Nolan er helt op og køre over ny "banebrydende" komedieserie med Emma Stone
Den nye 'Twin Peaks'?
Christopher Nolan blev i sidste uge den helt store vinder, da årets Oscar-nomineringer blev offentliggjort, og hans storfilm Oppenheimer høstede hele 13 nomineringer.
Den britiske mesterinstruktørs dømmekraft kan man derfor roligt stole på, og det gælder også, da han i denne uge kastede sin kærlighed over en ny komedieserie, som i denne måned havde premiere i Danmark på SkyShowtime.
Serien hedder 'The Curse' og er en satireserie med Emma Stone og Nathan Fielder i hovedrollerne. Historien fokuserer på, hvordan en påstået forbandelse ændrer forholdet mellem ægteparret, Asher (Fielder) og Whitney (Stone), mens de forsøger at lancere en reality-serie om filantropi og miljøvenlige boliger.
LÆS OGSÅ: Instruktør boycotter sin egen 80'er-genindspilning
Nolan fungerede som moderator på en Q&A med Nathan Fielder og Benny Safdie, der er medskaber på serien. Nolan sagde i den forbindelse, at 'The Curse' "er ulig noget, jeg nogensinde har set på tv før" og sammenligner den med selveste Twin Peaks.
Han sagde følgende:
- Det er en utrolig serie, og det er ulig noget, jeg nogensinde har set på tv før. Det er sjældent, at man støder på serier, som virkelig ikke har noget fortilfælde. Du går tilbage til ting som 'Twin Peaks' eller 'The Prisoner' eller Dennis Potters 'Singing Detective' og den slags, så I er et fantastisk sted, og jeg kan ikke vente med at nå frem til klimakset.
Nolan havde også rosende ord med på vejen til Emma Stone, der - ligesom han selv - modtog en Oscar-nominering i sidste uge for sin præstation i biografaktuelle Poor Things. Du kan købe billetter til filmen på Kino.dk her.
- Jeg tror ikke, det er en spoiler at sige, efterhånden som serien udvikler sig, kan hun til tider være ret vanvittig, på en meget troværdig måde. Præstationen synes jeg er helt fantastisk og vidunderlig.
- Jeg synes ikke, det sker ofte nok, at en stjerne spiller en rolle med en sådan absolut mangel på forfængelighed.
Alle afsnit af 'The Curse' kan ses på SkyShowtime.