Pandemi-serien 'The Stand' er Stephen Kings svar på en gyser-version af 'Ringenes Herre'
Premiereaktuel og skræmmende relevant
I denne uge er der premiere på den nye store Stephen King-filmatisering, pandemi-serien The Stand.
Kings mastodontroman om en dødelig virus og kampen mellem det gode og det onde, 'The Stand', og Tolkiens storslåede epos 'Ringene Herre' har måske ikke på papiret mange ligheder. Men forfatteren bag 'The Stand' har faktisk selv udpeget netop fantasy-romanen fra 1937 som en af sine centrale inspirationskilder.
'The Stand' udspiller sig på afgrundens rand for civilisationen, da udbruddet af en dødelig influenza har taget livet af størstedelen af befolkningen.
King havde i over 10 år haft lyst til at skrive en episk historie i stil med 'Ringenes Herre', men sat i det moderne Amerika. Så da King så en tv-udsendelse omkring kemisk-biologisk krigsførelse og kædede det sammen med et kemisk udslip i Utah, som han havde hørt om, ja, så faldt brikkerne på plads til ’The Stand’.
I sin fagbog ’Danse Macabre’ fra 1981 beskriver forfatteren selv sin karakter Stu Redman fra Texas som sin udgave af hobbitten Frodo, mens den djævelske skurk Randall Flag - den mørke mand - er hans version af Sauron, mens det ødelagte Las Vegas agerer Mordor.
Og sådan kan man blive ved med at læse paralleller ind imellem Kings værk og Tolkiens klassiker. Den vise og aldrende Mother Abigail kan ses som Gandalf, mens den sindsforvirrede Trashcan Man - eller Harold Lauder - kan ses som Gollum i deres kamp med at finde den rigtige side i striden mellem den lyse og mørke side.
’The Stand’ udkom første gang i 1978, men er siden blev udgivet i en udvidet udgave i 1990 på hele 1152 sider.
Romanen blev første gang filmatiseret i 1994 med miniserien ’The Stand’, hvor King selv skrev manuskriptet. Det blev en dundrende succes.
Siden har man i flere omgange igen forsøgt at omsætte den store fortælling til film - og store instruktører som David Yates (Harry Potter-serien) og Ben Affleck har været tilknyttet projektet.
Serien er nærmest skræmmende højaktuel med sit influenza-befængte historie. På rollelisten har den et stærkt cast med bl.a. Alexander Skarsgaard, James Marsden og Whoopi Goldberg. Owen Hill (Kings søn) er desuden producer på serien og har skrevet flere afsnit, og King selv har skrevet en ny afslutning på den episke fortælling.
Hold øje med vores interview. Senere på ugen udgiver vi nemlig vores snak med hovedrollen James Marsden.