikke huede den tidligere wrestling-stjerne”.
TMZ kunne yderligere berette, at de to havde haft et møde, bl.a. ”fordi bølgerne gik så højt, at det var næsten umuligt at optage scener”.
Efter optagelserne var afsluttet, fortsatte stridighederne. Fx takkede Dwayne Johnson alle sine kollegaer på Fast & Furious-filmen, men undlod at nævne Diesel.
Storebror i filmverdenen
Vin Diesel prøvede dog at tysse konflikten ned i forbindelse med premieren på ’Fast & Furious 8’ og udtalte bl.a. til USA Today:
- Jeg tror ikke, at det er gået op for verden, hvor tætte vi er, på en mærkelig måde. Jeg tror, at nogle ting er blevet blæst ud af proportioner. Jeg tror ikke, at det var hans intention. Jeg ved, at han påskønner, hvor meget arbejde jeg laver for denne franchise. I mit hus er han onkel Dwayne.
- Jeg beskytter franchisen. Jeg beskytter alle, inklusiv Dwayne. Jeg beskyttede Dwayne mere, end han nogensinde vil vide. Og det betyder ikke noget. Han behøver ikke vide det. Men han påskønner det. Han ved det. Dwayne har kun én Vin i sit liv. Dwayne Johnson har kun én storebror i denne filmverden, og det er mig.
Den egentlig årsag til konflikten
Senere kom det frem - igen via TMZ - at uvenskabet skulle være opstået i forbindelse med ”real estate”, som i filmsprog er, hvem af skuespillerne som får mest skærmtid og mulighed for at shine i actionscenerne. Men til sidst accepterede The Rock, at det var Vin Diesels film, da han stod nr. 1 på rollelisten.
Dwayne Johnson bekræftede dog senere, at de to faktisk ikke havde optaget nogle scener sammen i filmen. De scener, hvor de optræder i samtidig, er optaget uden den anden på settet.
En bizar scene tilbage fra Fast & Furious 6 har endda fået flere til at teoretisere om, at de to bøffers uvenskab måske er startet langt tidligere end først antaget.
Ansigt-til-ansigt konfrontation
Allerede i 2018 udtalte Johnson sig igen om problemerne:
- Vin og jeg havde nogle diskussioner, inklusiv en vigtig ansigt-til-ansigt-samtale i min trailer. Og jeg har nu erkendt, at vi har en fundamental forskellige i filosofi omkring, hvordan vi griber filmproduktion og samarbejde an. Det tog mig lidt tid, men jeg er glad for den klarhed. Uanset om vi så arbejder sammen igen eller ej.
Herefter fik The Rock sin egen Fast & Furious-spinoff med Jason Statham, Hobbs and Shaw, hvor Vin Diesel hverken optrådte som producer eller i sin rolle som Dom Toretto. Ligeledes var The Rock heller ikke en del af den seneste ’Fast & Furious 9’.
Fast & Furious-kollega Tyrese Gibson angreb The Rock, da han mente, at hans spinoff betød, at ’Fast & Furious 9’ blev udsat. Men her trådte Vin Diesel ind og lavede en instagram-post, der forsvarede Dwayne Johnson.
Hård kærlighed
Efter ’Hobbs and Shaw’ virkede de to bøffer egentlig til at have begravet stridsøkserne, da Dwayne Johnson faktisk var ude og takke Vin Diesel i en Instagram video i forbindelse med premieren: ”Sidst, men ikke mindst, vil jeg takke min bror Vin for hans støtte til ’Hobbs and Shaw’… Vi ses snart, Toretto.”
Stridsøkserne blev dog hurtigt fundet frem igen i 2021, da Vin Diesel i et interview med Men’s Healt delte sin perspektiv på de to stjernes strid:
- Det var en svær karakter, Hobbs-karakteren [Dwayne Johsons rolle i FF). Min tilgang var på det tidspunkt en masse hård kærlighed (”tough love”, red.) for at hjælpe med at opnå den præstation, som rollen behøvede.
Diesel fortsætter med at forklare, at han er stolt af det de opnåede:
- Det krævede en masse arbejde. Vi var nødt til at nå derhen og nogle gange, på det tidspunkt, uddelte jeg en del hård kærlighed. Ikke Fellinisk, men jeg vil gøre, hvad jeg er nødt til for at opnå den præstation i alt som jeg producer.
The Rock griner hårdt
De kommentarer faldt Johnson for brystet, der under presseturen for sin Disney-film ’Jungle Cruise’ fortalte, at han ikke agtede at vende tilbage i de to afsluttede film i Fast & Furious-franchisen, nr. 10 og 11. Men ønskede holdet al held og lykke.
Til Vin Diesels kommentar om ”hård kærlighed” udtalte The Rock, at han ”grinte hårdt”. Kollegaen Emily Blunt, der var til stede under interviewet, kom derefter med et par drilske bemærkninger omkring Vin Diesel: ”Bare tak Gud for, at han [Vin Diesel, red.] var der. Tak Gud for, at han bar dig igennem det”.
Noget tyder på, at The Rock har mistet sin film-storebror, og at Onkel Dwayne måske ikke er velkommen hjemme hos familien Diesel lige foreløbigt.
Og hvem ville vinde, hvis det faktisk udviklede sig til en fysisk slåskamp mellem de to actionhelte? Vi holder på ham den skaldede.