Pilou Asbæk slås mod Stallone i ny superheltefilm: "Han er usædvanligt stærk"
Interview med den danske verdensstjerne
Hollywood-legenden Sylvester Stallone står bag den nye superheltefilm, Samaritan, hvor han både indtager hovedrollen og har ageret producer bag kameraet.
Filmen følger en ung dreng, der finder ud af, at hans idol, superhelten Samatrian (Stallone), måske stadig er i live – 25 år efter en episk duel, der fik omverdenen til at erklære ham død.
På rollelisten til actionfilmen finder man danske Pilou Asbæk, som vi har ringet til – og det blev til en sjov samtale om at spille overfor sit idol, stuntarbejdet med Sly og at brøle som en superskurk.
Lyt til hele interviewet i vores nyeste podcast-episode:
Stallone til Pilou: Ned i træningscenteret med dig!
Pilou Asbæk fortæller, at på trods af, at han havde spillet med i instruktør Julius Averys forrige film, Overlord, skulle han stadig igennem en castingproces. Ikke mindst fordi, Sylvester Stallone, hvis produktionsselskab står bag filmen, skulle godkende Asbæk til rollen som skurken Cyrus.
- Sly ringede personligt selv til min agent og sagde: "Tell Pilou, he got the role, and tell Pilou; HIT THE GYM".
- Det synes jeg simpelthen er verdens sjoveste. Det kan godt være, at han synes, at jeg var en god skuespiller, og at jeg måtte spille overfor ham i den her film, men jeg skulle kraftedeme være større og stærkere for at være en ordenlig hovedskurk, fortæller den 40-årige stjerne.
Danskeren tog dog udfordringen op, og syv timer senere sendt han helt gennemsveden en video fra fitnesscentret afsted til Sylvester Stallone:
- Så er man jo så plat, fordi det er jo for helvede Sylvester Stallone, så siger jeg et eller andet med: "No one tell me anything twice" og laver sådan lidt Rocky-skyggeboksning. Og det sendte vi så tilbage.
- Han har aldrig kommenteret på det, så jeg har nok ikke gjort det særlig godt, konkluderer danskeren med et højlydt grin.
Mødet med et Hollywood-ikon
Det ændrede dog ikke på, at mødet med Hollywood-legenden var noget helt særlig for den danske stjerne. Pilou fortæller:
- Det var helt fantastisk. Det var helt vildt at få lov til at spille sammen med nok en af de største ikoner, Hollywood har fostret nogensinde. Han er generøs, han er sød, han er omsorgsfuld, han er dybt professionel, og han er meget disciplineret.
- Størstedelen af sine stunts, som han fysisk selv kan klare, laver han selv, og han insisterer på, at det skal være perfekt. Det er en årsag til, at den mand har haft den succes, som han har. Og det er fordi, at han arbejder hårdere end alle andre. Inden for sin genre. Det er i hvert fald min erfaring, jeg har jo ikke arbejdet med de andre.
- Men han er cool, og jeg fik en masse røverhistorier og fik en masse fortællinger om, hvordan Hollywood var i gamle dage kontra Hollywood nu her. Jeg fik råd til, hvordan jeg skulle spille golf, hvordan jeg skulle bokse, hvordan jeg skulle slå.
- Han var meget sød til at invitere mig, ikke om til hans trailer - der er han meget privat - men om til monitoren og sidde og se det, vi har lavet sammen. Og give noter. Altså ikke skuespils noter, men mere "Hey, lad os gøre sådan her og sådan her”. Jeg kunne godt mærke, at han behandlede mig som en kollega.
To masterclasses af Stallone
Men det var svært at holde det professionelt hele tiden, fortæller Pilou Asbæk, der ikke kunne lade være med at stille legenden en masse interesserede spørgsmål om karrieren:
- Jeg sidder jo også, når jeg snakker med Sly midnat, fordi vi er på natoptagelser, og spørger ham til: "Hvem er stærkest? Dig eller Lundgren?", så siger han: "Det er jeg selvfølgelig". Og så griner man af det.
- "Hvem er den bedste skuespiller, som du har spillet sammen med?". Jamen, det vil han ikke sige, fordi ingen nævnt, ingen glemt. Der er han jo stadig professionel.
- "Var det sjovt at instruere?" Ja. "Hvordan skrev du Rocky?"... Jamen, alle de der spørgsmål har jeg jo også, og jeg kan ikke lade være med ikke at stille dem. Men jeg skal også stadig respektere, at jeg ikke må gå over den grænse, der hedder, at det bliver en form for fandom. At han føler, at jeg skal suge ham for en oplevelse og informationer, der bliver du nødt til at have en lille smule selvrespekt og mådehold i situationen.
- Men jeg fik det lokket ud af ham. Han gennemgik stort set hele sin karriere og fortalte om de valg, han havde truffet. Det var en meget lang aften. Og han gennemgik alle sine karakterer og fortalte om, hvorfor havde taget de valg, og hvad den karakter betød for ham. Hvorfor han skrev den scene. Og jeg sværger, jeg fik en masterclass. Det var fandme to omgange masterclass med Sylvester Stallone.
- Dét var fedt. Men samtidig var det også en privat samtale mellem to mennesker, understreger Pilou Asbæk.
”Jeg er ved at knække nakken på Rambo og Rocky”
Stallone havde en helt særlig aura omkring sig, forklarer danskeren:
- Han er en larger-than-life person, og det er han også udenfor optagelserne. Nu har jeg alligevel arbejdet sammen med mange stjerner, og han var sgu vild. Han var vild. Det må jeg skrive under på.
Især én scene fra arbejdet med Hollywood-legenden står stærk for Pilou:
- Jeg spoiler vel ikke for meget ved at sige, at der er en fight på et tidspunkt henimod slutning, hvor jeg sgu lige kneb mig selv i armen og tænkte: "Det er kraftedeme sindssygt, du. Jeg er ved at knække nakken på Rambo og Rocky. Det er sgu ret vildt".
Danskeren indrømme dog, at han på et tidspunkt lige var nødt til at taste legenden:
- På et tidspunkt så skulle man lige markere lidt, ikke sådan aggressivt. Men vi havde i en situation på et tidspunkt, hvor vi begge to kunne vise, hvor stærke vi var, og der kan jeg fortælle dig, at han er usædvanligt stærk.
Styrkeforholdet til side, så var der også en anden oplevelse på optagelserne, som understreger Stallones støttende persona:
- Da jeg kommer med det der gigantiske brøl midt i filmen, som nærmest er sådan helt "Wow". Der er det jo sammen med Sly, og der kommer han op og siger "Yeah, that's how you do it!".
- Det kunne han eddermame godt lide det dér, fordi han kunne mærke, at jeg investerede mig selv, og der er han jo supergenerøs. Han har jo regnet ud, at der ikke er nogen "pissing contest", han har vundet. Der var han meget støttende i at få den bedste præstation fra i mig overhovedet. '
Samaritan' kan ses på Prime Video.
Hør hele samtalen med Pilou Asbæk, hvor han bl.a. også fortælle om sit andet superhelte-projekt Aquaman 2:
Du finder også podcasten på disse tjenester:
- På Spotify
- I Apple podcast
- Hos Libsyn
- På Podimo
- Google podcasts
- Og i din podcast-app (Android og iPhone)
BLIV MEDLEM AF VORES FILMFORUM PÅ FACEBOOK HER.